Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Mørdrup pr. Espergærde. 29. juni 1915
faa fat i Pontoppidan
Mørdrup pr. Espergærde 29/6 151
Kæreste G. B.!
Enige bliver vi ikke. Vi har dannet os hver sit Billede og søger at bevise vor Ret. Det samme gør en Mand, jeg læser i disse Dage: Elie Metchnikoff2. Han søger i en Bog3 at bevise, at Goethe var Optimist, eller rettere blev det. Hvor ørkesløst! Som om det betød noget, om en Mester maler Lyset eller Skyggen. Sandheden er dog, at Livet er begge Dele. Og søger vore Drømme Lyset, saa er det hverken andet eller mere end Naturens Lov. Mod den kæmper Mennesker forgæves.
Det jeg vilde sige, var kun dette: to Arter af Mennesker skiller sig ud fra hinanden i Livet og i Kunsten: Handlingens og Tankens, Eventyrets og Ensomhedens. De samme to Naturer strides i ethvert Menneske, men den ene har altid Overtaget. 2 Af denne Grund har Digterne fra Arilds Tid kredset om de Skikkelser, der var Udtryk for denne Forskel. Og den "Helt", de gav deres inderste Sympati, var altid den, der lignede dem selv. Indenfor disse to Arter af Menneskeskikkelser er det, at Goethe og Ibsen mødes – Goethe som den største, mere sammensat i sin Natur, men mærket i stort og i smaat af Noureddin-Typen. Hvad er Faust andet end en Noureddin i Goethe-Format, og hvad er Skule andet end den samme Noureddin, maalt med Ibsens Alen. Det interessante ved begge Skikkelser er den indre Strid mellem Lys og Mørke. De Skygger, de kaster, er større end det Lys, de udstraaler. Trolddom er deres Væsen, og de paavirker os med Trolddommens Magt. Baade Goethe og Ibsen kredser om det dæmoniske – atter og atter gaar det igen i Goethes Samtaler, det var helleringen Tilfældighed at han valgte sig Troldmanden Faust. I Ibsens Solness gaar den samme Tanke og spøger. De fordyber sig mere i Livets Mystik end i Livet selv. Derfor er ingen af dem populære i Ordets banale Forstand. 3 De kræver af andre, hvad de krævede af sig selv.
Men tilbage til de Levende! De skriver, at De er træt og slap efter Arbejdet med Deres store Værk. Ja, naturligvis. Ogsaa jeg kender den Følelse af Tristhed, der griber En, naar man har et Arbejde fra Haanden. Det er en Følelse af Tomhed og Utilstrækkelighed, for hvilken ingen Medicin helbreder – hverken venlige Ord eller Overtalelser. Hvad er det hele værd – det er Omkvædet i Ens Indre. Ak, Mennesket har lært at flyve – kan det flygte fra sig selv?
Og saa spørger De mig, hvor langt der er til min Nabo? To Skridt, min kære Herre, naar man gaar Vejen, og 20.000 Mil hvis man tænker sig at gaa den. Men jeg bliver rolig siddende. Dog kunde jeg ønske, at De en Dag dukkede op i Horisonten. Her har boet et Par ældre Mennesker hos os, som trængte til lidt landlig Ro – nu er de rejst, gider De ikke se herud? De kan selv bestemme Dagen, blot med lidt Varsel, jeg vil da se at faa fat i Pontoppidan, som gærne vil se Dem, hvis det er ham muligt for Konens Sygdom. Det staar stadig daarligt til, den samme snigende Haabløshed. Da jeg var hos ham for en Ugestid 4 siden, var der stadig ingen Bedring. Han selv lukker sig mere og mere inde, bliver fjærnere og fjærnere, men de faa Gange, jeg ser ham, vokser Indtrykket af ham i mit Hjærte. Jeg ønsker ham tit en stor Glæde – en ny Ungdom, der kom dalende ned fra Himlen til ham. Men der kommer ikke noget fra den Kant – og vilde han ikke flygte dybere ind i Ensomheden, hvis den kom?
Imorgen skal jeg til Byen i nødvendigt Ærinde, men jeg naaer ikke at komme ud til Dem. Ser jeg Dem saa herude med det allerførste? Sig mig, med hvad Tog De kommer, saa gaar jeg til Banen og henter Dem. Vi spiser Kl. 5½, men kom tidlig, saa vi kan have Dagen for os. Egnen er dejlig. Holder De af Sol, er Haven fuld deraf, hvis Hs. Majestæt vil nedlade sig til at skinne. Holde De af en Høstak med Lærker over Deres Hoved, kan det ogsaa skaffes. Og regner det – hvad jeg som Agrar har ønsket den sidste Maaned – trækker vi os som andre Snegle ind i Huset og snakker om de mange sære Snegle, der kravler paa den runde Jord med Følehornene mod Himlen.
Deres
H. N.
