Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Busserupgaard pr. Espergærde. 17. august 1912

Jeg kan vænne mig til Deres Smil

Busserupgaard pr. Espergærde [lørdag] 17/8 12

Kæreste Dr. Brandes!

Det er mig saa vanskeligt at svare paa Deres Brev. Jeg ved, at det er muntert ment, jeg ved, at De har lidt tilovers for mig og mit Forfatterskab, og dog stemmer Brevet mig til Alvor. Ikke fordi De – fejlagtigt – tror, at jeg ikke ved de simpleste Ting om Jøder – selvfølgelig ved jeg, at ortodokse Jøder ikke nyder Østers – ligesaa selvfølgelig er det for den opmærksomme Tilskuer, at mit Stykke¹ ikke handler om et ortodokst jødisk Hjem og endnu mere selvfølgeligt, at ikke 10 af Danmarks 10.000 Etatsraader aner noget om, hvad Jøder maa spise eller ikke spise, naar lige undtages det populære danske Flæsk (jfr. Visen: Jøde, kan du spise Flæsk og drikke Fløde). Kun pudsigt virker det paa mig i denne Forbindelse, at det bebrejdes mig, at jeg ikke har gjort mine Jøder ortodokse nok – nu maa de ikke engang spise Østers. Jeg troede før, at Anken mod mine Jøder var den, at de ikke var moderne nok. Ak ja – tager du Stokken op, faar Du Klø, og lader du den ligge faar du ogsaa Klø – saa kan du jo vælge. Hos de gl. Levins gaar Faderen i Kirke Fredagaften, der er Familiens eneste Forhold til Ortodoksien. Der forlyder intet om, at de fører koscher Husholdning, de har Ild paa Komfuret 2 Helligaften, og den gl. Fru Levin tager selv Del i Madlavningen, slukker og tænder Lyset i Stuen, og hverken hun eller de andre nævner noget, der kirkelig set adskiller dem fra andre Jøder, som tror paa Loven, men ikke paa ligegyldige, nu forældede hygiejniske Bestemmelser.

Nej, det er sletikke dét, som anfægter mig. Det kan hverken De eller andre ærgre eller drille mig med. Jeg er selv opvokset i et Hjem som de gl. Levins med Kærlighed til min Race, men uden Respekt for dens Fordomme. Fader gik selv i Kirke² Fredagaften, og skønt vi Brødre vidste, hvor stor en Sorg det var for ham, at ingen af os fulgte med, kunde vi dog efter vor bedste Samvittighed ikke gøre ham denne Indrømmelse, fordi vi ikke troede og ikke løgnagtig vilde lade ham leve i den Illusion, at vi troede. Jeg husker endnu den Dag han fyldte 70³. Vi var samlede allesammen i hans Hjem en Morgen ved Vintertid ganske tidlig før Daggry. Vi vidste han vilde i Kirke. Vi stod alle inde i Stuen, vi fire Brødre⁴, og ventede, at han skulde komme ind fra Sovekammeret. Saa kom han, bleg og bevæget. Han kyssede os alle, stod lidt og saa paa os. Jeg saa i hans Øjne en stum Bøn om, at en af os paa denne Dag vilde følge ham i Kirke. Ingen af os Brødre rørte os, skønt vi alle var dybt grebne og alle følte, hvad han tænkte. Saa gik han. Jeg ser endnu hans lidt krumme Ryg i Døren – det smærter mig endnu, naar jeg tænker derpaa.

Mine Forældres Hjem! De lever endnu begge – gudskelov. Det er det eneste Sted i Verden, hvor jeg føler 3 mig hjemme. Ad en lille frederiksbergsk Sidevej⁵ kommer man dertil – borte fra Verden. Alt er uforandret – Tiden staar lykkelig stille. Vi Brødre er nu alle gift, men lever hver for sig, ses saa godt som aldrig. Men nu og da træffes vi derhjemme, og jeg ved i samme Nu, at vi hører sammen, inderligere, ubrydeligere end nogensomhelst anden, at vi, selvom Verdener laa imellem, vilde føle hinandens Glæder og Sorger som vore egne. De tre er gift med kristne⁶, kun den ene med en Jødinde. Samlivet er forbi, men Sammenholdet lever stærkt og varigt. Vi ved alle, at i det Øjeblik, vore Forældre falder fra, er det sidste Samlingspunkt slettet ud. Vi taler aldrig derom – men nu og da ser vi det paa hinanden. Vi ved, at der er intet derved at gøre – vi har knyttet os til en anden Race, der har sprængt den Stemning, som holdt os sammen, da vi var unge. Vi har knyttet os til noget nyt og kan ikke slippe det gamle. Det er den evige Strid i os, og vi ved, at den aldrig vil dø.

Saadan staar jeg da selv. Jeg har forsøgt at give det Udtryk først i "Floden", dernæst i "Daniel Hertz", sidst i "Indenfor Murene". Mit Sind trængte til den Forløsning, som det er at skrive sig fri. Mange forstod mig, det er jeg vis paa, det ved jeg – baade blandt Jøder og Kristne. Naturligvis var der Pøbel, der raabte efter mig paa Gaden. Det rørte mig ikke – jeg havde vænnet mig dertil fra jeg var saa stor, at jeg kunde forstaa. Men det, som slog mig, nu og da forfærdede mig, var, at Kulden, den isnende Kulde, det kolde Had kom fra den Kant, hvor jeg troede, jeg havde Venner og Lidelsesfæller. Og fra det Hjørne har Kulden staaet under hele mit Forfatterskab 4 og har fyldt mit Sind med Vrede og Foragt.

Husker De en Aften for mange Aar tilbage – nej, De har vel glemt det, for Dem betød det ikke noget. Jeg havde opgivet min Virksomhed⁷ og i mit 30te Aar kastet mig ud i det uvisse. Jeg havde saa skrevet en Bog⁸, som jeg fyldte med alt det, der dengang som nu bevægede mit Sind. Jeg kom op til Dem en Aften⁹, min Bog var kommen og var druknet, sporløst slettet ud. Forpint af Hjemløshed, Hvileløshed gik jeg til Dem. Og endelig da jeg skulde gaa, tog jeg Mod til mig og spurgte, hvorfor min Bog var tiet ihjel fra den Kant, hvor jeg havde ventet Støtte. De svarede, at Bladets Redaktør¹⁰, som De havde spurgt, havde sagt til Dem: Den Bog lader vi ligge!

Og Aarene gik, og Kulden fra den samme Kant har jeg følt gennem de løbende Aar. Nu kan jeg bære den. Nu rører det mig ikke, at den samme, der dengang befalede, at min Bog skulde ligge, aldrig har nævnet mit Navn og kun nu og da i en Vending har ladet mig føle, hvor han sigtede uden at skyde. Nu rører det mig heller ikke, at en anden, der dengang sad som Bladets daglige Criticus¹¹, modtog Befalingen og adlød som en Slave bør, Gang paa Gang har søgt at latterliggøre, ødelægge mig, slette mig ud af de Skrivendes Tal. Han har, medens mit sidste Stykke¹² gik sin Gang, hadefuldt, lavsindet og løgnagtigt raset forgæves. Han har ikke den rolige Kulde som den anden. Han er mindre – derfor voldsommere. Ubetydeligere – derfor stærkere i sit Had og Nid.

Ja, De rynker Deres Pande og spørger, hvor jeg vil 5 hen. Og jeg svarer Dem aabent: til Dem!

De misforstaar mig ikke, det ved jeg. De ved, hvor højt jeg ærer og elsker Dem. Igennem mange Aar har jeg taknemmelig følt Deres Øjne hvile med Venskab paa mig. De maa have følt, hvor jeg – ikke gengældte Dem Deres Venskab, thi med hvad skulde jeg gøre Gengæld? Jeg svor Dem min Troskab, jeg gav Dem min dybeste Beundring, mit Hjærtes varme Begejstring. Altsaa, De kan ikke mistænke mig. Men De maa have mærket, at paa ét Punkt var jeg saarbar, paa det udsatte Punkt, paa det, som jeg kæmpede for, og hvor De vidste, at jeg havde lidt – De læste jo, hvad jeg skrev, og vidste, at jeg kun skrev, fordi jeg maatte. De vidste, at jeg stod ret ene baade mellem mine egne og mellem de andre. De saa', at det ikke var et Lune, der en enkelt Gang maatte have Luft, men at det var en medfødt Bølge i mit Blod, der maatte have frit Løb. Det, jeg skrev, var ikke Cirkuslege for den store Hob. Jeg havde gennemlevet, hvad jeg skrev til den inderste Fiber af mit Væv – blev det saa ikke bedre end det blev, saa var Oprindelsen hæftig følt og hæftig talt i mit Kammer.

Tror De, jeg vil klage – ak nej. Alle har klaget, alle vil klage. Jeg har naaet, hvad jeg vilde – gennem Kamp og Skuffelser som alle andre, men ogsaa gennem Sejre. Nu kan jeg sagtens smile. Men der var Tider, da jeg ikke kunde det. Der er kun et, som jeg ikke kan smile over – nok tilsyneladende, men ikke med mit Hjærte. De ved, hvor tit vi har talt derom – der er én Ting, som for mig er dyb Alvor. Det er 6 denne ene Ting, som har mærket dét, jeg har skrevet. Denne ene Ting, som er mit Væsen. Smiler man ad det, smiler man ad dét, jeg har skrevet. Ad mit Væsen ogsaa. Jeg har vænnet mig til andres Smil. Jeg kan ikke vænne mig til Deres.

Tro nu ikke, at jeg sidder her og er bleven forrykt. De ved, at jeg ikke er indbildsk eller storpralende. Hvad jeg har skrevet er utilstrækkeligt, ingen ved det bedre end jeg selv. Men mit Hjærte er deri og mit Liv. Jeg har skrevet for at komme til Klarhed over de stridende Strømme, der brød imod hinanden i mit Liv og mit Sind, jeg har skrevet for at skaffe Luft for min Foragt, min Vrede, min Tro. Altsaa bevæget, betaget. Og for det og kun for dét er det, jeg syntes, jeg havde Lov til at kræve Respekt. Jeg er ikke Talsmand for nogen, kun for mig selv. Jeg ser ikke mig selv og min Race som Karrikaturer, skabt til Smil og Væmmelse. Jeg gør ikke min Slægt til en foragtelig Skare, fordi dens Næse er af anden Form end andres. Jeg søger at styrke min Slægt, nu og da for at styrke mig selv, naar jeg føler, at jeg staar ene. Jeg elsker min Slægt og min Race, fordi jeg føler, jeg hører den til med mit Blod, med mine Vaner, med mit Gemyt, med mit Hjærte.

Derfor maa De ikke smile som de andre, Jøder og Ikke-Jøder, for hvem en Jøde, der endnu føler sig som saadan er et urent Dyr. Der er Jøder, som er saa angst for, at deres Afstamning skal mærkes at de trygler sig ind i højere og højeste Krese uden at ane, at de netop derved erhverver sig disses Foragt. Der er Jøder, 7 som drejer om Hjørnet, naar de ser en anden Jøde i Farvandet. Det er de Jøder, der ser ondt til en Skribent, der nævner Ordet: Jøde, saa det høres, at han er det. Stilhed, Stilhed om det Ord! Vi er ikke Jøder! Vi er som alle I andre – tro ikke dem, der siger andet. Det er et lille foragtet Folk, som vi Aristokrater ikke kender – Ghetto, Ghetto! Lad dem ligge!

Jeg trængte til at skrive dette, som jeg i Øjeblikket følte det. Tænker jeg mig om, og spørger jeg, hvor jeg har hjemme, saa ved jeg det. I nogle stille Stuer, et fjærnt og skjult Sted, hvor jeg om Aftenen, naar jeg er ene, kan gaa op og blive lukket ind og føle mig hjemme. Jo længere jeg har levet, jo dybere er jeg vokset sammen med det Hjems Tone, dets Varme, dets Hjærte. Der sidder et Par gamle Mennesker, der har følt det samme som jeg, og ved, hvor dybt det bunder. I deres Stuer bliver mit Blod roligt, mit Hjærte stille. Indenfor de Mure bliver jeg Barnet igen, der gennem Kulden er naaet ind til Hjemmets Varme. Alt er stille, Stemmerne lyder dæmpet og gammelkendt, minder om min Barndom, min Ungdom. Dèr er jeg elsket.

Deres
H. N.