Georg Brandes til Henri Nathansen
16. august 1912
Komedien og Tragedien
16 Avg. 121
Kjære Nathansen
Da jeg sidst skrev til Dem glemte jeg hvad jeg længe havde villet meddele Dem.
Kort efter Førsteopførelsen af Deres Stykke2 kom jeg ind til min Vexellerer, der – som det bør sig – er af Stammen Asra3.
Han: Professoren saa Hr. Nathansens Stykke? Et underligt Stykke, ikke sandt?
Jeg: Hvordan mener De?
Han: Nu, denne Etatsraad, han skulde jo dog være en dannet Mand!
Jeg: Mener De, det er unaturligt, han behandler Levin saa hensynsløst?
Han: Næ, hvad unaturligt skulde der være deri!
Jeg: Hvad er da underligt?
Han: Det kalder jeg underligt, at en Etatsraad, der skal være en dannet Mand, gaar hen og byder en Jøde Østers. Saa meget maa han dog vide, at den Mad er en Jøde forbudt.
Ovenstaaende henstilles til Brug for Stammen Asra's ufortrødne Talsmand. I den tyske Oversættelse vil de Østers ikke gjøre sig.
Iøvrigt tillader undertegnede Ven af Østers at gjøre opmærksom paa følgende Definition, der særligt passer paa Udenfor Murene:
Tragedien er en Kunstart, som bestaar i at tillægge Mennesker fra Fortiden moderne Følelser, og Komedien er en Kunstart, som morer sig med at fremstille moderne Mennesker med Følelser fra Fortiden – hvad der omtrent kommer ud paa Et – deraf Forskellen.
3 Nu har jeg brugt to Sider til at drille og ærgre Dem. Det er da billigt, jeg slutter med at udtale min Misundelse, min oprigtige Misundelse, paa den, i hvis Lod det stundom falder at en Svale, en af de faa, der gør Sommer, pilsnart farer hen over hans Hoved eller ind i hans Hjerte.
Hvad gjør det saa, om man ikke helt til Bunds kender Forholdene med de urene Dyr i en Religion der har saa mange rene Cordosa'er!
Endelig trænger Læren om de urene Dyr faktisk til Korrektur. Tillader mig at gøre opmærksom paa 3 Mosebog 115, hvor Haren erklæres uren, fordi den tygger Drøv uden at have Klove – et Punkt, hvor den aabenbarede Religion er i Vildfarelse.
Hjertelig hilsenDeres
G. B.