Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Allégade 15 A. 15. februar 1912
Pontoppidan er og bliver maaske borte
Allégade 15. 15.2.121
Min kære Herre!
Nu har De vel igen lidt Fred for Gratulanter og Spekulanter og Prædikanter, saa et lille Brev kan kigge indenfor og bringe en Hilsen fra Deres Venner. Jeg kan tænke mig, at De har været nær ved at drukne i Papir og anden Hyldest – naar Hurra'erne er døde hen, hvad er der saa tilbage? De samme Mennesker som før, de samme Masker. De vil smile og sende en venlig Tanke til Hornmusikken, der vækkede Dem. Og en endnu venligere, fordi det Hele er forbi, og Dagen atter gaar sin vante Gang. –
De sagde en Gang til mig: man skal lægge sig nogle fornuftige Vaner til. De har Deres fornuftige Vane: at arbejde. Hvert Øjeblik kommer der en frisk og munter Hilsen ind ad Døren til mig, snart en sprudlende vittig Bekendelse, snart en overlegen klar og instruktiv Ledetraad gennem Tidens Kunst og Kultur. Og hvad gør jeg? Jeg synder 2 mod de højtideligste Legatfundatsers 10 Bud – jeg lader Extra dry knalde i alle Byens Separatkabinetter – jeg lader haant om alle Otto Benzons Idealer2 og Kunstbetragtninger og lever sorgløst paa Renterne af hans kapitaliserede Dramer. Hvorledes vil De kunne staa til Ansvar for den højeste Domstol? "Hvorfor gav du Nathansen Legatet?" vil Gud Fader spørge. "Han var et pænt Menneske, før han fik det", vil De sige, "og han skrev altid om dit udvalgte Folk, som jeg ikke kan fordrage". "Se derhen paa Forbryderbænken", siger Vorherre, "dèr sidder han ved Siden af Alfred Ipsen, I.C. Christensen og Iwan den frygterlige og den oldenborgske Kongerække". De ser derhen og forfærdes. Alfred Ipsen rejser sig og begynder at læse op af Deres samlede Værker, og De udbryder: Saa, til Helvede!
Og inden De ved af det er Deres Ønske opfyldt, og De gaar lige lukt derned med Elevatoren. –
Her var et Par Mennesker igaar – Bergstøms3 og Valdemar Andersen4, som De vist kender, og Fru Weilbach5, som jeg ved, De kender. Vi havde det rart og fornøjeligt. Af fælles Venner kan jeg hilse fra Rung, 3 som jeg jo næsten daglig ser og fra Pontoppidan6, fra hvem jeg hørte forleden Dag. Han er stadig i Wiesbaden og skrev noget om, at han maaske blev i Udlandet Resten af sit Liv. Det er hyggelige Udsigter for os andre. De tilbringer det meste af Deres Tid i Landflygtighed, Pontoppidan er og bliver maaske borte, Rungs tænker paa at tage til Paris til Foraaret og at blive borte ihvertfald et Aars Tid, Bergstrøms tænker paa Rom, Vald. Andersen, som jeg omgaas meget, paa München eller London. Tilbage bliver kun Kohl7 herinde i Nr. 17 og jeg i Nr. 158. Og da Kohl staar op om Natten og sover om Dagen, og jeg har en Svaghed for det modsatte, kan der jo blive Anledning til rig Tankeudveksling. Men jeg har jo dog ogsaa Christoffer Boeck9 i Nr. 17 at falde tilbage paa. Hosiannah! Hossiannah!
Nu begynder snart Prøverne paa mit Stykke – jeg er snart færdig med at lægge Instruktionen, det morer mig meget, nu da jeg atter er frivillig og ikke tvungen Instruktør. Jeg har dog vist lært en Del i de 2 Aar jeg var ansat derinde – jeg synes det mylrer og lever mellem mine Hænder – jeg ser det spillet saa ganske tydelig, at jeg kan se en Knappenaal falde til Jorden i 3 Akts 5 Scene. Jeg tror næsten, jeg kunde dirigere hele Partituret udenad – saa klart og rent 4 i Linierne staar det Hele for mig. Gid De var her til den Tid og kunde se det. Men der er desværre Jøder i Stykket, saa De synes naturligvis, det lugter af Hvidløg. Næste Gang lover jeg Dem at skrive et "traifo"10 Stykke med Rødløg, dyppet i Svinefedt og med Spæk i Bagfjerdingen. Til Dessert: Goldschmidts Bedstemoder i skarp Sauce11. Men saa skal De ogsaa møde med Appetit.
Rodes nye Stykke12: "Grev Bonde og hans Hus" saa jeg forleden. Jeg synes, det var lidt uklart og mat. Tolstoj er jo ikke nogen dramatisk Figur, og da han hellerikke er saadan egentlig til at dø af Grin over, blev det lidt langskægget efterhaanden. Jeg holder ikke af Profeter – de er i Slægt med Præster og Kirke og andet Djævelskab. De ved, jeg elsker det menneskelige, det naturlige. Jeg sad og længtes efter en Replik, som kunde fylde mit Øre med jævnt og menneskeligt Velbehag, men den kom ikke. Der var saa meget om Gud og Barmhjærtighed og Stjærner. Jeg holder saa meget af Rode, baade som Skribent og som Menneske. Men det er, som om han ikke synes, det er rigtig fint at være naturlig.
Lev nu vel og tænk engang imellem paa mig. Jeg har tænkt meget paa Dem i disse for mig saa glade Tider, og uforbedrelig og uforanderlig som jeg er, tænker jeg i Fremtiden at gøre ligesaa.
De hjærteligste Hilsner fra os begge.
Deres Henri Nathansen
