Henrik Pontoppidan til Henri Nathansen
Sendt fra Wiesbaden. 8. februar 1912
jeg tænker sjældent udover Morgendagen
8/2 1912. |
Müllerstrasse 6. Wiesbaden. |
Kære Henri Nathansen!
Jeg deler Deres Glæde men ikke Deres Forundring over den Udmærkelse, der er tilfaldet Dem. Jeg vidste jo, hvor megen Pris G. B. sætter på Dem både som Forfatter og Menneske og Ven, – De har jo endda været hans fortrolige Rådgiver i de senere År, da han ofte har trængt til en sådan. Jeg lykønsker Dem til Æren og misunder Dem Pengene; men håber forøvrigt, at De, når nu også Deres nye Stykke vil opfylde rimelige Forventninger, har opmagasineret både Tilfredshed og fornøden Driftskapital for et længere Tidsrum. Den Opmuntring og Oprejsning, som Brandes her har givet Dem i al Folkets Påsyn, er vel ikke nogen Laurbærkroning, men den er dog – som De skrive – et Ridderslag, og som et√ sådan vil det føles af mange andre end Dem selv.
2 Om Jubeloldingens Fødselsdag iøvrigt har bragt noget nyt og glædeligt, veed jeg ikke. Men der er vel nok bleven en Fest ud af Dagen trods hans Fraværelse. Jeg har kun set 1 dansk Avis og veed ikke andet, end at de danske Sukkerfabriker1 indledede Dagen med Afbrændelsen af et Festfyrværkeri til 3 Millioner Kroner. Det er da virkelig en Hyldest, han må respektere. "Politikens" Brandes-Nummer har jeg ikke set, får det vel heller ikke at se, skønt jeg selv er blandt Bidragyderne. Jeg tænker næsten, at vi dèr har vist os Arm i Arm. Jeg husker, De skrev til mig, at De havde sendt et Bidrag og fået det sjofelt betalt.2
Spørg mig ikke om, hvorlænge jeg bliver i Wiesbaden. Måske rejser jeg herfra om en Uge, måske bliver jeg her Resten af min Levetid. Jeg har indrettet mig således, at jeg ikke behøver at tænke udover Morgendagen, og derfor gør jeg det også meget sjelden. Else er jo i London og lever som en Eventyrprinsesse i et Fepalads lige ved 3 Hydepark; Familjen, hvis Gæst hun er (sammen med en anden ung dansk Pige) består af to Personer, som har hver sin Bil og 5 Tjenestefolk. Else finder det himmelsk, så hende behøver jeg altså ikke at bekymre mig for. Steffen lever jo i Helsingør og trives godt der og er flink i Skolen. Der er med andre Ord ingen tvingende Grund for mig til at leve hjemme, og derfor bliver jeg vist foreløbig i Udlandet. Men det afhænger jo noget af, om ikke min Lever igen vil gøre Knuder (eller Sten), og det truer den undertiden med.
Nu skal De have mange Tak for Deres Brev. Det rørte mig, at De havde følt Trang til at meddele mig Deres Glæde og heller ikke vilde skjule Deres hjørringske Lilleklavs-Fornemmelser for mig. Tro mig, jeg gengælder Deres Venskab, savner Dem ofte og håber, at vi snart skal ses her – eller hisset.
Hils Deres Frue med Ærbødighed fra mig, og modtag begge gennem mig min Kones oprig[tig]ste Lykønskning og venligste Hilsen.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
