Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Allégade 15 A. 5. februar 1912

Foraarsdag og Septemberluft

Allégade 15. 5.2.12

Kære Henrik Pontoppidan!¹

Jeg maa fortælle Dem, først en stor og for mig glædelig Nyhed: jeg har faaet G.B.s Legat. Jeg er henrykt og dybt taknemmelig, men har jeg fortjent det? Jeg føler det altsammen saa mærkeligt – det er ikke dum Beskedenhed – men jeg synes virkelig af mit inderste Hjærte og min dybeste Samvittighed, at jeg maa skjule mit Ansigt. Ser jeg tilbage, har jo ikke alt været Lykke, men jeg synes slet ikke, jeg bør tænke mere derpaa. Foran mig ligger saa megen Sol, og inden i mig er der lyst som en Foraarsdag. Og jeg gaar trøstig og glad videre ad den Vej, som jeg har valgt, fordi ihvertfald jeg har troet paa en Gang at naa mit Maal. Og jeg føler dét, der er hændet, som et Ridderslag med paa Vejen. Kæreste Ven – jeg er saa bevæget og taknemmelig – hinc 2 illæ lacrymæ!²

Vi har talt om at rejse, men som De maaske ved, skal mit nye Stykke: "Indenfor Murene" op endnu i denne Sæson, og da jeg selv vil sætte det op og allerede er i Gang med at lægge Instruktionen, bliver det jo næppe før en Gang i Foraaret. Vi fantaserer som Konen med Æggene. Snart vil vi derhen og snart vil vi derhen – snart mod Nord, snart mod Syd. Maaske rejser Rungs til Paris og vi følger da maaske med. Men der kan komme mange andre Kyllinger af Æggene inden Paaske. Kun ét ved jeg: jeg er glad og glæder mig langt ind i Fremtiden.

Men nu nok om mit. Jeg vilde fortælle Dem lidt om vort Fællesbarn, Arkivet. Det aabnede altsaa igaar. Vi mødte oppe i Biblioteket, og i selve det smukke Rum, hvor G.B.s Byste troner kongeligt paa Midtervæggen, foregik Højtideligheden. Alt var smukt, og alt gik smukt. Der var en egen alvorlig og mandig Stemning over det hele, og Otto Benzons Fremtræden og hans Ord var smukke og hjærtelige. Hans Tale ser De maaske af Aviserne herhjemme 3 fra – han var bevæget, som vi andre var det – jeg tror for én Gangs Skyld, det var hans > G.B.s Venner, der hyldede ham. Jeg gik derfra med en Følelse af, at det alligevel, trods alt, var den smukkeste Hyldest, der kunde vises G.B. – og jeg, som vel ogsaa De, har glemt Tornene paa Vejen. Vilhelm Andersen, der er i Bestyrelsen for Benzons Legat kom hen til mig, da jeg mødte deroppe, og trykkede mig en Konvolut i Haanden og hviskede noget om, hvad der var hændt mig. Jeg stod saa underlig, foran mig saa G.B.s Byste hen imod mig, hvid og stor – jeg følte mig saa lille, som i en Drøm drog fjærne Tider af mit Liv forbi mig, Kampe, Skuffelser, Timer herhjemme, hvor vi to sad og saa', at vi var bleven ældede og stirrede ud i Mørket uden for vort Vindu, mens ikke en Lyd naaede ind til os derudefra – og andre Timer, hvor det lysnede, og vi blev yngre og atter troende – og endelig Timen nu, da jeg stod med et Brev i min Haand, som sagde mig, at dog en Smule var naaet, at Lykken dog var til – – og saa bøjede jeg mit Hoved og følte en sund og menneskelig Glæde og sendte 4 en Tanke til de Mennesker, jeg vidste var mine Venner, og hvis Venskab havde været mig en Fryd paa Vejen.

En af dem er De – en af de bedste. Derfor sender jeg Dem dette lille Brev. Jeg husker en Gang, jeg stod paa Fiesole og saa ud over Florens og kom til at tænke paa Dem og paa Danmark. Nu er De ude, og jeg er hjemme. Men atter tænker jeg paa Dem og Danmark fra den lykkelige Høj, jeg staar paa. Jeg skylder Dem meget – Indtryk fra Deres Digtning, fra Deres Person. Jeg skylder Dem min Sans for Renhed, Retsind, min Sky for Halvhed og Humbug. Men mest skylder jeg Dem Taknemmelighed for Deres Venskab, for Deres Væsens høje og rene Septemberluft. Der er højt til Loftet, og Luften er ren og gennemsigtig med en Mindelse af høstlig Vemod over de fjærne Skove.

De hjærteligste Hilsner fra os begge til Dem alle

Deres altid hengivne
Henri Nathansen