Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Allégade 15 A. 28. januar 1912

Vi savner Dem

Allégade 15 [søndag] 28.1.12

Min kære Herre!

Vi har været paa Skøjter på Kildesøen1 og sidder nu i vor lune Stue og tøer langsomt op. Vejret var vidunderligt – stille Frost og alenhøj Sne i Dyrehaven. Jeg elsker Efteraar og Vinter. Foraar er for mig Influenza og Værk i de gamle Lemmer, Sommer er Idyl og Arbejde i Ensomhed. Men Efteraaret er Ligevægt og Harmoni og Vinteren Klarhed og Friskhed uden Lige. Fra jeg om Morgenen ryger ind i mit isafkølede Styrtebad til Turen uden om Byen og rundt i Frederiksberg Have. Saa hjem til mit Værelse, hvor Lyset er rent fra Sneen i Haven derude. Nogle Timer med en god Bog, Arbejde mens alt er stille og ikke en Lyd høres i Huset. Saa et Par Timer paa Isen, en Tilbagevenden til Drengeaarenes kaade Sorgløshed. Eftermiddagstimernes hjemlige Fred og Aftenens Samtaler med Venner og Bekendte. Danmark er Efteraarets og den lange Vinters Land – mit Land.

2 Men Danmark er naturligvis ogsaa noget andet – desværre. Jeg har engang skrevet: der er kun én Ting, som gaar hurtig i Danmark: Sladderen – og De vil sikkert give mig Ret. Den sidste Teateraffære, Sammensværgelsen mod Mantzius2, er noget af det ækleste, jeg har oplevet af den Slags. Jeg hørte kort før Jul de første ulmende Rygter blandt Folk. De var ret uskyldige, smaalig Kulissesnak, lidt Protektion, nogen Erotik. Saa i de følgende Dage tog Rygterne Fart: Dén vidste fra ganske paalidelig Kilde Dit, dén havde fra absolut sikker Kilde hørt Dat. Nu var det ikke mere en bestemt, det var tre eller fire unge Damer, der var udpegede. Saa blev Damerne til Børn – 16 Aar, 15 Aar, 14, 13, 12, 11 – ja, det var Maskinmesterens 11aarige Datter som Moloch havde taget i sine Arme, har De hørt, har De hørt – – Chefen, Ministeren, Politiet – han maa gaa, han skal gaa, han gaar! Der er Klager fra 8 ulykkelige Forældre – De skal se, han flygter, vent til imorgen, saa kommer Extrabladet, nu kan der ikke ties længere! Frygteligt, frygteligt – Fritz Petersen3 var en ren Helgen, men dette – – Gud Fader i Skuret!

Was kam daraus – som man siger paa 3 jiddisch – – ein Sersche (ɔ: en Fjært)! Nu er Byen stille. Maaske var der virkelig en lille Røg. Men Dunsten er trukket bort – forhaabentlig for stedse. Det vil sige for denne Gang. Hvem bliver den næste?

Jeg tror og haaber, at Mantzius maa blive. Først af ren og skær Egoisme. Maaske skal mit nye Stykke4 spilles iaar, og jeg kan ikke undvære ham deri. Men dernæst synes jeg slet ikke, han kan undværes. Hvad man end kan sige om Mantzius – og jeg kan af Erfaring sige en Del – saa er det ikke destomindre et Faktum, at han er den eneste ovre i den gamle Kasse paa Kongens Nytorv, der har Vilje og Evne til at faa Gang i Støvlerne. "Den graa Bygning" kunde man kalde det Kongelige, som man kalder Ministeriet "den røde". Der er Svamp i Grunden, Mug paa Væggene og Støv i Krogene, og der skal en Støvsuger til for at trænge ind i Sprækkerne. Mantzius er flittig, klar, vaagen. Han mangler Gemyt, men har Pære. Her i Danmark hænger de ikke paa Træerne, eller ogsaa er de møre indeni. Han møder om Morgenen arbejdsivrig og nybarberet, mens alle de andre sidder med Klatter i Øjnene og store Skægstubbe omkring 4 i Ansigtet. Jeg elsker ham ikke – det er hans Fejl – men jeg har altid selv i mine vanvittigste Anfald af rabies theatralis respekteret ham. Han er ingen Førerskikkelse, men han er en god Leder. Lad ham sidde! – –

Vi savner Dem. Engang imellem kom der et lille Kort fra Strandboulevarden, der meldte, at De var hjemme og gærne vilde se mig. Nu er Strandboulevarden slukket og lukket. Jeg mindes med Glæde den sidste Aften, før De rejste. De var friskere og yngre end hele den forsamlede danske Litteratur med Bilande. De bliver aldrig ældre – det er dét, Danmark aldrig kan tilgive Dem. Her skal en 40aarig være sat og adstadig, en 50aarig færdig med fyrre og en 60aarig indlemmes i Panoptikon. Dem kan man ikke rubricere. De er stor og dog aldrig stor, De er Mester og dog altid Lærling. De er den store Revolution i det lille Danmark.

Bliv ved, bliv ved! Saalænge De er her, er Danmark det Land, jeg elsker højest.

Min hjærteligste Hilsen

Deres hengivne
Henri Nathansen

 
[1] Kildesøen: lille sø i Jægersborg Dyrehave nær Dyrehavsbakken. tilbage
[2] Mantzius: skuespilleren Karl Mantzius, 1860-1921, blev afskediget som skuespildirektør ved Det kgl. Teater med udgangen af sæsonen 1911-12. tilbage
[3] Fritz Petersen: antagelig teaterskuespiller og Casino-direktør Fritz Petersen (1877-1911). tilbage
[4] Stykke: Indenfor Murene fik premiere i marts 1912 med Mantzius i rollen som Gamle Levin. tilbage