Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Allégade 15 A. 3. januar 1912

Sandheden og Sømmeligheden

Allégade 15 A. 3 Jan. 12

Kære Hr. Pontoppidan!

Jeg skal ikke nægte, at Brandes Udtalelser1 til Dem ærgrede og delvist oprørte mig. Naar han skriver, at han ikke har kunnet forhindre Planen, er det jo usandt. Et Nej fra ham vilde straks have stanset det Hele. Hans Indvendinger var jo netop halve og hans Tilfredshed aabenbar, hvad jeg vist ogsaa har meddelt Dem. Otto Benzon havde det samme Indtryk som jeg. At han har foræret Bysten til Arkivet, og at den allerede befinder sig paa Biblioteket tyder dog heller ikke i modsat Retning. Benzon har ligeledes modtaget et Brev fra G.B. hvori han efter Sigende – jeg har ikke set Brevet – giver Idéen sin Tilslutning.

2 Men jeg er nu ked af Historien og har talt med Benzon om at opgive det Hele. Jeg vil ikke staa som den, der har pousseret Sagen frem mod Brandes Vilje og Ønske. Jeg trækker mig tilbage. Benzon mente imidlertid ikke, at Sagen nu kunde opgives – jeg forstaar ikke hvorfor. Vi har talt med Biblioteket, vi har besøgt forskellige Mennesker og drøftet Sagen med dem, og Benzon har samlet nogle Tusinde Kroner – alt dette lod sig jo meget let redressere, navnlig Pengenes Tilbagebetaling. Men Benzon agter altsaa at gennemføre Planen, da en saadan Udtalelse som G.B.s i Brevet til Dem ikke efter hans Mening betød andet end et øjeblikkeligt Stemningsudbrud. Det ved jeg nu ikke, og bryder mig heller ikke om at vide det. Ordene staar der, og det er mig nok til ikke at 3 ville være med. Jeg synes, De har Ret, naar De skriver, at det var det værdigste, om Sagen gik i sin Mo'er igen. Om De vil være med til Sagens Videreførelse under disse Omstændigheder ved jeg ikke. Jeg tror det ikke. Men Benzon skriver vel til Dem, og saa kan De jo altid træffe Deres Bestemmelse.

Det Hele er kedeligt og trist. Jeg syntes, Ideen var smuk og passende. Jeg synes G.B.s Optræden er lige modsat. Navnlig at han søger at vælte Skylden over paa dem, der i fuld Overensstemmelse med ham har arbejdet for at faa Sagen frem i den værdigste og højtideligste Form, ved at udtale "at han ikke har kunnet forhindre den", finder jeg utilladeligt. Jeg har undskyldt ham hundrede og atter hundrede Gange. Men naturligvis naar noget berører En selv 4 reagerer man hæftigst.

Naa, men nu er det altsaa sket, og jeg har trukket mig tilbage, og saa er den Historie forsaavidt forbi. Jeg vilde kun meddele Dem dette, for at De kan vide min Stilling. Er det nu ikke ærgerligt? Det piner mig at skulle give G.B.s Fjender Ret i mit stille Sind. Hvorfor har han ikke Respekt for Sandheden og Sømmeligheden? Ja, det er Synd at skrive saadan, men jeg har elsket ham, og han har svigtet mig. Sagen er kun ringe ganske vist, men alligevel –. Jeg læser i disse Dage: Eckermanns Gespräche mit Goethe. G.B. sagde en Dag, da jeg talte med ham om Arkivet: "Hvad er jeg mod Goethe?" Ak ja, han havde vist Ret.

Mange Hilsner

Deres hengivne
H. N.

 
[1] Udtalelser: Se GBs brev til HP 28.12.1911. tilbage