Henrik Pontoppidan til Henri Nathansen
Sendt fra Wiesbaden. 29. december 1911
kan Arkivet opgives, så' jeg det helst
29/12 1911 |
Wiesbaden Müllerstrasse 6I |
Kære Nathansen!
Jeg har lige modtaget Deres Brev, som nær havde krydset et fra mig til Dem, da jeg just i Aften vilde have skrevet Dem en Nytårshilsen til. Da jeg sidst hørte fra Dem, meddelte De mig Resultatet af Deres og Otto Benzons Henvendelse til Georg Brandes angående det påtænkte Arkiv, og det lød jo meget opmuntrende. De skrev, at han syntes at blive glad ved Planen og havde lovet at understøtte den. Men imorges havde jeg Brev fra ham (fra Paris), og heri står der1:
"Jeg har ved Flugt unddraget mig alle Festligheder, men dette (Arkivet) har jeg ikke kunnet forhindre og det er jo langt værre end Skåltaler. Det er en Opfordring til Fremtidens Borchsenius'er til at sidde og snage i mine gamle Breve og Privatpapirer – netop hvad jeg altid har gyst for. Velment er det jo, men skrækkeligt; det Værste."
2 Se, dette lyder jo ikke som Henrykkelse, og jeg vilde herefter anse det for rigtigst, at vi lod Sagen i Bero. Men måske lader dette sig ikke mere gøre. Jeg veed ikke, hvilke Forberedelser der er gjort udover Henvendelsen til G. B. Men kan det hele gå i sin Mo'er igen uden at vække nogen offenlig Opmærksomhed, vilde det jo være det værdigste.
I hvert Fald er jeg ganske uden Ønsker m.H.t. Sammensætningen af den sagtens nødvendige Stor-Komite. Min Interesse for den hele Historie er jo nu, som De kan tænke Dem, ikke synderlig stor; og kan den opgives, så' jeg det helst.
Jeg bliver her i Wiesbaden foreløbig. Jeg lever billigt her, og det er for mig det ene afgørende. Vi har et skrækkeligt Vejr her, en evindelig Tåge afløst engang imellem af Regn, men det er nok ikke bedre andre Steder i denne Vinter. Fra alle Verdenshjørner lyder Klager.
De har vel haft en rolig Jul og nyder Hvilen efter fuldbragt Dåd. Det er blot kedeligt, at De skal vente til næste År med at 3 se Deres Stykke2 på Brædderne. Af den hjemlige Literatur fra dette Julemarked kender jeg næsten intet, og da jeg heller ikke læser danske Aviser, veed jeg ikke engang, om der er kommen noget særlig bemærkelsesværdigt. Svend Leopolds Bog3 synes mig fra Formens Side aldeles ypperlig. Han er virkelig et Geni, omend i Lilleputformat. Hans Indfald er så pudsige, hans Sprog så malende, hans Fantasi så loppe-springsk, hans Blodtørst så ubændig og uskadelig, at jeg rives med til Trods for, at det hele oftest er lovlig tomme Løjer. De bebuder en ny stor Bog af Rung. Måtte den nu være rigtig dansk! Vil De hilse ham fra mig. Det er År og Dag, siden jeg så' ham sidst! Hans Moder traf jeg derimod engang i Helsingør, da jeg spaserede med Galschiøt, som kender hende. Hun tog sig besynderlig ud!
Jeg vilde egenlig have skrevet Dem et rigtigt Brev til, men i denne Jule- og Nytårstid, hvor ovenikøbet√ Steffen huserer her, må jeg næsten stjæle mig til Skrivebordet og fatte mig i største Skyndsomhed. Hvad De meddeler mig om "Politikens" Honorarer, overrasker mig ikke. Jeg har hørt noget lignende før. Men endnu værre finder 4 jeg det, at Bladet har vovet at vise Dem Hån at sætte Deres Navn i dets Godgørenhedsrubriks Gabestok. Jeg håber da, at De har protesteret med Fynd og Klem. Pressefolks Overgreb er skandaløse, og jeg synes mere og mere, at det er vore Aviser, der forpester Luften hjemme. Det er vor ansvarsløse Journalistik, der også for Fremmede er det afgørende Opløsningstegn.
Lev vel, kære Nathansen, min Kone og jeg ønsker Dem og Deres Frue alle vore bedste Ønsker. Vi savner Dem ofte. Kan det slet ikke tænkes, at De i Vinterens Løb kommer her i Nærheden, så vi kunde mødes?
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
[senere påskrift på brevet (med fru Jeanne Nathansens hånd:] H N havde returneret et Honorar, han ikke ønskede at modtage. Saa opførte Bladet det med hans Navn paa som bidrag til en af deres Indsamlinger! Uden Videre!
