Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Allégade 15 A. 31. december 1911

De vender Deres Fædreland Ryggen

Allégade 15 A. 31.12.11

Min kæreste Herre!

Jeg havde tænkt at skrive Dem til nogle Dage ind i det nye Aar – jeg husker, De sagde, at De vilde rejse lidt bort i Nyaarsdagene for at undgaa Konfektraseriet i Paris. Nu til Aften modtager jeg imidlertid til min Glæde et Kort fra Dem, og jeg slutter da Aaret paa en værdig Maade med at sende Dem et Par Ord. Maaske bliver Ordene lidt flere end Deres, men jeg ved, De er overbærende.

Maaske har De allerede modtaget en Hilsen fra Fru Schütte, jeg skrev hende til som Tak for en venlig Hilsen dernedefra. Hvad jeg ønsker Dem véd De: alt godt. Jeg har et Indtryk af Ungdom fra sidst vi var sammen, og dog fylder De altsaa – ubegribeligt – 40 d. 4 Februar. Vent til De bliver 43 som jeg, saa kan De tale med om Tingene.

Medens vi er ved de Fyrretyveaarige, tør jeg maaske som Afslutning paa Diskussionen om Jøderiet citere for Dem, hvad en Jævnaldrende¹ skriver om det letsindige Skuespil "Daniel Hertz", som jeg begik i Deres Alder. Hør og skælv:

"Henri Nathansen har Ret [HNs kursivering]. Han har virkelig skrevet de Fyrretyveaariges Tragikomedie. Det er 2 ikke blot Daniel Hertz og Gerda Sommer, der for Tiden er ved at komme hjem. Der er mange, som det i den Alder og netop i vore Dage er gaaet paa samme Maade. Som i deres Udvikling har strakt sig videre, end der var Natur til i dem. Som "for enogtyve Aar" siden² har givet deres Sjæl til noget, der var frit og stort, men som nu bestemt maa forlange at faa den tilbage igen fra det gemene. Som langt op i Alderen oplever det Foraar, den Modenhed – i dybeste Forstand er der ingen anden – at overtage Naturen i sig selv og dens Ansvar."

Saaledes skrev Vilh. Andersen³ i "Tilskueren". Jeg tror ikke, at De vil desavouere en Kollega, saa megen Pietet er der vel tilbage i Dem. Jeg havde engang en Barber, som kaldte det Petitfølelse. Men det forandrer vel ikke Sagen. Den samme Barber talte ogsaa om Traderation, et Begreb, som De ogsaa burde dyrke. Det har saaret mig at se, at De er blottet ogsaa for denne Følelse. Var De blevet barberet hos Høffner i Studiestræde, er jeg vis paa, at han havde bibragt Dem lidt deraf. Men desværre barberer De Dem selv – selvisk i det som i alt andet.

Jeg har tilbragt en dejlig Jul. Ganske alene har vi siddet her. Vi demonstrerede ved Juleaften at spise Haresteg – har De i Deres revolutionære Liv foretaget Dem noget saa gudsbespottende? Vi bødede lidt paa Blasfemien 3 ved 1^ste Juledag at spise kold Andesteg til Frokost. Nogen Tilgivelse venter jeg mig ogsaa, fordi jeg og min Kone har tegnet os til Forfatterforeningens Fest d. 9 Januar, hvor der serveres Gaasesteg med Rødkaal. Var der ikke i sin Tid noget med de hellige Gæs og Prytaneion? Tror De, Skikken stammer derfra? Det var Stof til en Tale, hvis De havde ladet Dem bespise paa Raadhuset d. 4 Febr. Men desværre vilde De jo ikke være med i Legen, og vi andre faar altsaa ikke noget af Stegen.

Nej – De vender Deres Fædreland Ryggen. Dèr kom Cavling og vilde køre France og Clemenceau gratis paa 3^die Klasse til København og se paa "Politikens" Trykkeri og Rotationspresse og faa koldt Bord med varm Ret og Øl og Snaps – nej! Saa vilde de Lærde skrive en Bog med en Afhandling hver, strængt videnskabelig og ulæselig – nej! Endelig kom Universitetets Rektor med selveste Forfatterforeningens Formand og bød paa koldt Bord og 2 varme Retter samt ½ Fl Rødvin ved hveranden Kuvert – nej, nej! De er umættelig i Deres Fordringer. De vilde slet ikke have Mad. Ihvertfald vilde De have Lov til at spise den i Fred. Det er ikke smukt af en dansk Mand, som De jo ynder at kalde Dem. Fy! Det er rigtigt, som det siges om Dem: De er smittet af den franske Aand 4 og det franske Køkken. Naar De engang havner dèr, hvor vi vel alle engang kommer hen, vil De blive ikke stegt – men ristet! Vi andre vil dog blive behandlet efter den danske Kogebog (se Madam Mangor 1 Mosebog 3 Kap 21.)

Og nu farvel – Nyaarsbomberne knalder. Jeg brænder 3 danske Troldkællinger af til Deres Ære – Alfred Ipsens Kone⁴ er iblandt dem. Ude fra Balkonen raaber min Kone at jeg skal hilse Dem, mens hun tænder et dejligt Rødlys og lader en slank og fornem Raket stige mod Himlen. Ude over Frederiksberg Have daler Sneen og dækker Graven over 1911. Og anelsesfyldt ligger 1912 bag den stille Nat og venter paa sin Tur som alle vi andre. Jeg løfter et Øjeblik Ansigtet fra Papiret og ser derud, mens jeg tænker paa Dem og af mit inderste Hjærte ønsker Dem:

Til Lykke!

Deres hengivne
Henri Nathansen