Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Busserupgaard pr. Espergærde. 30. juni 1911
dømt til Helvede
Busserupgaard pr. Espergærde
30 Juni 11.1
Kære Hr. Professor Brandes!
Jeg modtog med Bekymring Deres Kort idag. Hvad enten De er rejst fra Paris eller ej sender jeg Dem et Par Ord. Maaske bliver Brevet sendt efter Dem, hvis De er taget hjem, naar det kommer derned. Hvis ikke er det jo ogsaa ligegyldigt.
Det gør mig saa mismodig at se Deres faa, men talende Linier. Saameget kender jeg Dem, at jeg kan føle, hvor nedtrykt De er. At De ikke engang skulde faa Fred paa Deres Rejse! Men mest ængstelig er jeg for Deres Helbred. Det er en Ulykke, at De er saa langt borte. Herhjemme kunde De dog blive plejet ordentligt, men paa et Hotel i en fremmed By! Send mig blot et Par Ord, hvis dette Brev træffer Dem, om Deres Tilstand. Rejser De hjem, ser jeg ind til Dem.
Herude gaar Dagene jævnt og ensformigt i Regn, Regn hver evige Dag. Men jeg har det godt 2 og faar dog Lejlighed til mellem Bygerne at cykle lange Ture. Vi har nu begge Cykler og gennemkrydser Nordsjælland, henrykte over de vidunderlige Egne omkring Esrom Sø og Gurre. Jeg mærker, hvor jeg trænger til Luft og fri Natur. Jeg nyder Land og Vand som i mine Drengeaar, da mine Fodture tit gik op i disse Egne. Og jeg glæder mig over at føle, at mit Sind endnu som dengang er ungt og bevægeligt.
Igaar var jeg inde for at søge Hr. Appel2. Jeg vilde tale lidt med ham om mine eventuelle Udsigter som Ansøger. Straks i Forværelset overfaldtes jeg af Betænkeligheder og onde Anelser. Blandt den sortklædte Skare bemærkede jeg Alfred Ipsen3 i Diplomat og blanke Bukser, der saa ud til at have tilbragt et Liv paa Ansøgerbænken. Jeg tænkte paa at stikke af, men saa blev mit Numer raabt op, og jeg gik ind. Nr. 14, blev der raabt. Jeg var et Numer, og Hr. Appel betragtede mig som et saadant. Han kom hen imod mig med Hænderne bredt i Siden. Jeg sagde mit Navn, han saa uforstaaende ud, anede vel ikke min Eksistens. Jeg sagde mit Ærende, han stod dèr hoven og bredrumpet, og jeg kunde ikke andet end smile svagt over denne Genstand 3 for Landets Kultus. Han saa paa mig, jeg saa paa ham et Par korte Sekunder. Han sagde 2 Ord, jeg sagde 2 til Gengæld, og saa gik jeg, bestemt paa ikke at ansøge. Hvad jeg altsaa heller ikke gør. De maa ikke blive vred over, at jeg har gjort Dem Ulejlighed. Men jeg kan ikke foreløbig bekvemme mig til at indgive en Ansøgning. Jeg lever vel nok dén foruden, tilmed da jeg er fuldt overbevist om, at jeg vilde faa et Afslag.
Ja, dette Land! Jeg gider ikke tænke over det, det er for ussel en Bekæftigelse. Jeg ser paa det og synes det er dejligt. Her er Ynde, Fred og Stilhed. Jeg lever her sammen med et Menneske, jeg har kær – hvad kan Livet give mere? Men alt det andet – de smaa Kneb, de smaa Rævestreger, de falske Ansigter, de svigefulde Hjærter – bort med det altsammen! Nu pønser de og smedder inde i Byens Redaktioner, Departementer, Teatre og Kontorer – alle løber de rundt for ussel Vindings Skyld, rede til Løgn, til Svig, til Brud paa Tro og Love. Venner bliver Fjender med samme Hastighed som Fjender bliver Venner, intet er helligt uden en ligegyldig 4 Papfigur, som Uslingene har opstillet som den øverste Retfærdighed oppe i det Blaa, og en barnlig Trold, som er anbragt i en Æske under Jorden. Hvor er det muligt at sligt kan bestaa? At Mennesker kan tro paa det Galimathias! Og Verden er Millioner af Aar gammel, og endnu er vi ikke kommen videre. Nej, det er for haabløst!
Man har sommetider en Fornemmelse af, at kun Dyr er kloge. De spiser, drikker, sover, forplanter sig. De digter ikke, de har ingen idiotisk Tro. De opdrager deres Afkom til de samme nyttige Beskæftigelser. De er trofaste og hader deres Fjender. De har intet Fædreland. De kommer hverken i Himmerig eller i Helvede.
Undertiden ønsker man, at man var et saadant ædelt Dyr. Men man er jo desværre et Menneske, der endogsaa digter og altsaa er dømt til Helvede. Den eneste Trøst er, at man der møder de enkelte faa, man brød sig om heroppe.
Indtil da lev vel og være hjærtelig hilset af
Deres
Henri Nathansen
