Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Busserupgaard pr. Espergærde. 30. juni 1911
Nu gaar jeg paa Das med Ansøgningen
Busserupgaard pr. Espergærde
[fredag] 30 Juni 1911
Kære Hr. Henrik Pontoppidan!
Jeg har ventet med at skrive Dem til af følgende Aarsag: efter Samtalen med Dem i Lørdags1 besluttede jeg at tale med Hr. Appel, inden jeg bestemte, om jeg vilde indgive min Ansøgning eller ej. Jeg var hos Appel igaar. Han modtog mig ret storsnudet, syntes ikke at kende mig og talte forblommet og bondelumsk. Jeg saa' vist heller ikke videre behagelig ud efter den Behandling. Det hele varede et Par Sekunder, saa gik jeg, fast besluttet paa ikke at søge. Det er altsaa dette, jeg meddeler Dem idag.
Hvad er det dog for Bondehøvder, vi har. Jeg troede ikke, de var saa fæle. Forresten lignede han Martinius Nielsen2 som Højskoleforstander i et Stykke, P. A. 2 Rosenberg3 kunde have skrevet. Jeg har faaet Blod paa Tanden efter det Møde – det er dog altid et Udbytte. Skal vi høvle løs? Vil De tage Berntsen4, saa tager jeg Kultussen? Og saa ned med Bovserne og op med Maasen!
Ak, min kære Herre, hvad blev vor Frihed og vort Fremskridt til? Kvægavl! Nu sidder alle Bæsterne ved Roret. Aanden er Højskolens. Gud Fader, Sønnen og den Helligaand fryder sig i Himmerig – Halleluja! Dèr kom jeg arme Synder i Forgaarden og vilde ind i det allerhelligste, og saa blev jeg vist af af Hr. Sct. Peder Appel. I Forgaarden ventede ogsaa Alfred Ipsen5. Han fik Foretræde og kom ud med salige Ansigtstræk. Han saa ud, som om han ikke vaskede sig af Hellighed. Jeg vilde nødig se hans Undertøj.
Der ventede flere. Bønder, der sad benovede med Diplomatfrakke og Ræv bag 3 Ørene. Nogle Skolemænd, befippede og ængstelige af Embedssyge. Et Par Præster, fede og frugtbare. Nogle tørre Fruentimmer fra et eller andet Sogn, der saa ud til at have ligget brak i deres Senge i 45 Aar. Føj for Satan!
Hvor jeg var glad, da jeg gik ud af Himmeriges Port. Solen skinnede som aldrig før i denne Sommer. Jeg gik langs Kanalerne og nynnede sagte. Jeg var atter fri. Jeg skyldte ingen noget. Det var som i min Ungdom, da jeg troede, at Digtere var salige. Jeg var salig igen, ung igen, stolt af min Frihed. Inde i Raadhushaven legede ubekymrede Børn, mens travle grimme Forretningsfolk hastede til deres Pengeskabe. Jeg satte mig i Haven midt iblandt Børnene og saa' paa deres Leg og Glæde.
Saa gik jeg hjem til min gamle Moder, 4 tog den væmmelige Diplomatfrakke af, grinede sammen med hende og det Hele og tog med hende i Skoven. Og tog saa hjem til Busserupgaard, hvor Lammestegen duftede til min Ære. Livet er herligt mellem Bygerne. Takker Gud og Appel i det høje, lovet være hans Navn! Nu gaar jeg paa Das med Ansøgningen.
Deres
H. N.
