Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Allégade 15 A. 27. april 1911
hans præstelige Menneskelighed
[påbegyndt torsdag 27.4., afsendt 28.4.19111]
Kære Hr. Professor!
Fru Pontoppidan ringede mig op imorges og fortalte mig, at hendes Mand var bleven kørt i Huj og Hast paa Hospitalet. Det var en Galdestenslidelse, der sikkert vilde nødvendiggøre en hurtig Indskriden. Inden Pontoppidan blev bragt bort, havde han bedt hende om at lade mig, hvis jeg vidste Deres Adresse, sende Dem hans hjærtelige Tak for Deres Essay. Det havde beredt ham en stor Glæde, og han vilde ikke have, at De skulde være uvidende derom. Jeg lovede hende at bringe Dem denne Hilsen og Tak.
Desværre hører jeg lige nu, at Pontoppidan er bragt paa Operationsbordet. Else, hans Datter, har ladet os det vide. Der var indtraadt Betændelse i Galdegangen, og der var nok Fare for, at den kunde brede sig til andre Organer. Else fortalte, at Faderen i Søndags følte sig uvel og om Natten laa i de hæftigste Smærter. Muligvis har han trukket Tiden for længe ud, inden han har bestemt sig for Hospitalet. Men hvad gør man ikke, for at undgaa dette Sted, hvor mange Veje fører ind og kun faa ud. De kan tale med derom.
Nu venter jeg iaften at høre, hvordan Operationen er gaaet, og jeg lukker ikke Brevet, forinden jeg ved det. 2 Jeg haaber, han maa staa det igennem. Jeg holder meget af Pontoppidan, og det vilde være en Ulykke at miste ham. Fra den første Gang jeg for Aar siden talte med ham, har jeg følt mig beslægtet med hans Natur, og jeg skylder ham nogle af mine rigeste Timer. Det er mest hans milde næsten præstelige Menneskelighed, ikke den der kraftigst træder frem i hans Bøger. Mange af hans Bøger tror jeg er Reaktionen mod hans egen dybeste Natur, Trangen til at pine og plage sig selv, fordi man ikke er den man burde være. Pontoppidan er i Livet ingen Oprører, hans Natur er ikke oprørsk, han er oprørsk, fordi han er oprørt over, hvor lidet oprørsk han er. Saadan er jo Menneskene. Jeg ihvertfald kender saa godt fra mig selv denne Spaltning.
Forøvrigt er der intet Nyt, ihvertfald intet glædeligt. Jeg har lige talt med Rungs, som bad mig hilse. Jeg kæmper daglig drabelige Kampe med 100 Statister, der virker som Bjærge, uigennemtrængelige af kompakt Dumhed. Mennesker er af Naturen dovne og stædige. Man kan lokke dem, som man kan lokke Dyr med Mad og Drikke. Nervecentret er deres Mave. Men man lærer meget ved et Teater. Først og fremmest lærer man at stole paa sig 3 selv og at foragte Menneskene. Endvidere at en Mand er Ens Ven, saalænge han kan staa sig derved. Er der ikke længere noget at tjene, gaar han om Hjørnet. Men alt det ved De bedre. Teatrum mundi er lig sin Aflægger. Hvad siger ikke ... er det Heine? ... Es blinken die Sterne gleichgültig und kalt – und ein Narr wartet auf Antwort2.
Og dog – og dog ... skønt jeg ved, at Menneskene er ens, og at man intet skal tro, intet vente – saa tror jeg dog den, der imorgen rækker mig en venlig Haand. O Gud, lad mig leve i denne Tro, der er lige saa idiotisk som enhver anden.
Jeg hører nu at Pontoppidan er opereret. Operationen er gaaet godt, men intet kan siges før om nogle Dage. Det er den samme Operation som I. C. Christensen gennemgik i Foraaret. Nu maa vi haabe, at alt vil gaa godt. Det er alt for trist at tænke paa, at de Gode skal lide ligesaameget som de Onde, ofte mere. Men saaledes har jo Gud Fader, Søn og den Helligaand i uransagelig Visdom bestemt det.
Hjærtelig Hilsen. De skal nok høre fra mig, naar der sker noget.
Deres
Henri Nathansen
