Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Allégade 15 A. 25. april 1911

lidt af Strindbergs Djævelskab

Allégade 15 A. 25/4 19111

Kæreste Hr. Professor Brandes!

Modtag denne lille Hilsen. Jeg har saa vanvittig travlt med Erik XIV2, hundrede Mand paa Scenen, Heste og andet Kvæg, saa jeg er nærved at tabe Vejret. Jeg vilde gærne have lidt af Strindbergs Djævelskab ind paa den kongelige Scene, det er ikke let, men med lidt Held lykkes det vel nok. Vi arbejder som rasende for at blive færdige, inden Sommeren for Alvor tager fat, men før den 10 Maj naar vi det næppe. Det er Synd for Strindberg, at han først kommer op nu, men min er Skylden ikke, det er Udslag af en højere Visdom, der er over al Forstand.

Jeg var sammen med Pontoppidan forleden og kan hilse Dem mange Gange. Ellers ser jeg ikke ret mange i 2 denne Tid. Og man glemmer ganske sig selv og sit eget under alt det andet. Det er dejligt, men maaske alligevel farligt. Men til Sommer har jeg til Gengæld mig selv ganske for mig selv. Det bliver underholdende. Jeg haaber, at Guderne sender mig en eller anden Muse til Selskab.

Udenfor regner det, den danske Sommerregn. Jeg elsker den stille blide Regn, der høres som en mild Hvisken i Luften. Jeg glæder mig til Ferien – jeg skal bo i Mørdrup ved Espergærde paa en stor Bondegaard med hvide Længer med Frugtespalier og en vidunderlig Have mod Syd. Men foreløbig snurrer Strindbergs vilde Ord i min Hjærne og mine Tanker færdes i Helvede, hvor Skrig og Graad skærer gennem Flammerne.

Lev vel og tænk nu og da paa

Deres
Henri Nathansen

 
[1] tirsdag. tilbage
[2] Erik XIV: Strindberg: Erik XIV : Skuespil i fire Akter, 1899. Première på det kgl. Teater 10.5.1911. tilbage