Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Allégade 15 A. 21. august 1908

saa meget Graavejr i Danmark

Allégade 15 A. [lørdag] 21.8.08.

Kære Hr. Professor Brandes!

De skriver, at Clemenceau indfandt sig med en Præcision, som ellers kun Kvinder har, naar de giver et Rendezvous. Hvilke skønne Erfaringer! De Kvinder, jeg har kendt, har altid været bagud for deres Tid. Enten stod deres Uhr, eller de havde intet, eller de paastod, at mit gik 20 Minuter for hurtigt. Iøvrigt eksisterede Kl. 9 sletikke i deres Bevidsthed. Klokken var 9, saalænge den endnu ikke havde slaaet 10. Nej, hvis De havde skrevet, at Clemenceau indfandt sig ligesaa præcis som et Svarbrev fra Dem. Jeg tør snart ikke mere skrive til Dem. Jeg har betænkt mig længe, inden jeg denne Gang skrev. Men da der ikke er noget at svare paa, har jeg taget Mod til mig.

Jeg er nu kommet tilbage til Frederiksberg. Det er begyndt at blive koldt, jeg har lukket Vinduerne og tændt min Lampe. Her er ganske stille. Udefra kan jeg høre en svag Susen af Trær, som om Efteraaret begyndte at pusle lidt i Bladene. Jeg synes, det er rart igen at sidde ved sit Bord, mens Verden drager sine store Cirkler derude. Hvad jeg faar udrettet, 2 det faar jeg dog gjort indenfor disse fire Vægge. De Glæder, man har i sit eget Selskab, giver En da ihvertfald ingen bitter Afsmag Dagen derpaa. Jeg kunde nu sletikke som De leve længe i fremmede Omgivelser med fremmed Sprog og fremmed Tone. Der er saamange Steder, hvor Sundene da er lukkede for mig. Og det er ikke alene Sproget, der gør det. Man kan ikke saa godt tie sammen paa fransk, synes jeg. Jeg har altid den Fornemmelse overfor Udlændinge, at jeg skal vise dem noget, i mit Land, i min By, i mig selv. Jeg føler mig som en Slags Fremmedfører. Naturligvis er Fejlen mest min egen. Men de fleste har det dog vist saadan mere eller mindre. Selv Ens bedste udenlandske Ven fører en vis Hotelduft med sig.

Herhjemme er alt som altid. Af sensationelle Nyheder har De maaske paa "Politiken"s Forside bemærket, at Frederik Hegel1 har vundet den store Golfpræmie i Ostende ifølge Telegram afsendt af John Hicks over London Torsdag 845 Aften. Endvidere telegraferer Aug. Storm fra Berlin Torsdag 1010 Aften, at den løsladte Köpenick-Kaptejn2 sælger Postkort i "Passagepanoptikon". Det er, hvad der sker i Verden, set med Cavlings Øjne. Og dette Blad praler daglig op om, at dets Efterretningssystem er udviklet til uanede Højder. Da Pontoppidan og jeg var i Rørvig, læste vi salig "Dagens Nyheder", og vi syntes, vi var midt i Begivenhedernes Centrum. Dèr stod dog ihvertfald et og andet om Verden udenfor Østergade. Og saa var Stoffet da ordnet saaledes, at man fik et Indtryk 3 af, at en Revolution i Tyrkiet var vigtigere end et brækket Bén i Hummergade. Iøvrigt skal jeg ikke nægte, at det som alle danske Aviser gjorde et aandssvagt Indtryk og som alle danske Aviser havde en udpræget Evne til at sløve alle Sanser. Det endte med, at jeg læste "Aandens Alfabét", "Anvisning til Vask og Tørring af Uldtøj" samt "Aftrædelsesværelser med egen Indgang fra Trappen". Saa rev jeg mig løs med en Kraftanstrængelse og skrev atter efter "Politiken".

Selvfølgelig har De Ret, skønt jeg saa ofte har modsagt Dem: Her er gudsjammerligt. De sælger i 700 Eksemplarer, det er jo saa latterligt, at man kunde græde. Og det sørgelige er, at man tilslut ikke gider, naar man ser, hvor haabløst det er. Jeg betragtes jo af mine Kolleger som en Lykkens Pamfilius, der hvert andet Aar kan faa et Stykke opført og tjene 3000 Kr. paa det. De andre maa skrive Bøger, saa tykke som et ondt Aar og kan drive det til 1500 Kr. med Kone og Barn i Vuggen. I et stort Land har man dog en Chance – man kan da vinde det store Lod. Her er Chancen paa Forhaand udelukket. Og saa vor dybe Veneration for alt det, der har været. Læs paa Læs af Guldalderlitteratur spredes over Landet, i hvert Sogn læser de om og om igen af Ingemann, Øhlenschläger og Chr. Winther. Paa Teatrene haler de pligtmæssig Aar efter Aar Hostrup og Heiberg frem – iaar aabner de med 4 Øhlenschlägers "Erik og Abel" (med DHr. Zangenberg og Axel Madsen i Hovedrollerne) og Hostrups "Spurv i Tranedans". Solon havde Ret3. Man skulde tro, han havde levet i Danmark.

Men hvad hjælper det at klage. Jeg kan huske, Far sagde altid i gamle Dage: Der Klager hat kein Not, und der Praler kein Brot. Jeg kan jo heller ikke klage. Jeg har Raad til at holde en 3 Vær. Lejlighed (med W.C.) og faar varm Mad hver Dag. Jeg har en Kone, som tror blindt paa min Fremtid og paa at Maanen er lavet af en grøn Ost. Jeg selv svinger frem og tilbage. Naar det er blaa Himmel, tror jeg, det skal gaa, og naar det er Graavejr, tror jeg det ikke. Og her er saa meget Graavejr i Danmark.

Men nu vil jeg slutte, for ellers begynder det at regne. Hvis De absolut maa give et Livstegn fra Dem, fordi De modtager et, vil De saa ikke sende mig et Kort med et Billede af et af de Steder dernede, hvor De ofte færdes. Og blot skrive bagpaa: Jeg har det godt og arbejder hver Dag.

Min Kone beder mig hilse Dem mange Gange. Vi længes efter snart at se Dem. Jeg synes, det er saa længe siden. Det synes jeg altid.

Deres hengivne
Henri Nathansen

 
[1] Frederik Hegel: (1880-1961) legationsattaché i Bruxelles og Haag 1908-09, indtrådte 1.1.1912 i direktionen for Gyldendal. tilbage
[2] Köpenick-Kaptejn: Berliner-skomageren der 16.10.1906 klædte sig i prøjsisk kaptajnsuniform, tog kommando over en gruppe soldater og indtog rådhuset i Köpenick. tilbage
[3] Solon, den græske filosof (d. 559 f.Kr.) tillægges ordsproget "Pris ingen lykkelig før han er død". tilbage