Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Rørvig. 28. juli 1908

et herligt Menneske

Rørvig pr. Nykøbing Sj. 28/7 071

Kære Hr. Professor Brandes!

Jeg fik Deres lille Brev her i Rørvig, og jeg skynder mig med at besvare det. Vi havde jo tænkt paa at blive i Byen i Sommer, men saa blev jeg hæftig syg for en halv Snes Dage siden og laa en 8 Dages Tid med ulidelige Mavesmærter. Doktoren mente, at jeg havde faaet et eller andet Giftstof i mig og fyldte mig med Opium og Vismut2, indtil Maven sagde pas. Og saa tog vi saa hurtig som muligt afsted, da Henrik Pontoppidan, som boer hernede, skaffede os Plads i den samme lille Pension, hvor han selv boer, og hvor vi er de eneste Gæster. Jeg er jo nok lidt sløj endnu, men det gaar nok hurtig som det er kommen.

Jeg fik Deres Brev fra Pallanza3 og vilde gærne have skrevet Dem til, men da De skrev, at De rejste over Milano, tror jeg, vidste jeg ikke, hvor Brev kunde træffe Dem. Var jeg ikke over Hals og Hoved kommen hertil, havde jeg besøgt Dem i Havnegade, skønt jeg altid er saa bange for at komme til Forstyrrelse. Jeg ved, at De har et Arbejde for – hvortil 2 jeg i Parentes glæder mig – og Dem bør man mindst af alle forstyrre, fordi De nødig beder den, der kommer, rejse Fanden i Vold. Forresten har vi i Sommer ofte talt om Dem og tænkt paa Dem, saa det maa vist have ringet nogle Gange for Deres Øren i San Remigio. De ved – hvis De bryder Dem om at vide det – at vi bevarer et uudslukkeligt Venskab for Dem, og at Deres Navn har en egen højtidelig Klang i vore Stuer.

Hernede er der smukt og stille, og Vejret er jo i Sommer vidunderligt, saa man ofte spørger, om det virkelig er Danmark. Gud maa have sendt noget af sin Naade over dette Land. Alt er i Opkomst: Kærligheden til Gud, Konge og Fædreland. Man kan ikke aabne en Avis4, uden at det indskærpes Læserne, at vi med Sværdet i Haand og Hs. Maj. Fr. d. VIII i Spidsen kan erobre Verden. Og selve Kongehuset har indgaaet en gensidig Livsassurance – Kongen taler (sit venia verbo) for Kronprinsen, Kronprinsen for Kongen, denne for Prins Valdemar og denne atter for sin højtelskede Fader. Bedstefader kommer med, naar Begejstringen er paa sit højeste. Men saadan er det vel og vil altid være – hvorledes siger ikke Hejberg5: Saaledes var det stedse Skik i Danmark, jeg ser i Aanden saadan vil det blive. Vi skriver endnu 1807 i Danmark, og et 3 stakkels Fjollehoved regerer atter. Hovederne hedder det sjette eller det ottende, for at man dog kan kende dem fra hverandre.

Men her lever jeg godt i Skjul og har det altsaa godt. Pontoppidan er et herligt Menneske, stille og blid overfor de umyndige i Aanden, der ikke vide, hvad de gøre, og stræng mod dem, der leder den blinde Masse ad de mørke Veje. Jeg tror ikke, man kan holde ud at være bitter og hadefuld et helt Liv igennem, der kommer en Tid, da man lægger Sværdet og lader de andre slaas om Stumperne. Derfor vinder ogsaa altid de andre, de dumme, de usle, de fejge. Og dog kun tilsyneladende. Men i alt godt her i Danmark – og noget godt er der – lever Deres Aand. Og jeg tillader mig i min ubegrænsede Naivitet at tro, at Gnister af den vil findes i ethvert varmt Hjærte i Fremtidens Danmark.

Husker De, jeg skrev Dem til om Hentze. Han kom dog op af Sengen og boer nu i Omegnen af Dresden og plejer sine syge Lunger. Jeg skrev ogsaa til Dem om Bojesen og et lille Honorar, som jeg troede at turde gøre Regning paa. Jeg fik en lang Næse, noget man jo som Jøde er vant til at tage med Sindsro, han kæmpede, da jeg anden Gang var hos ham, som en Løve for at befri det betrængte Forlag for denne Kolossaludgift, og jeg bøjede mig for Argumenternes Mangfoldighed. Der var ikke ét, der duede, men 4 Mængden af sligt Skyts har altid besejret mig. Og navnlig en bojesensk Sortie som denne kan jeg ikke staa for: "De ved, kære Ven, at jeg med virkelig Sorg afslaar denne Deres Bøn, men vær overbevist om, at Forlaget med den største Glæde opfyldte Deres Ønske, hvis det blot kunde. Lad det være Dem en Trøst, at alle Dramatikerne heroppe er ens stillede." De kan nok forstaa, at navnlig dette trøstede mig meget. Nu har jeg dog det at leve om ikke af saa dog paa.

Lev nu vel, kæreste, elskværdigste – jeg tør ikke sige G. B. Vi havde gærne siddet med Dem en Formiddag i Haven eller Søndermarken, men maa have det til gode. Blot vi saa Dem noget oftere, men Allégade er jo ikke Nyhavn. Dernede kunde jeg nu og da løbe Dem paa Ærmet og følge Dem, naar De morgenspænstig sprang over Kongens Nytorv paa Vej til Landemærket6. Jeg ved, at De omkring Midten af August er i Karlsbad. Saa sender jeg en lille Brevdue med et Olieblad ned til Dem.

Mange hjærtelige Hilsner fra os alle heroppe.

Deres hengivne
Henri Nathansen

Undskyld Papiret og Blækket. Det er det bedste, jeg har kunnet opdrive her i Højsandet.

 
[1] 07: fejlskrivning for 08. tilbage
[2] Vismut: gammelkendt middel mod mavelidelser, blev indtaget i form af basisk vismutnitrat ("Magisterium bismuthi"). tilbage
[3] Pallanza: GB opholdt sig 14.6-15.7.1908 i Villa San Remigio, Pallanza og rejste derfra til Milano (Per Dahls GB-tidstavle). tilbage
[4] aabne en Avis: 28. juli forelå Forsvarskommissionens betænkning, men allerede op til den foregik en heftig offentlig debat. Fr. VIII "lagde ikke Skjul på sin levende Forsvarsinteresse, og til Dels under hans Indflydelse spirede en ny Forsvarsbevægelse frem." (Engeltoft/Wendt 1934, s. 297). tilbage
[5] Hejberg: citat fra J. L. Heiberg: Elverhøi, 4. akt, 5. scene:

Saaledes var det stedse Skik i Danmark,
Jeg seer i Aanden: Saadan skal det blive!

tilbage
[6] Landemærket: her lå badeanstalten hvor GB tog morgenbad. tilbage