Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Allégade 15 A. 4. november 1907
Danmark er dog vor Moder
Allégade 15 A2 4/11 07.1
Kære Hr. Professor Georg Brandes!
Hvor De dog dømmer forkert! De sendte mig Deres Bog2, og jeg skrev Dem til for med det samme at sige Dem, hvor stor en Glæde De havde gjort mig, blot ved det at De tænkte paa mig. Saa ler De højt, fordi De tror, at jeg takker Dem for ikke at udtale mig om Bogen. Kender De mig da sletikke? Tror De, at min dybe Hengivenhed for Dem er en Allemands Formel, som løber mig i Pennen ved given Lejlighed. Jeg blev rørt som saa ofte før over Deres Venskab for mig. Eller er det mig, der har misforstaaet Dem og taget Deres Venskab for en Formel, som De uddeler blot Haanden rækkes ud – en Orden, som oprindelig var en Ære, men som nu gives til den, der gider have den.
Jeg har sagt Dem det før, men jeg siger Dem det endnu en Gang, fordi jeg trænger til at sige det. Deres Navn er for mig en Værdi – som Sproget 2 er det, som Land og Hjem er det. I Deres Aand er jeg vokset op, og i Deres Billed har noget af mit eget dannet sig. Som man husker Dage fra sin Ungdom, hvor Himlen syntes mere blaa og Lykken varmere, saaledes husker jeg Dage, hvor Deres Stemme gjorde Livet lysere for mig, og Deres Syn gjorde Verden større. Tror De mig saa? Ja, De har følt Dem skuffet, saa meningsløst uretfærdig skuffet over mit korte Brev – tror De jeg blev mindre skuffet over Deres Svar? Og maaske jeg dog havde nogen mere Ret til at blive det.
Jeg har iaften læst Deres Levned færdigt. Jeg har læst Slutningen hurtigere, end jeg havde ønsket. Flere Dele har jeg læst flere Gange, det sidste vilde jeg ogsaa helst have læst igen, inden jeg skrev Dem til. Tror De, jeg læser Dem, som jeg læser en Avis? Den, der holder af Dem og elsker Deres Liv i dets Lys og Skygger, dets Skønhed og Styrke, Svaghed og Fejl, han læser det som et Digt, hvis Rytme og Tone langsomt, blidt synger sig ind i hans Sind. Saadan læste man i sin Ungdom mange af de Bøger, der faldt En i Haanden. Tiden gik, Ungdommen og Bøgerne ogsaa. Men endnu læser jeg Dem som i min Ungdom. Og saaledes har jeg nu læst Deres Levned.
3 I første Del lod De Livet forme Dem. Barndomsindtryk dukker op, slukkes, dukker atter op og viser, at de har fæstnet sig. Som i Drømme vugger Stemmer fjærnt, kommer nærmere, vugger bort igen. Nu og da et Blink af et Øje, en Linje af det Fysiognomi, der skal blive Deres. Livet bygger. Langt fra bringes Sten og Tømmer, der bygges op, rives ned, sagtelig bygger Livet videre, et Aladdinsslot der rejses i Drømme. Tænker jeg paa den Bog, dens Barndom og Ungdom, bliver jeg blød om Hjærtet. Den har Barnets rene Blik og duftende Aande. Bly som en Blomst aabner den sig for Solen, skær og duftende. Skønnere Bog om Barndom og Ungdom er aldrig skrevet.
I denne Del begynder De at forme Livet – derfor bliver den mindre blid, mindre skær, men stærkere, hedere. Blodet strømmer rødt og beruset af sin egen Styrke gennem den. De føler Styrken, og De synes, at De er Samson i Filisternes tykke Masse. De ryster Deres stærke Hoved og ler op mod Solen: Verden vil erobres! Og sejrrig rykker De frem imod den. De ved ikke, at Verden er kold og underfundig. De tror paa Smil og Ord og Løfter og lægger trygt Deres 4 Hoved i Dalilas skød. De ved ikke, at hun er dannet af Snogeslim og giftig Nid og søde Løgne, De forraades, træller, samler Styrke og Styrke og atter Styrke. Og De vælter Filistrenes Tempel –
Det er Tonen, Rytmen deri. Lad mig blot sige lidt om de enkelte Dele.
Ouverturen er dejlig, pragtfuld for fuldt Orkester. Man hører den i Grunden ikke nærmere til første Del? Disse 10 Aar er Deres Kamptid – har De tænkt Dem det første Afsnit som en Fanfare? Jeg synes Overgangen fra "Italien" til "Hjemme" er for voldsom. Det er ikke, som om det var Perioden, men som om det var to Livsafsnit. Derfor tror jeg "Italien" hørte hjemme i 1ste Del. 2den Del: "Hjemme" (hvis man kan kalde det saa) og Deres for Landet saa forsmædelige Landflygtighed.
Dette er Smaating. Men Bogen faar sin Tone, hvor De sætter Foden paa hjemlig Grund. Der begynder De. Nu er det Dem, der taler her i Landet.
Og Lusene, der sad saa varmt i Krogene begynder at røre paa sig og Lopperne at gø. Kravlet kommer altid først. Men lidt efter lidt vaagner 5 de andre Dyr – Bløddyrene først, saa Drøvtyggerne, Gnaverne, alle de ufarlige. Men snart kommer de farlige til, Hunde, Sjakaler og til allersidst – Løverne i det danske Vaaben.
Og De begynder Udryddelseskrigen – først muntert, De knækker en Lus og tror, at Sejren vil blive let. Men snart taarner det sig op, det kryber kravler, lister sig over Dem fra Kroge, gennem Sprækker og Nøglehuller. De ler endnu, men Latteren er bitrere, mere fjendtlig. Og med enestaaende Kraft væbner De Dem, ruster Dem, samler alt Deres Lyst, Deres Smærte, Deres Vilje og Deres Forstand – – Verden skal erobres!
Her er Bogens Brændpunkt, Tiden er en Drage, og De er udkaaret til at fælde den.
Ak ja, ak ja – vi har alle følt det, mere eller mindre, Danmark er et Fængsel! Shakespeare sagde det – han mente England – Byron sagde det, Heine, Hugo, Turgenjew, Dostojewsky, Ibsen, alle sagde de: mit Land er et Fængsel. Kun i den danske Have blomstrede Paaskeliljer og Kongelys og Torskemund. Og alle vort Lands digtende Konferensraader gik i Frederiksberg Have, hvor Kongen sejlede i 4 Alen brede Kanaler, 6 og sang om Hedenold og Vestervold. Danmark var stort, ufatteligt stort, som Andegaarden er stor for den Ælling, der aldrig blev Svane. Danmark var alt, hvad vi havde mistet, det strakte sig over England, Tyskland, Rusland, det strakte sig fra Nordpolen til Verdens Navle – og Konferensraaden skrev, inden han gik til Ro, endnu et Kvad til Kongen, der sejlede i den danske Kanal gennem Danmarks Have: De Venders og Gothers, Hertug til Stormarn, Ditmarsken, Oldenborg, Fyrste af Bogø, Fæø, Anholt og Kejser af Tranquebar!
Og midt i Haven red De ind – De kom, saa – – og tabte.
Det er dét, De ved, men som De ikke forstaar. Den Smærte, De har følt og føler den Dag idag, det er Visheden, som De ikke kan forstaa. Fældede De ikke Dragen? Var det kun dens Hoved, der faldt, og voksede der syv ud, hvor det ene havde siddet. Tabte ikke alle de Store i Kampen mod alle de Smaa?
Vist tabte de:
Netop fordi de var store. Havde de været mindre, var Sejren blevet større. Et Menneske har Ret til en Kvadratalen Jord, men vil han erobre Verden, bliver Guderne misundelige.
7 Og Danmarks Guder er de misundeligste af alle.
Saa vendte De Deres Hest og red ud af Danas Have.
Og saa saa' Deres undrende Øje, at den danske Blæst havde blæst Blomsterstøvet ud af Landet, og at det var dalet ned i fremmede Sind og havde slaaet Frø. Det Sprog, som var Deres, den Jord, som var Deres, havde lukket sit Hjærte. Koldt og fjendtligt laa Landet et Sted i Taagen, og naar en ny Sejler nærmede sig, tudede det sin sørgelige Tone som en Sjakal i Natten, sulten, advarende: Tag dig i Agt, jeg æder dig. Men ude, hvor Sproget var et andet, Landet et andet, lyste Sejren Dem imøde. Og hvor De fæstede Deres Øje, skød Deres Tanker Blomst, og Deres Aand bar Frugt. Saa var det dog rigtigt, hvad Stjærnerne en Gang havde sagt!
Og De smiler som den Gang i Deres lyse Ungdom. Og De siger, idet De vender Deres Hoved tilbage mod Danmark, som De forlod:
Jeg har ogsaa Brødre3 – omend ikke paa dette Bjærg. –
Saa har jeg da gennemlevet denne Bog. Jeg har nydt dens Friskhed, dens Varme, dens Foragt.
8 De er med i alle dens Toner: det er Deres Friskhed, Deres Varme, Deres Foragt. De kan undertiden se fejl, fordi De ser saa meget, at De ikke ser Skoven for bare Trær. De kan dømme uretfærdigt, fordi De ikke kan forstaa, at den, der vil Ret for sig, kan komme til at gøre Uret mod andre. Men Bogens Aand og Tone er den gamle, den evigunge: Skønheden og Styrken. Og midt i Deres Kamp med Livet, med Landet og alt og alle glemmer De et Øjeblik Dem selv. De er Sønnen, der skal drage bort. Og i Linjer, hvor Graaden blinker gennem Smilet, siger De Farvel til Deres Moder. Det er Slægten, det er Landet, De forlader. Det er det skønneste Sted i Deres Bog, fordi det er det ædleste og det simpleste "Hun spurgte hvad jeg syslede med, og jeg sagde hende, hvad jeg skrev paa. Saa sagde hun: Til Lykke!"
Vi kan smile, vi kan græde. Danmark er dog vor Moder, og én Gang har hun hvisket i vort Øre de skønne, velsignede Ord: Til Lykke!
Deres
Henri Nathansen
