Anker Kirkeby til Henrik Pontoppidan
Sendt fra København. 6. marts 1937
Synd, De aldrig er landsforvist
6 Marts 37.
Kære Dr. Henrik Pontoppidan!
Ja, dette bare for at sende Dem pr. Brev et taknemligt Pust fra den Glæde jeg følte ved Læsningen af "Hamskifte" – De har vist allerede modtaget en mundtlig Hilsen gennem Deres Datterdatter. Man læsker sig ved Læsningen som ved en krystalklar fjældfrisk Kilde, der i sig bærer Bud til Dalen fra 2 de evige rene√ Tinder. Og saa at De har bevaret Deres stolte Rejsning – tænk, at der endnu lever en Mand imellem os!
Naa ja, denne Tak skulde altsaa ud af Sidebenene. Det glæder mig at høre, De har det saa godt, dvæl endnu længe. Nu venter vi utaalmodigt paa Fortsættelsen: Vingerne bryder ud!
Vor fælles Ven Dumreicher ser jeg en sjælden Gang. Han var nylig saa venlig at opfordre mig til 3 at holde Talen i Bakkehuset ved Aarsfesten1. Desværre havde jeg ikke Tid. Jeg vilde gerne ha talt om P.A. Heiberg, for hvem Bakkehuset maaske har betydet mere end for alle de andre – fordi han ikke kunde komme der mer. Han var ogsaa en Mand! Føler De Dem ikke i Slægt med ham? Det er egentlig Synd, De aldrig er landsforvist. Har De læst hans Erindringer, en baade salt og mild Bog –
Med de venligste Hilsner
Deres hengivne
Anker Kirkeby.
