Anker Kirkeby til Henrik Pontoppidan
Sendt fra København. November 1923
raab højt paa Torvet
Privat. [Politiken-brevhovedet streget ud.]
Novbr 1923
Højtærede Hr. Henrik Pontoppidan.
De har svaret mig personligt og elskværdigt og jeg maa derfor gribe Lejligheden til privat og personligt at sende Dem et Par Ord til Svar paa Svar1.
Jeg vil ikke skrive for at plage Dem om et Bidrag, De skal slet ikke svare paa disse Linjer. Jeg vil kun takke Dem, fordi De ned gennem Tidens Brydninger stadig har holdt den danske Aand fast og formet den ud i skinnende Dukater. Sidst beredte De mig en stor Vederkvægelse ved Deres Redaktionshistorie2 i "Ill. Tid". Men De holdt op, da Slaget skulde slaas. Kære Henrik Pontoppidan. De er Danmark mere end nogen anden. Men hvorfor 2 gaar De altid ind i Deres Hus, naar de tomme Skraalhalse begynder at larme i Gaden. Det danske Folk staar i en umaadelig Gæld til Dem. Men De selv staar for hver Dag i en stadig større Gæld til dansk Ungdom, der raadløst, famlende uforstaaet og uforstaaende tumler rundt. De har skrevet f. Eks. i Illustreret Tidende. Det er som at hviske i en fin gammel Dagligstue for nedrullede Gardiner. Hvorfor raaber De ikke højt paa Torvet, saa hele Landet hører det. De gjorde det, da Brandes holdt Jubilæum og jeg vil tro, faa den Gang√ forstod Dem. Nu holder selve Tiden sit Vejr tilbage i ængstelig Lytten for at høre, hvad Danmark siger. Larmende Skralder er paa Færde alle Vegne. Men Danmark tier. Ejer dette Folk da ingen Linje, der fører ind i Fremtiden? Deres ærbødige og bedrøvede Landsmand
Anker Kirkeby
