Hans E. Kinck til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Bestum, Norge. 19. november 1920

altfor mange læsere!

Bestum 19.XI.20.

Kære Henrik Pontoppidan,

Hvor det var hyggelig tænkt av Dem at sende mig det brev¹ i anledning av Nobel-avgørelsen²! – Den forekom mig komisk. Men ellers hadde jeg paa forhaand ikke ofret den mulighed, at jeg skulde komme i betragtning, omtrent én tanke. Sandt at si: jeg har opover aarene aldrig hat held, hverken i kortspil – uden i første omgang da det gaar ganske vildt for sig fra min side – eller ellers. For løier tog jeg her en dag for mig denne sørgmodige rad av mislykkelser. Den begyndte udpræget med student-eksamen, hvor jeg f.Eks. i græsk (og latin ogsaa!) raged høit over hele klassen, mens en hel flok av nøtene fik den blanke 1-er, ikke jeg. Til filologisk embedseksamen noget lignende; ligesaa ved et literaturkritisk arbeide³ for universitetets guldmedalje; ligesom siden ved uddeling av forfatterstipendier, den første tid ialfald osv. osv. Nei, heldig har jeg ikke været. Av og til – eller kanske som regel – gennemskued jeg mekanismen og skimted de egentlige grunde, som jeg i mit overmod ikke altid fandt særlig flatterende for det vragende dommerkollegium. Og ellers har jeg sat mit humør imod, og det skal man, fanden danse mig! ikke heller faa knibe fra mig denne gang. – Hvordan en slik avgørelse 2 kan finde sted? Denne gang gennemskuer jeg jo ikke ganske mekanismen. Der er forresten virkelig en hel maurtue⁴ av motiver. Der har været drevet en flittig agitation … journalisterne (ogsaa kaldet kritikerne) – den kaarede er jo aviskauseriets champion … feminismen – tanterne Selma⁵ og Ellen (den siste vil visselig lægge sig i sælen for Johan Bojer⁶ næste gang). Og mange andre ting! – Som De ser, holder jeg paa at bli bitter alligevel. Det er ikke den uopnaaede ære; for da de herrer delte premien mellem Dem og den anden, satte den kurs overmaade. Men pengene – 200,000 da, mand! En kunde næsten tænke paa at holde bil og hamle lidt op med en sølle skibsreder. Mistet større med venner vilde jeg neppe; de fleste forfattere er jo intet andet end journalister, og dem regner jeg ikke for kaldsfæller. Men skedd er skedd. Og næste gang blir det Johan Bojer, om Ellen Key⁷ lever.

Jeg ser, De om dagen luker op paa Parnas. Ja, hvad er det for slags digtning, vi brer os med i Danmark! J.B. Bull⁸, Bojer, Hamsun ogsaa, og min ven P. Egge⁹ osv. Og her nord paa norsk forlag har vi slikt som Barbra Ring¹⁰ – velviljen i person, men – intet andet end journalist. Skamløsere og skamløsere for hvert aar. Nei, tiden gaar ikke frem i smak ɔ: der er blit saa altfor mange læsere! Og aviskritiken bare blander kortene og forvirrer. ~~deres~~^{Journalisternes}√ livsinteresse er jo netop at smaken staar lavt. –

Tak for bogen¹¹! Straks jeg er færdig med et arbeid over Kong Sverre, som jeg fik sendende, tar jeg den. Og jeg glæder mig. Jeg kendte den kun av navn fra før.

Og saa takker jeg Dem atter for brevet. 3 Det var et venne-brev. Jeg er nu ikke altid uheldig heller.

Med de hjærteligste hilsner, –

Deres
Hans E. Kinck.