Hans E. Kinck til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Bestum, Norge. 19. december 1920
emnet om karakter og kunst
Bestum 19.XII.20.
Kære Henrik Pontoppidan,
Tak for Deres brev1 og for de to bøger. Hans Kvast og Melusine synes jeg er et mønster paa en humoreske. Saa dyb og centralt pløiende kan den bli! Der er flere som har git sig i kast med et lignende emne – emnet om karakter og kunst; men de faar det ikke til. De gaper kæven av ledd, det blir blodløse almindeligheder, man faar sig serveret. Her var det mennesker, paa grund av temaets fortættelse, forkortelse. Kunstnerromaner kan naturligvis gøres paa mange vis. Men dette synes mig den mest vellykkede udvei: reduktion til én draabe istedenfor en svulmende tre-binds roman. Jeg gad vide om der overhodet udenfor Danmark gøres make nu. – Men jeg skal ikke fortabe mig i kunstpræk. Jeg har hat en stor glæde og nydelse av Deres novelle, – det var det jeg vilde si Dem.
Og saa En Vinterreise! Jeg fatter ikke den norske prippenhed egentlig. Forresten siger man mig at den er forstaaelsesfuldt behandlet av aviserne, av nogen aviser. Det er 2 naturligvis dette med Bjørnson2, som egentlig har bragt røre! Man maser jo nu med at faa manden pudset op til en feilfri nationalgud; man har laget et Bjørnson-forbund for at faa hildet landets skolebarn ind i det skakke syn paa manden osv. Men netop der gør Deres bog godt, fordi De har ret – og folk ved at De har ret, trods avisernes fusk og jesuitisme; ja, disse selv taler mod andre vidende, naar de benægter at Bjørnson var teatermand. – Det morred mig, mange træk, i Deres Dagbog; jeg lo høit ved tegningen av ham, som sad ved Deres side i Hammerfest Kirke. Og jeg maatte smile ved "Tigerdræberen" i forordet. I "Skovene" – eller hvad det heder, det Johs. V. Jensen har skrevet fra troperne – forekommer vistnok, saavidt jeg husker, ikke giftige kryb i urskogen, hvilket tyder paa at saadant som Alvhjorden er gjort i Frederiksberg Have! – Forøvrigt er vel den egentlige grund til avisernes bjæff her i Norge, at journalisternes kæledægge, nemlig kaateriets champion, Hamsun, er ilde tilredt. Der er ingen forfatter i verden, som ligger saa for at bli forstaat av dem; han er deres mand, især de yngre petit-skribenters. Og naar de da faar høre at andre snakker om "Loppeteater", blir de hævngærrige – til at begynde med√. Det tør imidlertid hænde glosen tilslut gir dem noget at tænke paa – og dermed gør sin gerning.
Jeg hadde haabet sammen med min tak for bøgerne at kunne sendt Dem et separatavtryk av en liden artikel om radereren Callot. Men avtrykket indløber ikke. Nu, større tap er det jo heller ikke for Dem. Jeg faar nøie mig med at sende Dem en hilsen og et hjærtelig ønske om et rigtig godt nytaar. Tak for det gamle!
Deres hengivne
Hans E. Kinck.
