Hans E. Kinck til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Bestum, Norge. 8. februar 1905
Vor folkehøvding Bjørnson
Bestum1 8/2 – 1905.
Kære herr Pontoppidan,
Tak for Deres elskværdige brev2 og hvad De der skriver om Emigranter3; jeg har jo ikke hat, hvad man kalder, glæde av den bog, og da gør selv den forsigtigste udtalelse godt. Jeg hadde Dem og Deres ytring, da De var her oppe4, om komposition over mig ret som det var under udarbeidelsen; men jeg kom til at synde ligefuldt. Paa faa undtagelser nær har man været lidt slem med bogen, og det har man været, for fleres vedkommende, av feighed – der sidder saamange kloge kraaker i en "hæderlig" presse som vor, og de dukker sig√ og skotter for først at se hvordan det gaar. Der er ogsaa meningsberettigede, som ser at bogen duer – og siger mig det –, som har tiet, kanske ogsaa av samme grund – jeg ved ikke. Og Gunnar Heiberg sa til mig: Hvad fan kaster De bort slik kunst paa et slikt sujet – nogen unggutter som reiser fra landet! Jeg kunde bare medgi, at denne medfølelse var en syge; men om man har et barn som er krøbling, man dræber det ikke for det: fra tid til anden vil man se det! – – Som sagt, endnu har jeg ikke hat "glæde" av bogen. Og jeg er Dem derfor dobblet taknemlig for Deres linjer om den.
Forøvrigt er vi oppe i et stærkt√ nationalt veir om dagen. Der er samling paa alle kanter og der er harme over de svigefulde svensker. Hvis man ikke kendte sine kloge forsigtige kraaker, hvis valgsprog er at "ingen sag har tabt paa at udsættes", saa skulde man tro, der nu virkelig foreligger vindstille før storm. For vindstille og diskretion er der rigtignok endnu – det er jo høire som skal rage kastanjerne av ilden. Men hvis der er nogen sandsynlighed for handling, nemlig oprettelse av eget konsulat uden videre, saa ligger den netop i det, at det er høire som nu5 for første gang har anledning til at handle og brillere for det gamle venstre, som ingenting har frembragt paa det unionelle omraade uden skryt og resolutioner. Det er rent 2 kosteligt at opleve: de gamle, mest stokkonservative er i samtaler de sinteste og hidsigste om dagen. – Regeringen bestaar imidlertid av middelmaadigheder; et udueligere storting har vi ialfald ikke hat end det nuværende, – og det er jo mindre bra, hvis det driver til aktion.
Vor folkehøvding Bjørnson har modsagt sig selv saa tæt paa hverandre, at han vistnok nu maa siges i virkeligheden at være ude av sagaen. Han har visselig ogsaa selv i øieblikket en følelse av at han det er, siden han anstiller sig saa vældigen optat med at ta løft derude i de store internationale spørsmaal, i egenskab av medredaktør i Courrier Eur.6, umaalelig i vingefanget saa han nu naar udover det ganske Europien – en vates7 hævet over modsigelserne, paa vei til høiere enheder, stigende mod selve transcendensen – den skælm! – Det forhindrer ikke at han fremdeles er søgt og hyldet av pressen; – og pressen kender sine abonnenter. Det er dette som er det mest deprimerende ved norsk aandsliv i øieblikket, at se paa hvor man blir ved at søpe i sig som visdom forvrøvlet gammelmands-præk. En mand maa i fred ha lov til at bli olding, og en olding maa i gudsnavn faa snakke sig i ring; men at et helt folk gennem sin presse ligesom uden undtagelse skal vedbli at kalde det ord av guld og hans digtning "om muligt" større end nogensinde, – det er muligt at det fortæller om prisværdig√ pietet imod sin sløve gamle fader; det fortæller neppe om intelligens, det fortæller ialfald ikke om karakter og om kraft. Hvad kan det komme av? skulde det være at han i grunden ikke er anderledes nu end han altid har været? – bare at han nu har mistet væverheden. Har han ikke gennem et langt liv sølet og smurt intelligenserne til i landet, saa folkets flertal ikke længer har greie paa ret og vrangt, paa op og ned? har han ikke av bedste evne netop forfulgt og forhaanet der hvor han traf paa en karakter? – Jeg bare ser paa dem, som den senere tid "holder paa ham", som det heder: naar man undtar dumhederne og fremskridts-damerne, er det u-karaktererne i landet. – – – Men herregud, hvad skal én ogsaa gøre i et lidet land, naar man paa liv og død vil være flokkehøvding og ha størst mulig fylking efter sig: man er én ting, men man maa være dens modsætning tillige; man sælger salmebøger og "Kærlighedens glæder". Et folketomt land, det er forbandelsen; men en hestehandler-natur føler aldrig forbandelsen – det er hans lykke og kanske ogsaa hans største storhed. – – – – –
Desværre, vi blir nok hjemme i landet foreløbig. Men av og til minnes jeg vin og sol og folkeskraal mod blaa himmel, og da er man jo ved at springe i stykker. – – – Med de ærbødigste hilsner til Deres frue fra min kone og mig. –
Deres hengivne
Hans E. Kinck.
