Harald Herdal til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Lynge Overdrev pr. Lillerød. 13. januar 1937
rankhed og frygtløshed
Lynge overdrev. Lillerød.
13-1-37
Henrik Pontoppidan,
naar jeg betænker at der i dansk literatur ikke findes noen skribent jeg beundrer som Dem, selvom jeg selvfølgelig sætter stor pris paa Nexø, saa er det lidt mærkeligt at jeg aldrig saa meget som ved at sende Dem en af mine bøger har søgt at udtrykke mine følelse[r] for Dem som en af de faa helt rigtige digtere dette land har haft, – men tilfældighed og skødeløshed1 spiller sin rolle i vort liv. Da de fyldte et af de runde aar da man blir hyldet, kunne jeg ha gjort det, men disse officielle hyldninger ved højtidelige lejligheder er der ikke meget ved, hvad jeg tør tro De vil gi mig ret i, saa osse det lod jeg være.
Nu læste jeg nylig "Hamskifte" og syntes at nu kunne det gøres, og dette er altsaa den ydre lejlighed til at jeg sender Dem denne lille bog2 som en beskeden hilsen fra en yngre skribent der gerne vil fortsætte noet af Deres gerning i digtningen, og som ærlig talt ikke ser dette forsøgt siden Nexø trak linjerne vidre mens den øvrige danske digtning dengang som nu sov uberørt af tiden og dens kampe paa liv og død; skal en yngre skribent bagud finde lidt at holde sig til er det stadig Dem man støtter sig til, Deres rankhed, Deres frygtløshed man ønsker at besidde noet af. Som ungt menneske sa jeg at der kun var to digtere jeg virkelig gad kende, Dem og Nexø, forhold og tid lod det bli Nexø jeg kom til at kende nærmere, men nu sender jeg Dem denne smule hilsen fra en yngre der i en haard og brutal tid mærker Dem og Deres indsats som en 2 haand det er værd at holde fast naar det gælder, naar det stadig gælder kamp… De skildrede De dødes rige og har vel kendt det, men min generasjon lever i det, og lyspunkterne verden over er kun faa, selvom de er der, selvom især Spanien nu er et af dem.
Deres
Harald Herdal
