Erik Henrichsen til Antoinette Pontoppidan
Sendt fra Sèvres, Frankrig. 29. juli 1911
Paris overvældet mig
| 29 Juli 1911 | Restaurant Sabatier Route des Gardes Aux Bruyères Sèvres S: France. (det lyder af noget!)1 |
Kære Fru Pontoppidan
Naar man kommer kørende med Forridere, venter man sig noget. Og de tre Kort, jeg har sendt som Forløbere, har maaske spændt Forventningen hos Dem. I saa Fald lider De en Skuffelse. Paris har fuldstændig overvældet og forvirret mig, hvergang jeg sejler derind med en af Seinedamperne og ved Louvre entrer op paa en Omnibus, slaar Forvirringen sammen over mit Hoved, og jeg spadserer og kører om derinde i en Døs. Rejs ikke til de 2 store Byer, hvor kan man samle sig om et eneste Indtryk, naar det larmer og suser omkring En paa en saa desperat Maade.
Men herude paa Landet er der rart. Tænk Dem en stor Have omtrent som ved Frederiksdal Kro, helt bedækket med Grønsvær og skyggefulde Frugttræer. Ved et Bord under et saadant Træ har jeg siddet sammen med Luplau Janssens og spist hvert eneste Maaltid i de sidste Uger; ikke en eneste Gang under Tag. En vidunderlig vin rouge er Bordets største Tillokkelse, men der er ogsaa Ferskner og Druer. Udenom denne Have strækker sig milevide Skove, tæt ved ligger smaa Byer, Meudon, Sèvres, St. Cloud, og dybt nede i Bunden løber Seinen. Den tager sig mageløs smuk og malerisk ud i Aftenlys, naar man sidder højt oppe 3 i en Restaurationshave og følger dens Løb, og i det fjærne har den oplyste By, hvor Eiffeltaarnet og et kæmpestort rullende Hjul rager op over det Hele. Versailles er ogsaa nær, jeg var der igaar, det er som at læse i en Historiebog. I det Hele er det morsomt nu at vide, hvordan Skuepladsen for saa mange Verdensbegivenheder ser ud.
Endnu en Gang har jeg fundet en landlig Kro til Dem, her er en Værtinde ganske i Stil med den Slags, Schandorph har beskrevet i sine Oplevelser. Her er hvide Veje mellem Mure og Villahaver, her er ogsaa denne ubestemmelige Lugt af Syden, her er et Landskab med den heroiske Karakter. De kendes fra franske Landskabsbilleder. Kl. 7 gaar Solen ned og saa bliver det dybt Mulm, her 4 er en tropisk Hede, saa det ene Klædningsstykke falder efter det andet, og saa to Mil borte – Babylon, Babylon, det store Delirium, betragtet fra Toppen af en Omnibus.
Nu glæder jeg mig til at høre om Elbodalen. Paa Fredag i næste Uge drager jeg herfra, og naar saa de dejlige kølige og blaa Septemberdage oprinder, saa kommer jeg over til Eder nogle Dage. Det skal gøre godt ovenpaa Paris, thi det er ikke Rekreation for følsomme Nerver.
Fru Luplau Janssen, der sidder her ved Bordet (imellem os en Siphon) hilser Dem og Deres Mand. Hvordan har De det, Henrik Pontoppidan? Nu har De Paris til Gode, jeg har ofte tænkt: Hvad vilde Henrik Pontoppidan sige? Send to Ord til Kbhvn omkring den 9de, hvordan det gaar.
Deres hengivne
Erik Henrichsen
