Erik Henrichsen til Antoinette Pontoppidan
Sendt fra Tisvildeleje. 6. august 1910
sorgløse Dage i Rørvig
Tisvildeleje 6 August 1910
Kære Fru Pontoppidan
Dette er det Sommerbrev, jeg plejer at skrive til Dem. De véd, at naar Sommerpærerne bliver modne og Brombærrene sorte, saa sætter Korrespondencen mellem os sin eneste Frugt, nemlig i et Brev fra mig til Dem. Nu faar vi at se, om der ikke i dette gode Frugtaar skulde kunne drives et Brev frem ogsaa fra Dem til mig.
Det var nogle sjælden smukke og sorgløse Dage, jeg tilbragte sammen med Dem og Deres Mand paa Nørrevang1, og iaar, da jeg intet Rejsebrev kan skrive og ingen Sommerkroer har kunnet opdage, 2 maa De nøjes med at jeg takker Dem for Venskab og Gæstfrihed fra denne Sommer. Naturligvis var det tilfældigt, at jeg altid kom, naar Kaffen stod paa Bordet, men da Tilfældet altsaa vilde det, saa maa jeg sige, at jeg sjælden har en Kop Kaffe smagt mig saa godt som de 14 Kopper, jeg drak hos Janus Sørensen2. Om nu Janus's Kaffe, set fra et kulinarisk Synspunkt, var bedre end anden Kaffe, vil jeg lade staa hen, men den symboliserede hele denne hyggelige Stemning, hvori vi levede sammen, og det gav den en særlig Aroma.
Her har jeg det ogsaa udmærket, men her er ikke det Alburum og den Uberørthed, som man nød, naar man trampede over Markstierne paa Nørrevang. Vi boer i et Fiskerhus, og det Værelse, jeg har, vender ud til Vejen, hvor den særlig Tilsvildeske Koloni af Assessorer, Professorer, Kontorchefer, 3 Magistre og Doktorer passerer forbi mit Vindu. Det har allerede rygtet sig over Lejet, at jeg sidder og læser Rigsdagstidende, hvad jeg nemlig gør 4-5 Timer hver Dag, og man er vist i denne radikalt-troende Lejr nysgærrig efter, hvem jeg dennegang skal lægge min kætterske Haand paa. Det er desuden lykkedes mig at skrive endnu√ to Kroniker til mit norske Blad; det er 100 Kr i Kassen, det maa De ikke glemme at fortælle hos Hjalmar Bergstrøms, det vil ærgre Fruen. Desuden maa De hilse og sige, at "Hvem er hun" alligevel er og bliver det bedste Drama.
Det er smukt at se den unge Frue, saa lykkelig hun gaar og glæder sig til det Barn, hun snart skal have, det klæder hende mageløst, og der er i det Hele noget overdaadigt i hendes Natur, som breder Lykke og Hygge om sig. Hun er ogsaa 4 meget tapper, skønt der ikke er ret lang Tid igen; igaar gik vi f.Eks. til Tibirke, det var 1¼ Mil og spiste til Aften paa Sandkroen ved Frederiksværkvejen; hjem maatte vi ganske vist køre.
Vi har haft det saa godt sammen, at vi saa smaat har talt om en Rejse til Paris næste Maj; det bliver naturrimeligvis en Rejse som Lykkepers til Amerika, men forøvrigt er jeg for Alvor betænkt paa at rejse gøre denne Rejse; i Længden kan man dog ikke udholde, at enhver Spyttegøg skal kunne haane En med, at man ikke har været der. Kommer De og Deres Mand ikke med?
Mine Værtsfolk beder mig hilse – "De maa endelig hilse mange Gange".
Lev nu vel, hils ogsaa Else og Steffen, Deres Mand nytter det jo ikke at sende Hilsen, men om 2 Dage rejser jeg tilbage til Kjøbenhavn, og saa finder han og jeg maaske hinanden en Dag.
Deres hengivne
Erik Henrichsen
