Erik Henrichsen til Henrik Pontoppidan
17. februar 1911

Samtale mellem os - en personlig Del af vort Liv

17 Februar 1911.

Kære Henrik Pontoppidan.

Det gaar saa sjælden paa, at jeg faar et Vennebrev, endsige et, der aander saa megen Godhed for mig som Deres idag. Derfor maa jeg straks sende Dem et Par Ord til Tak. Jeg har ogsaa Indtryk af, at De og jeg efterhaanden har uddannet Samtale mellem os til en personlig Del af vort Liv, og det vilde være en stor Glæde for mig, om vor peripatetiske Filosofi en Gang kunde beskinnes af et fjærnt og fremmed Himmelstrøg. Efter Taines bekendte Teori om Klimaets Indflydelse paa Aandens Produkter kunde der maaske komme mærkelige Resultater ud deraf.

Det Rejsebrev, De har skrevet i Ill Tidende har jeg nydt og beundret Stykke for Stykke, Ord til andet. Det var et lille Kunstværk, durch und durch. Saadan noget kan jeg ikke gøre, derfor beundrer jeg des højere. Jeg faldt over det i Venteværelset hos min Tandlæge; da jeg havde 2 læst 20 Linier, blev jeg hentet ind til Stolen. Dette gentog sig den næste Dag. Nu havde jeg altsaa jeg altsaa faaet 40 Linier sat til Livs, og jeg havde egenlig faaet Lyst til at gøre mig Fornøjelsen mere raffineret ved at tillave den til en Slags Nippedrik. Men saa sejrede dog mit mere uskyldige Jeg, og da jeg senere paa Dagen gik hjem fra Kontoret, gik jeg ind paa en Kafé og tilkøbte mig Resten for en Kop Kaffe.

De hører aabenbart til de Mennesker, for hvem en Rejse er en stærk Stimulans. Man mærkede det i Rejsebrevet, og jeg hører lidt af√ den samme overmodige friske Stemning ud af Deres Brev. Saa er De aabenbart produktiv tilmode. Giv dog Dem selv og Deres Produktion den stærke Impuls, at gøre den lange Rejse til Italien, som De dog drømmer om.

Ganske vist, der er jo Steffen! Jeg ved ikke bedre, end at jeg maa tage ham i Huset saalænge. Jeg forstaar mig ikke paa ham! Da jeg var i hans Alder undlod jeg aldrig, naar jeg var paa Skøjter, at knalde Nakken mod Isen, saa det gnistrede for Øjnene med Ildhjul, som selv den store Overfyrværkerimester G.B. ikke 3 kunde gøre Mage til, men saa rejste jeg mig op igen og løb videre. Der maa jo være en mærkelig Sensibilitet hos Steffen. Men De maa trøste Dem med, at saadan sensible Drenge ofte netop bliver de stærkeste Mænd, og omvendt. Jeg var selv som Dreng stærk som en Bjørn, en af Kvarterets mest ansete Skaldesmækkere, og hvad for en Splejs er jeg ikke bleven som Mand.

Naar jeg hører, at Folk i længere Tid ikke har læst Aviser, faar jeg altid stor Lyst til at lave nogle Verdensbegivenheder til Dem1. Ja, De véd vel, at den gamle rare Fallière2 efter god fransk Skik er bleven dolket. Og Revolutionen i St. Petersborg, for ikke at tale om den nye Krig3? Hvad "Tidens Tegn" angaar, saa bærer den unægtelig sit Navn med Rette. Det er jo nemlig efter Sigende Norges mest udbredte og ansete Blad. Saavidt jeg følger den, synes det mig især at være Lig-Journalistiken den dyrker. Hvordan gaar det til, at Bladet hver Dag kan have et friskt Lig til med et stort Kors over til sine Læsere? Man skulde dog undersøge, om der ingen mistænkelige Tilfælde er mellem disse mange Dødsfald. Jeg er ikke 4 ganske glad ved at vide Dem i denne Nærhed af Bladet. Naar det indenlandske Materiale en Dag er opbrugt, – saa tager de vel en Tilrejsende. Nej, jeg har ikke√ skrevet dèr længe. Jeg har ikke haft en Aften fri siden Nytaar, eller rettere, har jeg et Par Gange været i den Situation, saa har jeg været saa træt, at jeg har siddet og gloet paa Væggen. Jeg holdt mine Faarelæsninger i Aarhus fra 5-7 ds, men jeg blev kun halvt færdig med, hvad jeg havde skrevet, saa stærkt havde jeg det udvidet sig for mig. Da jeg kom hjem, var den gamle Vedel4 død, og ham maatte jeg straks i Gang med. Jeg lever jo ogsaa af Lig. Og af Jubilæer. Thi midt under Gravstemningen maatte jeg bryde ind af og slaa over i Jubelstemningen og fejre Højesterets Jubilæum med nogle Artikler, jeg havde lovet. Jeg ser heller ikke et Menneske, jeg omgaaes mine Venner gennem Bladenes Notitser. Der har jeg bl.a. set, at Rohde f.T. har en Udstilling hos W. & M5, hvor han har solgt godt. Det under jeg Rohde, som i den offenlige Mening er gaaet tilbage i de senere Aar, at han altsaa dog ikke har mistet sit Publikum.

Tak igen for Brevet. Hilsen og Haandslag!

Deres hengivne
Erik Henrichsen

 
[1] til Dem: d.v.s. til Pontoppidan. tilbage
[2] Fallière: (1841-1931), fr. præsident 1906-13. tilbage
[3] den nye Krig: Tyskland optrådte truende overfor Frankrig i Marokko (Agadir-krisen), men striden blev foreløbig bilagt i sommeren 1911. tilbage
[4] Vedel: gehejmelegationsraad, fhv. direktør for udenrigsministeriet Peter Vedel (1823-1911) døde 4.2. Han var far til forfatteren Valdemar Vedel. tilbage
[5] W. & M: formentlig kunsthandlerfirmaet Winkel & Magnussen på Højbroplads. tilbage