Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 14. juli 1923
ligegyldigt alt sammen!
14. Juli 23.
Kære Pontoppidan.
Jeg ved ikke, om De synes, det er for varmt til at læse et Brev; jeg synes i hvert Fald, at det er det, til at skrive; men nu har jeg gaaet i flere Dage og synes, at jeg skulde kvittere for Deres "behagelige" af 8. ds., og naar først saadan en Tanke har sat sig fast i en Oldingehjerne, er den ikke til at faa ud af den igen, uden maaske gennem en alt andet forglemmende Forelskelse, og en saadan er der foreløbig – forhaabenlig kun foreløbig – ingen Udsigt til for mig. Altsaa skriver jeg – idet jeg dog fritager Dem for at svare, saalænge Hundedagene varer.
Det glædede mig virkelig at 2 høre, at De hade fundet Dem saadan et idyllisk og godt Madsted med tilhørende "Anlæg". Maatte Paradiset ikke huse nogen Slange! Og maatte Varmen, der kan udklække alskens Ondskab (jvnf. "Politiken" for idag) ikke bringe Deres Nervesmerter til at røre alt for stærkt paa sig! For Verdens øvrige Ondskab maa da Stubbekøbing være en fredlyst Plet. Og sikken et ægte dansk Landskab, De maa ha om Dem, hvor De ser hen med lave grønne Øer, der svømmer paa lyseblaat Vand. Og Falsters Østkyst med Skrænterne ved Hesnæs, Næsgaard og Pumlenakke, som De har nogle Kilometer fra Dem, skal jo høre til det kønneste i Skrænt-Slagsen, som vi har herhjemme. Jeg var iaftes ude paa Elleborg1 og spiste til Middag hos min Svigerinde2 Fru Kühle, der ligger der for Tiden, kom ind i en 3 Kres af gamle Damer og svagbenede Herrer, der alle talte om Varmen idag og Varmen igaar og den, der skulde komme imorgen, og alt maatte man høre paa med et venligt og interesseret Smil; men da jeg sent om Aftenen gik gennem det aftenstille Marklandskab til Stationen var jeg glad ved Tanken paa, at jeg ikke skulde tilbringe Dage der men hade kunnet nøjes med Timer. Og dog er jeg ikke vis paa, at ikke "den gamle Adam" kunde komme op i mig, hvis jeg under saadanne Forhold traf Frk. Carlsen3 og hun bød mig op til en Jaz-Jaz.
For Resten bestiller jeg saa godt som ingenting, gaar og venter paa Korrektur og faar ingen, og gider ikke tænke paa at ta fat paa noget nyt, før jeg ser, hvad der kommer ud af det andet. Og, hvor det for Resten er temmelig ligegyldigt alt sammen!
4 Jeg glæder mig til, at De og Fru Antoinette skal komme og bo her i Eftersomren. Jeg synes, vi tre kan saa godt baade tale og tie sammen. Jeg hade forleden et uventet Besøg af Karl Madsen og hans Kone; det var paa deres 40 Aars Bryllupsdag, og jeg fik i en Fart lavet en pæn lille Middag for dem. Dem kan jeg ogsaa begge saa godt med, og vi hade et Par fornøjelige Timer sammen. Hun er saa ligetil, og han saa overvældende kundskabsrig paa sit Omraade. Kan de huske, da vi fra en Philipsensk Middag i Skodsborg4 gjorde en Ekspedition til Dyrehavsbakken og spillede Pladespil5; det er vel snart en tredive Aar siden. Ak ja – de gamle Minder. Gid De nu begge maa ha det rigtig godt. Venlige Hilsener
Deres hengivne
M. Galschiøt
