Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 18. december 1920
den forlorne Indignation
18 Dcbr. 20.
Kære Pontoppidan. – Naar jeg ikke bad Dem med til "Festen" den 11te, var det af egoistiske Grunde – jeg vilde skaane mig selv for den Skuffelse, at faa Afbud, naar jeg hade glædet mig til, at De kom. Det er nemlig hændt nogle Gange, som De maaske husker. Og saa sa jeg til mig selv: Har han Lyst til at komme, saa ved han, at han altid er velkommen, og at der vil blive Plads til ham ved "Festbordet", hvor tæt besat det end er. – Det var for Resten kun de sædvanlige Venner, som var samlede: Trydes, Lorenzens, Rink, Fru Schierbeck (der er født Dagen efter mig) Fru Kielland1, Karen Kaas2 og Inge.
2 Ogsaa Dagen gik som sædvanlig, – der mødte ingen Deputationer med Adresser, og selv hade jeg bedt mig fritaget for at anføres som Fødselsdagsbarn i de stedlige Aviser. Alligevel var jeg, da de sidste Gæster forsvandt efter Kl. 11, noget træt og glad ved at strække mig i min af en Varmedunk behagelig tempererede Seng.
De vilde ha gjort mig en Glæde, hvis De var kommet, og Glæden været forøget, hvis De hade faaet Fru Antoinette med – jeg kan jo ikke mere kalde hende ved Fortidsnavnet "Fru Karina", og sætter jeg fhv. foran, kan det jo misforstaas. – Jeg haaber, hun befinder sig forholdsvis godt – De nævnte ikke noget om, at det ikke var Tilfældet – og jeg sender hende min venligste Hilsen og ber Dem sige, at jeg endnu 3 ikke har glemt den elskværdige Modtagelse, hun gav mig, da jeg 4. Oktober overraskede Dem med en lille Visit. – De siger, at De lever meget ensomt og ikke ser meget til gamle Venner og Bekendte. Men er det ikke Deres egen Skyld? De trænger vist ikke meget dertil. For saa kunde De da selv søge dem op. Faa kan være mere sikker paa at være velkommen – De bringer jo altid Liv – for ikke at sige "Fest" med Dem – jeg dømmer fra mig selv. De husker nok, da jeg i sin Tid i min kærtegnende Glæde over at se Dem, naar De kom, hilste Dem med den højst kuriøse Betegnelse: Lille Pontoppidan! indtil jeg heldigvis selv blev opmærksom paa det latterlige deri og gjorde Dem en Undskyldning. De skulde søge andre lidt mere. 4 Var jeg i Deres Nærhed, skulde vi gaa daglige Ture sammen, som vi har gjort det i Helsingør og ovre i Tyringe – tale sammen og tie sammen uden gensidigt Besvær, føle Velvære i Bevidstheden om at være et andet Menneske nær, hvem man hade Sympati og Godhed for.
Kære P. – De lar Dem da ikke afficere af den forlorne Indignation, Deres "Vinterrejse" har afstedkommet. Hvem er det, De sigter til, med "gammelt personligt Nag" – jeg har kun set et Par ligegyldige Artikler i Berlingske. Det gør mig ondt, at De "undertiden kan føle det som en Skam at være dansk" – hvad vilde De mon heller være – tror De, der er mindre Daarligdom i andre Familier – og De, som har faaet den Naadegave at kunne skrive vort Sprog skønnere end nogen anden – vil De bilde Dem selv ind, at De kun er "halvt dansk" – det faar De ikke os andre bildt ind. –
Steffen?? – Bridge-Middag? Tak, jeg tænker derover.
Deres hengivne
M. Galschiøt