Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 10. december 1920

en Skam at være dansk


10.12.20.
Overgaden n. Vandet 15.
C.

Kære Galschiøt!

Her sidder jeg med min elendige Asenskæbe, og imorgen er det Deres Fødselsdag. Jeg havde glædet mig til at gøre Dem en Lykønsknings-Visit om Formiddagen, men jeg kan ikke sove om Natten for Smerter og er selvfølgelig en Klud om Dagen. Så må jeg da atter denne Gang nøjes med et skriftligt Håndtryk, der indeslutter også min Kones Lykønskning til Dagens evigunge Fødselsdagsbarn med de brune Lokker og det stadig lige opladte Sind. Jeg veed ikke, om De selv føler det som en Lykke at have bevaret så meget af Ungdommens Modtagelighed og Livsinteresse. Men hvad andet skal vi, Deres Venner, kunne ønske Dem, end at 2 De aldrig må ældes. De veed ikke, hvor ofte jeg savner Dem her, og hvor tidt jeg i Tankerne gør Rejsen op til Dem. Jeg lever her på Kristianshavn mere ensomt end i Snekkersten, ser i Grunden kun mine Nærmeste, og føler iøvrigt heller ikke nogen stærk Trang til at søge Resterne af mine literærer Bekendtskaber op. Nathansen har jeg ikke set noget til i de sidste tre Fjerdingår, og det er endnu længere Tid siden, at jeg traf Georg Brandes.

Vi går for Tiden i Spænding for Steffen, hvem vi ikke har hørt fra i lang Tid. Vi venter daglig, at han skal træde uanmeldt ind ad Døren, skønt vi ikke veed, om han overhovedet er på Hjemvejen. I Transatlantisk Komp. veed man heller ingenting. Det ligner ham! Jeg tænker mig, at han en af Dagene 3 ringer på hos os og spørger Pigen, om Herren eller Fruen tager imod. Det er i disse Dage netop tre År, siden han rejste.

Jeg veed ikke, om De har set, at min lille norske Rejsebog har givet gammelt personligt√ Nag herhjemme Lejlighed til at lufte sig. De kære Landsmænd har farisæisk ømmet sig – på Nordmændenes Vegne. Nu har vi i det sidste Årstid i Anledning af Sønderjylland pustet os op med Patriotisme og svælget i fædrelandske Følelser. Og så, på Grund af dette lille Tilløb til Selvhævdelse overfor en anden Nabo, råbes der straks op om et råt Overfald, hvori man ikke vil være meddelagtig. Jeg føler det undertiden som en Skam at være dansk og kan da trøste mig med den Tanke, at jeg også kun er det halvt.

At De og et Par andre har sagt mig venlige Ord om den lille Bagatel, må jeg 4 under disse Omstændigheder være dobbelt taknemlig for. Men jeg er ikke i Tvivl om, hvorledes min literære Stilling efterhånden vil blive herhjemme. Heldigvis befinder jeg mig netop bedst i en Situation, der ikke forpligter til nogen udtalt vidt favnende Taknemlighed.

Lev nu vel, kære Seksoghalvfjersindstyveårige! Såsnart jeg bliver kvik nok til at gøre en Udflugt, ser De mig i Helsingør.

Deres hengivne
H. Pontoppidan.

Der kan vel ikke være Tale om, at vi kan lokke Dem herind en Dag i Julen til en lille Middag med Bridge? Jeg tør næsten ikke spørge om det; men måske vil De dog tænke over Sagen, når jeg siger Dem, at De vil kunne√ træffe Philipsen.