Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 14. februar 1920
ingenting værd, det jeg laver
14 Febr. 20.
Kære Pontoppidan
Det var jo ret triste Efterretninger, jeg der fik fra Dem – heldigvis synes dog Fremtiden lidt lysere end den Tid, der er gaaet – alt under Forudsætning af, at De alle kan holde Dem fri for Influenzaen1. Jeg ønsker Dem det – det er jo en forbandet Sygdom, der dræber uden Persons Anseelse. Enkelte er ogsaa strøget med her i Helsingør, der hade fortjent at leve, selv har jeg hidtil undgaaet den. Men jeg fik mig for Resten en halv Snes Dages Liggetur i Januar efter en Københavnstur, paa hvilken jeg var saa uforsigtig at staa bag paa en Sporvogn fra Ryvangen til Valby i en kraftig Østenvind. Og siden da har jeg holdt mig paa Maatten og borte fra Hovedstadens Herligheder. 2 Men jeg har tænkt tit paa Dem og længtes efter at høre lidt fra Dem, saa hade De nu ikke skrevet, var der næppe gaaet længe, inden De hade faaet et lille Rykkerbrev. Jeg synes, det var en udmærket Ide, der fortjente at føres over i Virkelighed, den at De besøgte mig en Gang. Kun skulde De ikke indskrænke Dem til et Dagsbesøg, men heller med den obligate Redekam og Tandbørste i Lommen indrette Dem paa et Par Dages Ophold – NB hvis De da kan finde Dem i at ligge i en fremmed Seng, hvad jeg meget nødig gir Krop til. De skal altid være velkommen, og det kunde dog maaske muntre Dem lidt under de triste Forhold. Og nu da Fru Pontoppidan synes at være paa gode Veje til at komme sig, er det vel netop den bedste Tid dertil – hun vil nok undvære Deres Besøg i et Par Dage, naar hun ved, at De er i min Varetægt, saa at jeg kan passe paa Dem, at De ikke 3 skejer ud fra Dydens Kongevej. Og hun under Dem ogsaa nok en lille Bridge som De maaske slet ikke har faaet i al denne Elendighed. Har De kunnet hygge Dem ind2 i Deres Lejlighed under alt dette? Jeg synes, den saa ud til, at man maatte kunne det. Eller drømmer De om Fasangaarden. En smuk Ide – men vel lidt langt endnu fra Virkelighedsgørelse. Det vilde ellers være et kønt Alderdomshjem for Dem.
Jeg fører et ret stilfærdigt og meget ensformigt Liv. Ser meget lidt til andre Mennesker; mest til Fru Kielland3, der lider endel under sin Ensomhed, og for hvem det ikke rigtig ligger at skaffe sig Venner – jeg lufter hende en Gang imellem paa en Spaseretur som i Forgaars f. Eks. da vi gik ud om Hellebæk – gik frem og tilbage i c. 3 Timer – hvilket jeg synes er ganske respektabelt af en ældre Herre – hvorfor jeg ogsaa gør mig til af det. Saa kommer De, ved De, hvad der venter Dem.
4 Jeg var begyndt – endelig – at skrive de paatænkte "Erindringer", men forbeholder mig Ret – ogsaa overfor mig selv – til at opgi det igen. Det har interesseret mig at samle dertil – det morer mig derimod ikke at skrive; jeg synes, det er ingenting værd, det jeg laver. Men det syntes jeg ogsaa, da jeg arbejdede paa Eckersberg-Artiklen, og saa kom der dog noget ud deraf, som jeg har haft Fornøjelse af. Maaske kan det gaa ligedan nu. – Jeg er ret optaget af Sønderjylland4, og sluger Avisernes Beretninger; jeg saa et lille Billede af H. P. Hansen, der paa Afstemningsdagen hejsede Dannebrog udenfor sit Hus5, omgivet af sin Familie, og jeg fik en underlig Graad-Fornemmelse i Halsen – det er alligevel stolt at se et saadant Udbytte af sit Livsarbejde. – Jeg vedlægger en Anmeldelse – nej en Essay om "Lykke Per", som Fru Sohlman har sendt mig. Det kan dog maaske interessere Dem at se den. De behøver ikke at sende mig den tilbage. Mine venligste Hilsener til Fru P. med Tak for den, hun sendte mig. Og kom saa snart
Deres hengivne
M. Galschiøt
