Martinus Galschiøt til Antoinette Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 28. januar 1919
blegere og mere medtaget
28. Jan. 19
Kære Fru Pontoppidan
Jeg prøvede før at ringe op til Else – det var Kl. 6 – for at høre, hvorledes det gik Dem og Pontopp. og i det hele faa lidt at vide om Stemninger og Tilstande; men der var ingen, som svarede. Men nu har jeg faaet Deres Brev1 iaften, og saa har jeg altsaa faaet Svaret. Det er jo desværre ikke saa lykkeligt, som jeg kunde ønske det: De selv daarlig eller halvdaarlig og dog nødsaget til at gaa ud i dette fugtig kolde Vejr, og H. P. blegere og mere medtaget, end da jeg saa ham, og da syntes jeg, at han var begge Dele i højere Grad, end ønskeligt var. Dette er rent ud sagt rigtig skidt!
2 Men nu er Skridtet gjort, som man maaske heller skulde ha undladt – saa er der vel intet "tilbage", men kun videre frem i Forsøgene – Faber kan da ikke forsvare at beholde ham derinde som Forsøgskanin, hvis han ikke har Haab om at kunne hjælpe ham. Herregud! At han skal sidde og glæde sig til Marts! It is a long way to Tipperary! – Sig til ham, at han ikke maa tænke paa at skulle skrive til mig som noget han er skyldig at gøre. Jeg venter ikke Brev fra ham, før han kan melde mig, at han har det meget meget bedre og snart kommer tilbage her til. – Men De selv. – Naar kommer De? – Jeg synes, det er meget fornuftigt af Dem at se at faa Deres Søster med. De vil ikke kunne holde ud at 3 være her alene, selv om De har mig som opvartende Kavaler og Bezique-Partner nu og da. – Ellen ber mig sige Dem, at der ikke endnu er kommet Flesk, og at Erindringskortene for de sidste Maaneder først skal hentes paa Fredag. Men hun skulde nok sørge for, at de blev sendt. Og hvis Flesket ikke blev stoppet forinden, skulde det blive sendt til Fru Thomsen omgaaende. Ellen tænker paa at flytte til sin Søster paa Esromvej, men jeg har sagt til hende, at hun kan godt blive her og komme og spise hos os, naar hun vil. For Haandværkernes Skyld behøver hun ikke at blive. De er nok færdige til Lørdag – det skulde da være, at Malerne ikke var det – men saa laaser vi blot af ind til Stuerne; det er saare let og bekvemt.
4 Jeg venter Olga Heiberg-Jürgensen – Inges Mor – her paa Besøg imorgen og hun blir her vel en 14 Dages Tid. Det gir jo lidt Forandring i mit ellers ganske ensformige Hverdagsliv. Jeg har efter Aars Hvile atter taget fat paa Forstudier til det Erindrings-Værk, som jeg aldrig faar skrevet. Det morer mig, og saa opfylder det en Hensigt, at faa mig til at tro, at jeg udretter noget med et bestemt Maal for Øje. Vi Mennesker lever jo aldrig saa lykkeligt, som naar vi lever paa en Illusion.
De kommer altsaa ikke tilbage hertil i denne Uge, siden De tænker paa at sende Edith til sit Hjem, men inden De kommer hører jeg vel nok fra Dem, saa vi kan bygge Æresporten og berede Dem den festlige Modtagelse. – Hils nu H. P. hjerteligst og ligeledes Else og Einar.
Deres hengivne
M. Galschiøt