Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 13. august 1911
Digtermagasin i Reberbanen
Reberbanen 13. Aug. 11
Kære Pontoppidan. – Ringede det ikke for Deres Øre igaar? Jeg havde Besøg af Poul Levin, og vi gik i Haven og snakkede om Dem, mange gode Ord og slet ingen onde. Han syntes, at De var et af de faa Mennesker, han gik fra, spænstig og fuld af gode Forsætter, naar han havde talt med Dem, og jeg sagde, at ogsaa for mig var det noget af en Fest at være sammen med Dem. Som sagt: jeg haaber, De har hørt lidt af Sfærernes Musik igaar derovre i "gamle Oles" Hule. For Resten var Levins Besøg mig en stor Fornøjelse. Han var fuld af livlige Historier om Peter Nansen og Fru Nansen, Georg Brandes, Gustav Wied o.a., som han berettede foruden med Munden ogsaa med Arme og Ben, bl.a. gav han en Scene af G.B. paa Sygelejet i Lag med at lægge Bind om sit afproppede Ben, alt imens han skældte og smældte paa sin Husholderske, der ikke kunde gøre ham tilpas. Han ynkede ham, og det samme gjorde jeg, da jeg idag i "Politiken" læste hans Don Quijote-Klage1, og jeg følte en Trang til at gaa op til ham og sætte mig ved hans Seng og bede om Lov til at hjælpe ham med at lægge Bindet om hans syge Ben og søge at gøre det med en blød og varsom Haand. For nu synes jo ogsaa han at være ude i den store Ensomhed, forladt af alle Guder og Kvinder. – Levin selv syntes derimod at være midt i et Bacchos-Tog gennem Glædens Land. Han havde i det mindste i det sidste Aars Tid brugt mange flere af sine Guldmønter end han burde, og han var kommet ret langt bort fra sin Slægt, som han jo ellers havde været stærkt – for stærkt – knyttet til. – "Tilskueren", mente han, maatte blidelig afgaa ved Døden2, for han var ganske læns for Stof til den og kunde ingenting skaffe; han havde kun liggende en Lambecker til Septemb. Hæftet – derfor havde han maattet ty til de Herm. Trierske Oversættelser! 2 Men siden Foraaret havde hans Hovedbeskæftigelse været en stor Roman3, som var planlagt som humoristisk, men var blevet trist og alvorlig. Han syntes selv, den var mislykket, men det havde moret ham mere at skrive den, end hvad han ellers havde gjort. – Nu skal vi se, hvordan den er; han fører jo en let og ganske smidig Pen, naar han skriver mindre Ting i det mindste. –
Jeg læser 1ste Del af Nexøs "Pelle Erobreren" i Social-Demokraten, hvor den staar som Bagfeuilleton – det var dog et fælt Ord at skrive – hvad den i høj Grad egner sig til. Jeg nyder og beundrer og har faaet stor Respekt for hans Dygtighed, især til at gøre Scener og Situationer levende. Sikken sikker Hukommelse han har! –
Rist er en Tur i Norge – 2-3 Uger. Jeg var ude paa Kronborg-Pynten og vinkede til ham, da han (og Lillebror) rejste, og jeg har haft Kort fra ham fra Finse. Han var overvældet deroppe. Jeg antager, at han kommer tilbage omtrent samtidig med, at De forlader Elbo-Dalen, og saa maa vi mødes her i Paradisets Have – i September-Maaneskinnet, om ikke før. De husker nok hvor fortryllende feæventyrligt det kan være. Saa kan vi ogsaa snakke om Deres Rejseplaner. Det "velsignede Bohave" behøver da endelig ikke at være en Klos om Benet paa Dem. Saa længe Pakhuset staar her ved Siden af – især hvis De virkelig stadig tænker paa Helsingør eller Omegn som kommende Bosted – saa lader den Sag sig lettelig ordne. Vi stuver det sammen der, og der staar det sikkert og godt, til De henter det igen. Jeg har haft nogle Drachmannske Kister staaende der i Aarevis – saa De bliver ikke den første danske Digter, der magasineres i Reberbane-Pakhuset. – Selv befinder jeg mig vel – har faaet en Bunke Breve fra min grønneste Ungdom frem (Memoirerne!) og forfærdes over mig selv: Næ, at du nogensinde har kunnet finde Behag i at skrive saadant Sludder! – Ellers er min Hovedbeskæftigelse at svede og sørge over, at Græsset svides af, og at Blomsterne visner og Træerne fælder deres Blade. Men jeg erkender, at vi da endelig engang har faaet Sommer – rigtig Sommer i Danmark, og at det er dejligt. Mange Hilsner til Madame og til Elsemor og til Steffen, som jeg har ondt af, fordi Ferien nu snart er forbi.
Deres hengivne
M. Galschiøt
