Carl Dumreicher til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Studenterforeningen. 10. marts 1908
Den lille kantate
Studenterforeningen.
10/3 08
Hr. Henrik Pontoppidan.
Efter løfte tillader jeg mig herved at sende den lille kantate, som vi nu i snart 8 aar har brugt i Randrusianersamfundet. Med en latinsk sang, som siden sin fremkomst stadig har været led, til at begynde med og de to gamle skolesange fra den endnu levende V-VI klasseforening "Valhal" gaar den som sagt aar efter aar, skønt en frugt af fire theologers sammensætning. Navnlig i "Minder"1 har jeg søgt at tegne det skoleliv, vi førte, i store, løse rids.
Og saa haaber jeg endnu paa, at studenterforeningen maa kunne have den ære og glæde en aften at bringe Dem dansk studenterungdoms hyldest. Den særlige anledning, aftenens særpræg vil nok, haaber jeg, kunne forsvare, at De for engangs skyld bønhører os, naar vi kun beder om det ene, at 2 De en aften vil være vor Gæst. Vi skal gøre vort bedste for at finde en ramme, bl.a. forhaabentlig med nogle randrusianske elementer, som vi kunde tænke os, De maaske kunde more Dem ved at træffe, saaledes at den skal svare saa nøje som muligt til, hvad vi formoder vil være Dem kærest. Og tid og dag staar De ganske fri overfor. Selvfølgelig – en lørdag – og da f.ex. 21 ds – vilde være god, men en onsdag eller anden dag ogsaa – blot De kom. Netop nu, hvor De paa gennemrejse passerer her forbi, synes vi jo, at vi dernede intet bedre kan gøre end en aften personlig sige en mand tak, der er kendt og læst og beundret som De og som dog næsten ingen dansk student før har set. Kunde De – for den ene gangs skyld – ofre os et par tidlige aftentimer, vilde ikke blot vi seniorer, men alle vore medlemmer være Dem taknemlige for den glæde, det vilde være. 3 Jeg ved, hvordan jeg vilde blive modtaget, om jeg iaften dernede til senioratsmøde kunde bringe Deres "Ja".
Og jeg beder Dem tro, at dette ikke er ord, brugt for at overtale, men kun, hvad vi alle ganske naturligt tænker og føler, naar Deres navn nævnes.
Jeg tillader mig da at haabe paa gunstigt resultat af vor samtale i søndags og med hilsen til Deres hustru og til Dem selv med en varm tak for den elskværdige modtagelse er jeg
Deres ærbødige
Carl Dumreicher.
