Johannes Buchholtz til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Struer. 13. august 1927
Stamfadermærket
Struer den 13/8 1927
Kære Hr. Henrik Pontoppidan!
Min Udtalelse1 om Dem i Berl.T. var ualmindelig daarlig – man ser det tydeligt paa den vage Slutning med et Spørgsmaal – i Stedet for at sige: Saaledes er det!
Jeg magtede ikke Opgaven og det følte jeg. Jeg trak Tiden saa længe ud, at Bladet maatte telegrafere med en stor Sum Svar betalt. Sagen er den, at jeg aldrig har læst De dødes Rige (og der er endda 2 nogle Smaahuller hist og her) – jeg læser i de senere Aar kun 3-4 Bøger om Aaret – mest Gavebøger. Alligevel kan jeg ikke siges at være en daarlig Læser af Dem – Det forjættede Land – den kender jeg og den elsker jeg – den er egentlig Henrik Pontoppidan for mig. Ikke saaledes at jeg kaster Vrag paa Lykkeper og de andre gode Bøger – man kan se at alle Kvinder er kønne, men man forelsker sig kun i een. Hemmeligheden er vel, at Det forjættede Land har jeg mødt i Ungdommens begejstrede Tid – da jeg var en 20 Aar gammel – da 3 jeg kom her til Struer. Min Kæreste laante mig den. Den staar derhenne. Jeg synes det er en vældig god Bog – men2 rigtige Mennesker i og med Luft i.
Dens redelige Stil mener jeg er Stamfadermærket som jeg og andre vil være stolte over at eje.
Men det jeg skriver her kunde jo ikke saa godt staa i en Avis.
Om vedlagte Novelle skrev en Mand, at Pontoppidan havde behandlet samme Emne. Passer det? Maaske har vi samme Kilde. De har jo engang været her paa Egnen. Jeg kender Manden – Helten – personlig. Hans Datter Dagmar har tjent hos os i fire Aar.
Jeg satte Punktum for en temmelig stor Roman igaar. Det er 4 en ganske behagelig Fornemmelse. Paa Teatret er man igang med Prøverne på mit Skuespil Skænk mig Fjender3. Hvad mener Meteorologisk Institut om Høstvejret?
Vi er i September antagelig på Besøg i Svendborg hos den unge Weber gift med vor lille Veninde Vibeke Jacobsen fra Carlsberg.
Det kunde naturligvis være fristende at ringe paa hos Dem, trykke Deres Haand – maaske lokke Dem med paa en Tur – – men naar jeg tænker paa, hvor blot jeg er overrendt, saa tror jeg nok, jeg nøjes med Bevidstheden om, at jeg er i By sammen med Dem.
Med hjertelig Hilsen og Tak for Brevet og med Ønsket om godt Helbred
Deres hengivne
Johannes Buchholtz
