Georg Brandes til Henri Nathansen
Sendt fra København. 20. juli 1917
morsomt at blive Skoledreng paany
Kbhavn 20 Juli 171
Kære H. N.
Det glæder mig at De er rask og nyder Sommeren. Det glæder mig mindre at De endnu ruger over noget, De har bag Dem. I dette Punkt er vi meget forskellige. Den sidste Bog, jeg udgav, existerer ikke for mig; jeg har kun en dunkel Erindring om den. Jeg har nu færdig trykt en ny ret stor Samling Essays og Taler 330 Sider, hvilken Bog jeg er vel fornøjet med.
Men i det sidste Fjerdingaar har jeg trods Arbejdet med den i hver fri Stund – og jeg omgaas ingen – været helt fordybet 2 og forsvundet i et nyt Arbejd, der vil tage mig lang Tid, men som undtagelsesvis tager mig grundigt i Beslag. Det er uhyre omfattende og jeg stræber lidenskabeligt at tilegne mig Kundskaber af adskillige hundrede Bind. Jeg vil fortælle Roms Historie fra c. 150 før vor Tidsregning til Anno 40.
Mellem os, min Hovedperson – jeg har iøvrigt (eller faar) c. 35 vigtige Hovedpersoner – men min egentlige er min Fantasis evige Hoverperson, hvem Grækerne, der markerede Udtalen, kalder, som jeg ogsaa burde kalde ham Gajus Julius Kaisar, desværre bliver jeg vel nødt til at gøre 3 Findhonen(?) den Indrømmelse at kalde ham Cæsar. Han har mit Liv igennem været min Helt. Iøvrigt forsvinder han undertiden for mig som en Flue i et Fad Mælk.
Blot jeg vidste noget mere om Tidens Fruentimmer. Jeg kender Alt, hvad om dem kan vides, men det er mig ikke nok, og at Catullus skælder sin Kone ud, siger mig ikke meget. Desværre var alle disse Damer letsindige, og de, der ikke var det, er der intet at fortælle om. Det er morsomt som Olding at blive Skoledreng paany og opfriske sit Latin og Græsk. Alt er overhovedet morsomt, undtagen at man er gammel og kun har tilbage at dø. 4 Men der er som sagt et Galleri af henved 40 Skikkelser som det for mig gælder om at faa til at leve.
Tal dog ikke om Misstemninger! Jeg for min Del har kun været gal paa Dem, naar jeg fandt Dem smaalig, og er en Smule gal paa Dem for en lille Ting. Dagen før min Fødselsdag 1915 bad jeg gennem Fru Schütte en lille Kreds sammen. De havde intet Udstaaende med hende, thi De havde kort forinden, da De etsteds i et Hotel, troer jeg, traf hende med Fru Bramson, udtalt Ønske om at træffe hende. Nu undslog De Dem haardnakket under det noget barokke 5 Paaskud, at De netop den Dag havde foresat Dem at besøge Henrik Pontoppidan. Jeg sætter ellers ingen Pris paa Fødselsdage og lægger ingen Vægt paa dem. De er mest pinlige. Men Fru Schütte vilde med stor Iver fejre denne ved en iøvrigt meget beskeden Sammenkomst. Saa var det som en Demonstration, at De, opfordret flere Dage forud, valgte et saadant Paaskud til at udeblive.
Det har naget mig en Smule, derfor siger jeg det rentud. I sig selv er det naturligvis et Ingenting.
Jeg har flere Gange gjort Testamente og maa nu gøre et nyt. Jeg vil spørge Dem, om De vil 6 være min executor testamenti. Jeg havde tænkt paa at gøre Niels Hjort dertil, men frygter, at han maaske ikke overlever mig, da han er blevet svag.
Megen Tid ranes mig af Fremmede. Idag telegraferer et Medlem af den russ. jødiske Organisation, Chasanovitch2, om jeg vil modtage ham. For 14 Dage siden kom Flamlændernes Fører Renée de Clereq, expres udsendt af 4½ Millioner Flamlændere, hertil alene for at tale med mig og anraabe mig om at føre deres Sag og rejste efter at have talt fem Timer med mig. 7 Saaledes ser De, at jeg har nok at gøre og umuligt kan tænke paa min gamle Bog om Voltaire.
Vil De blot endnu overbringe Deres elskværdige Frue min bedste Hilsen, og tro mig
Deres hengivne
Georg Brandes