Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Mørdrup pr. Espergærde. 22. juli 1917

Gajus Julius Kaisar

Mørdrup pr. Espergærde 22.7.171

Kæreste G. B.!

Tak for Deres kærkomne Brev. Hvad er det dog for et Paafund, at jeg skulde have lavet en storpolitisk Demonstration i 1915? Jeg traf Fru Schütte en Aften hos Karen Bramson i Paladshotellet, hvor vi forlystede os med god Mad og dito Samtale. Jeg har intet Udestaaende med Fru Schütte, har aldrig næret andet end venlige Følelser for hende. Jeg havde dengang modtaget en Indbydelse fra Pontoppidan og vilde nødig sende Afbud – dét husker jeg. Vi har begge i Tidernes Løb været gale paa hinanden, med Rette eller Urette. Men hver Gang vi atter har set hinanden, er Vrøvlet glemt, som om det aldrig havde været. Jeg er maaske noget af en Særling, men jeg er ikke af Naturen smaalig. Sker det nu og da, er det, fordi Optugtelsen gaar over Naturen. Altsaa: til Deres Fødselsdag i 1925 møder jeg, hvis ikke Allerhøjstsamme hisset har haft Bud efter mig forinden.

2 Samme Allerhøjstsamme har ledet Deres Tanker hen paa Testamente og Execution. De véd, at jeg forstaar at skatte Deres Tillid, om end i dette Tilfælde med bedrøvet Hjærte. Men jeg vil dog som Ven meddele Dem aabent og ærligt, hvad jeg tænkte i Anledning af Deres Forslag:

Til at oprette og fuldbyrde et Testamente kræves en Jurist. Der er Vanskeligheder, som kun en Lovens Mand kan overskue ved Oprettelsen af et Testamente, og der er endnu større Vanskeligheder naar det skal exekveres. Jeg har i de mange Aar, der er forløbne, siden jeg opgav min juridiske Virksomhed, aldrig beskæftiget mig med Jura og er nu saa ulovkyndig elle lovukyndig som en Grøftegraver. Jeg turde ikke paatage mig den juridiske Side af Sagen og maatte, i Fald jeg var Exekutor, engagere en Jurist til at udrede Traadene. Nu har De en Jurist, som De har Tillid til qua som saadan – som engang en Mand udtrykte sig. Hvorfor da ikke indsætte ham? Vilde det ikke ogsaa se underligt ud, at de forbigik Niels Hjort2 i Deres Testamente – han har jo, som jeg antager, bistaaet Dem før i Anliggender af juridisk Natur. Overlever han Dem, er Sagen i Orden og i de bedste Hænder. Døer 3 han før De, kan De ved Paategning paa Testamentet indsætte en anden. De har da gjort overfor ham, hvad jeg synes var Deres "Pligt" – sit venia verbo.

Eller: hvis De ved Siden af en Jurist – in casu N. H. – ønsker en Mand, der kan vaage over Bestemmelser af ikke-juridisk Natur, private eller litterære, saa indsæt mig til at sørge for, at Deres Ønsker og Vilje i denne Retning overholdes. Det behøver jo ikke en Gang at staa i Testamentet – De kan jo privat give N. H. denne fortrolige Meddelelse eller i et Brev bilagt Testamentet udtale denne Deres Vilje. Vær overbevist om, at jeg med Takt og Ærbødighed skal komme saa nær op ad Deres Ønsker, som det er mig muligt. Jeg kender, tror jeg, Deres inderste Ønske og Vilje bedre maaske end nogen anden. Der er i Romerretten et Begreb, der hedder: diligentia quam in suis rebus3. Det skal være min Rettesnor. Ønsker De at tale med mig om disse Ting, inden De træffer nogen Afgørelse, saa skal jeg komme til Dem, naarsomhelst De ønsker det – hvis De ikke foretrækker, hvad der vil være mig uhyre kært, at tage herud en Dag og beære min ringe Bolig med Deres spillevende Nærværelse.

4 Sig mig nu oprigtig, om De ikke synes, der er Fornuft i dette mit Forslag. Jeg vil saa gærne gøre, hvad De ønsker, men jeg vil ogsaa have, at De skal vide, hvad De gør. Jeg synes ikke, at De skal tilsidesætte N. H., der sikkert som Jurist og som Menneske fyldestgør alle Fordringer. At han kan dø, er ikke Grund nok til allerede nu at slaa ham ihjæl.

Og nu – bort med disse sørgelige Tanker! Deres Brev har opmuntret mig midt i dets Omtale af Død, Jurisprudens og andet Djævelskab. De gaar nu i Gang med et Arbejde, der opfylder Dem helt – Lykkelige! De spreder atter Vingerne, mens vi andre sidder paa vores Pind og piller Lus af Fjerene. De flyver langt bort til Egne, hvor Landets Krager og Skader ikke kan følge Dem. Gajus Julius Kaisar – som De skriver! Græsk Aand og romersk Kraft i en gylden Draabe! Lad den lyse mellem Stjærnerne!

Lev vel, min kære uforglemmelige Ven. Dybt inde i mit Hjærte er der ogsaa en gylden Draabe. Naar jeg tænker paa Dem, gennemlyser den mit Væsen,

Deres hengivne
Henri Nathansen

 
[1] søndag. tilbage
[2] Niels Hjort: f. 1862, død 7.11.1917 i København, cand. theol., skoledirektør, cand. jur. 1909, fra og med samme år sagfører for GB. tilbage
[3] diligentia ...: "med samme agtpågivenhed som i sine egne sager". tilbage