Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Mørdrup pr. Espergærde. 19. juli 1917

flygtende dog gennemtrængende Blik

Mørdrup pr. Espergærde 19.7.17¹

Kæreste G. B.!

Tit og ofte har jeg tænkt paa Dem i denne Sommer og naar De ikke før har hørt fra mig, skyldes det den horror vacui, som bemægtiger sig mig, hver Gang jeg søger at udtrykke dét, der bevæger sig i mit Sind. Jeg er ikke som De i Stand til at fordybe mig i nyt Arbejde, naar jeg har sluttet et gammelt – Navlestrængen er endnu ikke skaaret over mellem mig og min Sidstfødte. En uhjælpelig Træthed har grebet mig efter Nedkomsten, maaske ogsaa det Tungsindets Mismod, der lurer i Krogene af mit Væsen. Tidens Gru og Haabløshed har vel ogsaa sin Skyld i min Slaphed – hvorhen jeg vender mig, synes jeg, at Sammenbruddet stirrer paa mig med de tomme Øjenhuler. Jeg synes, at jeg som en anden æret Kollega² har mistet al min Munterhed – kommer den mon nogensinde igen?

Og dog er mit ydre Liv jo paa sin Vis lykkeligt. Jeg lever her i rolige Omgivelser, gaar mine Ture, dyrker min Have, søger at finde mig tilrette indenfor 2 de Mure, som Forhold og Skæbne rejser om hvert Menneskes Liv. De har ofte bebrejdet mig min Ensomhed, jeg selv har ofte søgt at sprænge den – atter og atter er jeg vendt tilbage til den som min eneste naturlige Tilflugt. Jeg har i min Bog søgt at give Udtryk for denne Modstrid – faa har forstaaet den, færre har følt noget derved. Jeg trækker mig da dybere og dybere ind i min Hule, søger at forsone mig med Livets Nødvendighed, der ikke spørger om Ret eller Skyld. Og som man kan finde sig tilrette med den mindste Plads, naar Forholdene ikke tillader en større, saaledes indretter jeg mig for Livet i min Krog og trøster mig med, at de fleste til syvende og sidst lever deres indre Liv paa samme Vis, selvom de til daglig færdes i de store Sale, hvor Mennesker mødes for at glemme sig selv.

Paa mine lange Ture, som jeg foretager med en Nabo, der lever omtrent som jeg, falder Talen ofte paa Dem. Vi talte sidst iaftes om Dem, Deres Liv er saa broget, Deres Væsen saa sammensat, at man aldrig naaer til at udfinde dets inderste Hemmelighed. Jeg havde hørt eller set, at De atter havde kastet Dem ind i et stort Arbejde, og vi talte da om, hvad det mon kunde være. Jeg mente, at De atter havde søgt og fundet en Skikkelse, der var stor nok til at kunne optage Deres egen – en Skæbne, der kunde symbolisere 3 Deres egen. En dramatisk Skikkelse, hvis Liv udstraalede Strid, Nederlag og Sejr, en tragisk Skikkelse, der kundgjorde for Menneskene det evige Misforhold mellem Ret og Magt, mellem Skyld og Straf. Vi stansede ude paa en aaben Mark, hvor et Stykke Danmark bredte sig, roligt og velbehageligt, med smaa nøjsomme Haver og kvadratiske Marker, hvor Kornet stod slumrende i Aftenbrisen. Forstørret gennem Modsætningen tonede Deres Billede atter frem i mit Sind, Deres elskede Billede, som jeg altid bærer hos mig, hvor langt vi end er fra hinanden i Tanke og Rum, og jeg sagde, mens den lune Vind legede over det flade Land: "Han er den evig brændende." Min Nabo stod lidt – saa sagde han: "Han er det stærkeste og skønneste Udtryk for Deres Race."

Ak, kære G.B., jeg sænkede mit Hoved og smilte. Smilte baade stolt og bedrøvet. Jeg vilde jo gærne annektere Dem for min fikse Idé, men jeg turde ikke. Jeg gik kun hjemad med en broderlig Følelse for Dem, en Følelse, som De véd, jeg altid har næret, men som iaftes betog mig med overstrømmende Varme. Hvad der i Tiden nu og da har skilt os, er glemt – glemt, som om det aldrig har været. Jeg forlanger ikke, at De skal elske mine Bøger – hundrede store og smaa Poeter og Profeter har fordret, at De skulde falde næsegrus af Beundring og har bagtalt Dem, naar De mismodig rynker Deres 4 Bryn og fandt, at Anstrængelserne var større end Resultatet. Jeg ønsker intet andet, end at De skal vogte Deres egen Ild – brænde, brænde, saalænge der er en Funke i Deres Esse.

Jeg ser paa det Billede, De har sendt mig – det ligger foran mig paa Bordet og stirrer paa mig – jeg synes med roligt Venskab. Nej, det stirrer ikke paa mig, det sér forbi mig, og dog føler jeg, at jeg er indenfor dets Synskres. Har jeg nu og da følt mig udenfor, var det Skuffelse og Mismod, det fik mig til at lukke mine Øjne. Nu ser jeg Dem atter rolig ind i Deres Øjne med det flygtende og dog gennemtrængende Blik. Det har ofte hvilet paa mig, og uudsagt følte jeg, at noget forbandt os, en Hemmelighed, der laa dybere, end vi vidste, en "Ed, vi havde svoret i Himlen". Semper ardens! Og jeg gaar atter min Vej, og De gaar Deres, og hvor langt vi end fjærner os fra hinanden i Tanke og Rum, brænder den samme Ed i vort Sind og forbinder os højt, højt over Dagen og Vejen. Altid brændende!

Deres uforandrede og uforanderlige
Henri Nathansen