Georg Brandes til Henrik Pontoppidan
Sendt fra København. 28. januar 1917
Fransk Aand findes hos Ingen
Kbh. 28 Januar 17
Kære Pontoppidan
Da jeg sendte Dem min Bog, havde jeg endnu ikke ret fordybet mig i Deres; jeg var tvungen til en stærk Concentration. Nu vil jeg gerne lykønske Dem til at have bragt et saa stort Værk til lykkelig Afslutning. De har i digterisk Form givet et Stykke Danmark og et Stykke Tidshistorie, som De har trængt dybere ind i end jeg. Det har efterladt – saa vidt jeg forstaar – samme Følelse hos os begge af at have spildt Kræfter paa Deltagelse i dansk indre Politik.
2 Og nu er dens Vigtighed bleven af ringe Betydning i Sammenligning med de Udslag, Verdensforholdene vil give sig.
Det er dog stor Skade, at Cavling, der saavidt jeg véd engang var Deres Ven, stadigt overgiver Deres Arbejder til Bedømmelse af den Eneste, der nogensinde har skrevet en hadefuld Afhandling om Dem. Han – Lange – har kun én Kategori: Livet, hvilket han alene finder i hvad han selv skriver, skønt det mest er Lejlighedsarbejder til Glorie for Fru Nansen, og alle andre Frembringere troer han at ramme ved at nægte dem Liv. Hvilket Fund for 3 ham at Ordet Døde forekommer i Deres Titel! – Han skal jo nu skrive om Dem igen.1
Noget af det Spartanske, der i Favsingholm kommer frem ved Torbens Bortsendelse af den lille Sygeplejerske, finder jeg i Deres Bemærkning om min Bog, at den var Dem for fuld af Alkovehistorier. Jeg har ikke selv set paa den med de Øjne. Jeg har end ikke lagt Mærke til hvad der var i den af den Art, da jeg med god Samvittighed véd, ikke at have medtaget andet end hvad indre Nødvendighed medførte, og at have udeladt Masser, der vilde have forekommet Publikum 4 pikant.
Stoffet – Frankrig i det 18. Aarhundrede – er jo Danske meget fremmed. Der findes jo i Danmark ingen anden Civilisation end tysk, med lidt engelsk Islæt. Fransk Aand findes hos Ingen, ikke hos Holberg, trods Alt hvad han lærte af Molière, og ikke hos Heiberg, der af Frankrig kun forstod Scribe, som Ingen regner for existerende, ellers kun Tysk, kun Hegel.
Naar jeg engang i Februar kan sende Dem mit andet Bind, som er adskilligt større end første, vil Bogen vist tage sig anderledes ud for Dem.
Men hvor kunde De dog skrive, 5 at Voltaire formodentlig simulerede Impotens for at leve adskilt fra én enkelt Kvinde, med hvem han i Alt sytten Aar var forbunden. Han siger jo i sit Digt udtrykkeligt, at hans Afmagt er den sande Død, i Sammenligning med hvilken den virkelige Død er for Intet at regne.
Min Bog har havt ringe Held. Jeg havde 2400 Abonnenter paa den, jeg skrev om Goethe, mod 1600 paa denne.
To Ting er der, som det danske Publikum alene hefter sig ved, 1) at jeg er gammel 2) at Bogen er tyk. At jeg saa gammel skriver noget saa tykt, er det Eneste, 6 som interesserer. Det rent Fysiske.
Og hvad dette rent Fysiske, Massen og Hurtigheden, angaar overtræffer jeg ganske vist, som De antyder, Dem.
Jeg har skrevet min Bog i ét Træk mellem 18. Juli og 21. Januar, altsaa i et halvt Aar.
Deres Værk har, hvis jeg regner rigtigt, 28,560 Linjer skrevne i 5 Aar, mit 42,536 Linjer, skrevne i et halvt Aar.
Men det er den originaleste2 Maalestok for en Bogs Værdi, jeg endnu har hørt om. Jeg frygter, 7 at Tykkelsen ikke gør Udslaget, i Almindelighed concurrerer jeg med Vejviseren, og iøvrigt gælder hvad Misanthropen siger hos Molière:
Le temps ne fait rien à l'affaire.3
I min Alder er man af visse nærliggende Grunde nødt til at skynde sig, ifald man vil have noget fra Haanden. Tilmed laa jeg to Maaneder syg midt i Arbejdet, og maatte skrive imod et Stykke Pap, jeg holdt i Haanden, en stor Ubehagelighed.
Gid det begyndte Aar maatte bringe Dem noget Godt! Deres G. B.
