Henrik Pontoppidan til Georg Brandes
Sendt fra Snekkersten. 2. februar 1917

den fulde Mand som vilde vælte Rundetårn

Snekkersten.
2d Febr. 1917.

Kære Georg Brandes!

Jeg har altså begået Uret ved at formode, at Voltaire i sit Forhold til en bestemt Kvinde gjorde sig til en Stakkel for at frigøre sig for Overhæng. Men jeg forstår da ikke, at en Mand med hans Livskraft på alle andre Områder, en Mand, der blev over 80 År, kan blive så afmægtig allerede i Fyrretyveårsalderen uden selv at have villet det. Jeg husker en lang Samtale med Strindberg, som dengang også var omkring de Fyrre og netop havde skilt sig ved en af sine Koner. Han var ikke impotent, men han koketterede med, at han ønskede 2 at være det, længtes efter at blive det, "for at økonomisere med sin Tid og sin Kraft". Hjernen var i de År den Afgud, han vilde ofre hver Dråbe af sit Blod. Jeg havde tænkt mig, at Voltaire måske var besat af lignende Forestillinger. Hans Klagedigt over sin Afmægtighed huskede jeg godt√. Men hvad der skrives på Vers, er jo sjelden den hele Sandhed.

Men nu har De altså allerede afsluttet det mægtige Værk. Jeg glæder mig overordenlig til Fortsættelsen. At selve Værkets Volumen imponerer, må De tilgive os. Jeg kan nu heller ikke tro andet, end at det har været Dem selv bevidst, at De satte en Rekord, og jeg tænker dermed naturligvis ikke på det rent fysiske Arbejde, der skal præsteres for at skrive en sådan Bog 3 i et halvt År. Voltaires lange Liv har De i den Tid gennemlevet; De har dissekeret det videnskabeligt og atter udformet det kunstnerisk – hvad man dog ikke gør med Armkræfter alene.

Det blev, som De rigtig skrev, påny Sven Lange, der kom til at anmelde min Bog i "Politiken". Han havde gjort sig store Anstrengelser for at synes retfærdig. Man kunde formelig mærke, hvor han havde svedt under Arbejdet med at dokumentere. Jeg havde virkelig helt ondt af ham. Han baksede med mig som en lille Edderkop med en altfor stor Flue, stak mig hist og prikkede mig her, for at få Livet af mig. Jeg måtte hele Tiden tænke på det gode Råd, der blev givet hin ihærdige fulde Mand, som vilde vælte Rundetårn: Lad det hellere stå!

Jeg havde tænkt på at flytte til København, eller dog at komme Byen noget nærmere; 4 men det lader sig nok ikke gøre foreløbig, da det er umuligt at få Lejlighed. Nu tager jeg måske i Stedet for til Jylland, i hvert Fald for Sommeren. Udlandet er jo lukket.

Iovermorgen fylder De 75, kære Brandes! Fra alle Sider vil der strømme Lykønskninger ind til Dem, og De vil modtage dem med det sarkastiske Smil, der gemmer så megen Vemod. Alligevel føjer min Kone og jeg dristigt vore gode Ønsker for Dem til de andres. Det er os begge en Gåde, at det nu er ti År, siden vi var hos Dem på Deres Fødselsdag1. Når der igen er gået ti År, lever sandsynligvis kun De.

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan

 
[1] på Deres Fødselsdag: det var ikke tilfældet; jf. HPs undskyldningsbrev af 4.2.1907. tilbage