Georg Brandes til Henri Nathansen
Sendt fra København. 16. juli 1909
Forsmag paa dansk Ild og Flugt
Kbh. 16 Juli 091
Kjære Hr. Nathansen
Jeg er her to Dage mellem Jylland2 og Karlsbad, rejser imorgen. (Adresse Station Helenenhof, Karlsbad). Tak for De med et Brevkort, et iøvrigt majestætsforbryderisk, bevidnede mig Deres Interesse. Jeg er i den Grad nedslaaet, at Alt er mig imod, kan ikke indvinde Humør, numererende mine 414 Fortvivlelser3.
Jeg flygter for de franske Parlamentarikere, skønt jeg er indbudt til begge de store Middage den 18 og 19. Men jeg er led ved Alt. Ogsaa Opholdet i Karlsbad er mig paa Forhaand en Gru, endda jeg skal tilbringe Tiden i venligt Selskab. Clemenceaus Følge kjeder mig højligt. Dog man 2 bør ikke læsse sin Forstemthed af paa andre.
Jeg tænker mig, De lever et stille fredeligt Sommerliv og arbejder trøstigt. Arbejde kan jeg slet ikke mere, fordi jeg ikke mere troer det ringeste paa mit Arbejde. Jeg misunder Vilh. Andersen, at han har Fortrøstning til at skrive saadan en stor, smuk Bog4, fuld af Særheder og kløgtige Fund.
Min Menneskeforagt æder mig op.
De skulde set den jydske Presse om mig. Mage til Pøbelagtighed findes kun i Danmark. Det mindste er, at jeg beskyldtes (og i anonyme Breve daglig beskyldes) for at være "krøbet til Korset" i Anledning af at Kongen gav mig en lille rød Æske. Jeg skulde afslaaet 3 den! Jeg har i tretten Aar været Ridder af Æreslegionen. Hvor kunde jeg svare Kongen, at jeg vel tog imod en fransk Orden, ikke imod en danskx)!
x) Dette Krapyl skal nu gjøre mig til Ordensjæger. Jeg har i mere end 10 Aar havt Clemenceau til min nære Ven og havde vel kunnet faa en højere Orden, om jeg satte ringeste Pris derpaa.
Og slige Usselheder som en Orden snakkes og skrives der om, og om jeg bar den, eller ikke, og at jeg ikke bær den, og at jeg talte med gule Støvler paa i Aarhus. Dette med spærret Skrift som umuligt til en sort Frakke. Det er i Aarhus, man skal lære Pariser Elegancens Regler at kjende.
Nej, jeg brækker mig over dem, jeg er syg af dem, jeg væmmes saaledes ved dem, at det forskrækker mig selv.
En ung Amerikanerinde (ikke dansk) gik med et dansk Skib til Kbhavn. Hun sagde mig: De tyske Skibe gaar Kl. 10 paa Slaget. Naar sidste 4 Slag slaar, bevæger Skibet sig. Kl. 11 gaar de engelske fra New York. De danske, der gaar sjældent, sejler officielt Kl. 12. Hun ledsagedes til Skibet af sine Forældre, der var der halvtolv. Kl. 2½ laa Skibet endnu ved Bolværket.
Saadan fik hun en Forsmag paa dansk Ild og Flugt.
Men jeg falder stadigt tilbage. Man skal ikke skrive i den Slags Humør. Jeg har imidlertid ikke andet.
Med ærbødig Hilsen til Deres Frue er jeg
Deres forbundne
G B.
