Georg Brandes til Henrik Pontoppidan
20. december 1895
saadan en god Aand i Deres Bøger
20/12 95.
Kjære Hr. Pontoppidan
Fortryd ikke paa at jeg svarer og takker saa sent. Saa mange Brevbunker og Bogbunker strømmede ind paa mig.
Denne Gang har jeg kun Tak at sige, slet ingen Indvendinger at gjøre. De kjender hvad Ploug i sin Tid kaldte "det ærede danske Folk", og De skildrer det, De næsten alene. De Andre svæver.
Og der er saadan en god Aand i Deres Bøger. Kunde Noget nytte – hvad jeg rigtignok ikke troer – saa vilde en Bog1 som denne sidste virke. Men intet stiger og sejrer uden Pietismen, intet uden 2 den allermørkeste Fordummelse. De Danske anser sig for et godmodigt Folk, de er sikkert et af Jordens ondskabsfuldeste. Det gjælder om dem, hvad en Franskmand sagde om Louis Blanc2 som Taler: Il ne serait pas si méchant, s'il n'etait pas si petit.3 (Han var i Højde en Dværg.) De Danske tro ligeledes, at de er et Folk med sund Fornuft, lyst Sind, livsglad Temperament. Ingen har mindre Virkelighedssans; og det er dog Fornuft; Ingen har i den senere Tid vist mere Hang til en Puritanisme, man troede længst begravet. Er det ikke sandt?
De skal have Tak for Deres venlige Ord om den elendige Avisfejde. Pjalten4 skrev jo strax 6 Spalter paany, den ene mere idiotisk end den anden og alt "dryppende 3 af Sjofelisme", som Aarestrup5 skriver om en Tale. Men jeg svarte udelukkende, som jeg overhovedet svarer, fordi min halvvoxne Datter martres i den Grad af Kammeraterne, fordi hendes Far stadig i alle Aviser betegnes som Løgner, Tyveknegt osv. at Barnet bønfaldt mig om at svare.
I hvilken Grad alt Sligt er mig selv ligegyldigt formaar det msklige Sprog ikke at udtrykke.
Jeg oplevede mere i 5 Uger i London end i 5 Aar i Danmark, fik desuden saare Meget studeret. Gid jeg var Englænder!
Deres
Georg Brandes.
Deres Brev indeholder ingen Adresse. Jeg ved ej om De endnu er i Fredensborg eller hvor.
