Edvard Brandes til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Skjoldsgade 8, København. 25. november 1917
En halv, beskattet Appelsin
FINANSMINISTEREN
Skjoldsgade 8
25/11. 17.
Kære Pontoppidan! Lidt sent kommer jeg med min Lykønskning. Jeg er fornøjet over, at Appelsinen éngang er kommet i den rigtige Turban, jeg ærgrer mig dog over, at det kun blev en halv Appelsin, og at anden Halvdel naturligvis tilfaldt en ædel Idealist til Belønning for uhyre Kedsommelighed. Men saaledes er Verdens Gang 2 og Tidens Tegn, og ingensinde var den hule og skinnende Frase i højere Kurs end for Tiden.
Det er slet ikke dette, jeg vilde. Nej, noget rent praktisk. Naar De i Aar faar en saa stor Forøgelse af Deres normale√ Indtægt – hvad jeg nok tør gaa ud fra – vil De faa et overmaade klækkeligt Tillæg til Deres Skat hvilket vilde berøve Dem en stor Del af denne Forøgelse. Imidlertid har min Ringhed som Finansminister – saalænge jeg da er det – en Bemyndigelse til "i ganske særlige Tilfælde" at nedsætte eller eftergive Skatten. Hvis De engang til næste 3 Aar, først flere Maaneder ind i dette vistnok, vil tilsende Finansministeren et Andragende, vil denne utvivlsomt skønne, at der bør finde Eftergivelse Sted i dette ganske særlige Tilfælde. Hvilket tjener til behagelig Underretning.
Jeg takker mange Gange for Deres Brev. Ja, man indretter sine Teorier efter Forholdene. Jeg er forsaavidt lykkelig, som Livet er mig til Behag og Døden ikke indgyder mig nogensomhelst Frygt eller Bitterhed. Men jeg har samme Grund til Tristhed som De, idet min Kone allerede længe har været syg og stadigt ikke 4 kan vinde sit Helbred tilbage. Hun er saadant virksomt Menneske, saa dette er meget haardt for hende.
Jeg kunde naturligvis skrive en Mængde om Politik og Krig og meget mere, men jeg skal ikke plage Dem.
Jeg forbliver
Deres gamle Ven og Beundrer
Edvard Brandes
