Henrik Pontoppidan til Edvard Brandes
Sendt fra Svendborg. 5. november 1917
Deres lykkeligste År netop nu
f.T. Svendborg
5.11.17
Kære Dr. Brandes!
Det var mere, end jeg havde Lov til at vente, at De i en travl Rigsdagsperiode, overbyrdet med Arbejde og Ansvar, som De i det hele er, skulde tage Dem Tid til at besvare en Fødselsdagshilsen, der dog sikkert bare har været én blandt mange Hundrede. Jeg takker Dem for Deres venlige Brev, der også af den Grund glædede mig, at det konstaterede, hvad jeg nok havde tænkt, at De er gået ind i 70'erne med en ungdommelig Følelse af netop nu at have Deres 2 lykkeligste År. Jeg kan ikke lade være med at minde Dem om et lille Skuespil1, der vistnok nu er en Snes År gammelt, hvor en halvhundredårig Mand sørgmodig udbryder i en Slutningsreplik: "Forbandede Alderdom!"
Det går ikke altid til her i Verden, som de strenge Præster præker.
For min egen begyndende Alderdom ser det i Øjeblikket ikke så lyst ud. På Grund af min Kones vedvarende Sygdom, der igen har nødvendiggjort et – sikkert langvarigt – Hospitalsophold, blev det nødvendigt for mig at opløse mit Hjem i Snekkersten. Mine Døtre er gifte, og jeg duer ikke til at have 3 Fremmede omkring mig. Helst var jeg flyttet til København, men Bolignøden dèr har fordrevet mig til Provinsen. For Tiden vagabonderer jeg på Fyn, og som alle mine landløbende Venner nærer jeg naturligvis meget bitre Følelser mod Dem på Grund af den Ubarmhjertighed, hvormed De mere og mere berøver os vor sidste Glæde, den danske Snaps2.
Alligevel sender jeg Dem min respektfulde Hilsen
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
