Maria Behrens til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Ved Amagerport 5. 7. juli 1924
ærefuld og interessant Opgave
Ved Amagerport 5.
Kbhvn C. 7/7 1924.
Hr. Henrik Pontoppidan!
Idet jeg beder Dem modtage min allerbedste Tak for Deres venlige Brev, må jeg have Lov til at sige Dem, hvor ondt det har gjort mig, at De stadig er lidende. Jeg vil ikke plage Dem med Indvendinger imod Deres Grunde til at måtte afslå mit første Brevs Anmodning; thi den Velvilje, hvormed De besvarede denne har yderligere øget min Iver for Arbejdet med Forlaget. Men eet må jeg tillade mig at anføre: – det var mit ramme Alvor, når jeg så bestemt understregede, at en Serie på 4 danske Bøger – uanset de tre af Forfatternes Ydelser – aldrig vil være så fuldkommen, som jeg ønsker den, hvis vi afskæres helt fra at bruge en Bog fra 2 Deres Hånd. Det er vel næsten umuligt for mig at vove en Omtale af Deres Forfattervirksomhed uden, at det faar et Skær af Anmasselse, og når jeg alligevel beder om Lov til det, må jeg forklare mig ved at sige Dem, at min Ærbødighed for Dem som den Største er så gammel, at den begyndte allerede, da jeg lærte at læse … eller rettere … det var "Det forjættede Land", som åbnede mine Øjne for selve den Viden, at naar Bøger kunde skrives således, måtte det være min Opgave at lære at læse dem. Og jeg ved, at det er gaaet Tusinder af Danske på samme Måde, Gang på Gang møder jeg Mennesker, der taler om Menneskene i Deres Bøger, som havde de mødt dem i Går, Gang på Gang hører jeg også andre tale om den levende Glæde, De har givet os, da De lærte os, hvor skønt et Sprog, Dansk kan være, eller om det Fond af Menneskeviden, vi stadig kan øse af ved at fordybe os i disse Bøger, der aldrig afbleges eller 3 forældes. Dette er mit Forsvar for, at jeg endnu en Gang gør et Forsøg på at omstemme Dem. Var Håbet om at få en Bog fra Deres Hånd kun udsprunget af mit personlige Ønske, vilde jeg aldrig have tænkt mig at plage Dem på ny. Men da vi udsendte vor Indbydelse til Bogkøberne, medfulgte der en "Ønskeseddel", på hvilken vi bad de 5000 Aftagere opgive hvilke Forfattere de især ønskede, at vi skulde henvende os til. Nu begynder "Ønskesedlerne" at komme tilbage og af de ca. 2700, som er indgaaet er der ikke een, som ikke har Navnet: Henrik Pontoppidan stående øverst! … Dette viser dog, at jeg ikke staar alene med min Opfattelse af, at denne Serie bliver mislykket, hvis vi skal undvære Deres Bistand. Iøvrigt har en af vore Medlemmer, en Læge fra Jylland, givet mig en Ide; som så mange andre af de venligt interesserede Mennesker, der ikke nøjedes med at svare 4 kort og godt ved en ganske enkel Indsendelse af "Ønskesedlen", har han vedlagt et Brev, der viser den boginteresserede Mands Trang til at tale om Sagen. Han skrev, "at han i Deres samlede Værker altid havde savnet Deres Skuespil "Asgaardsrejen", som han holdt saa meget af, at han ofte ønskede at opleve det igen ved Læsning". … Da jeg så dette i hans Brev, faldt det mig ind, at jeg slet ikke ved, om "Asgaardsrejen" nogensinde er udkommen i Bogform, – og jeg tænkte da følgende: Hvis Hr. Pontoppidan ikke allerede har udgivet "Asgaardsrejen", og hvis der virkelig ikke findes nogen Mulighed for, at et sådant Ønske ellers kunde komme i Kollision med Forfatterens Ønske eller Planer, så vilde vort Forlag næppe kunne ønske sig en mere ærefuld og interessant Opgave end at få Lov til at udgive det Skuespil, som ved Opførelsen blev set af altfor få af de rigtige Henrik Pontoppidan-Læsere!
Ja, Tanken er måske dum, og det er muligvis upassende af mig at fremsætte den på denne Måde, men hvis der skulde ligge en Mulighed gemt deri, vilde det glæde mig [fortsat nedad i venstre margin:] så meget mere, som jeg altid har bevaret den Teateroplevelse i taknemmelig Erindring og ofte har ønsket, at jeg dog kunde [fortsat nedad i venstre margin på side 3:] få Lov at læse Stykket. Nu har jeg spurgt, og jeg beder Dem tilgive Spørgsmaalets Dristighed, men jeg vil vente med Spænding på Deres Svar. Med Ønsket om en god og snarlig Bedring!
Deres ærbødigst hengivne
Maria Behrens
