Maria Behrens til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Ved Amagerport 5. 24. juni 1924
mit Livs store Chance
Ved Amagerport 5.
København C.
24/6 1924.
Hr. Henrik Pontoppidan!
Idet jeg takker Dem for den Opringning med hvilken De besvarede min brevlige Henvendelse, skal jeg, saa godt det er mig muligt, søge at forklare den Sag, hvorom det drejer sig. Hvis Forklaringen synes Dem mangelfuld eller uklar, beder jeg Dem undskylde, og jeg staar selvfølgelig til Tjeneste med enhver yderligere Oplysning.
Først må jeg fortælle Sagens Forhistorie. Den strækker sig over de Aar, der er gaaet, siden jeg solgte mit lille Dagblad i Kjerteminde og 2 kom her til Byen for at søge et nyt Virkefelt. Mit Kendskab til teknisk Boghaandværk og min Interesse for alt Forlagsarbejde, der blev yderligere styrket ved et kortvarigt Medarbejderskab ved Gyldendal, gav mig den første Spire til Ideen om det nye Foretagende, som jeg nu har lagt Grunden til. Men det, der gav mig Muligheden for at føre Ideen ud i Praksis, var, at jeg skrev det Skuespil: "Spillere", som efter at have været opført på Dagmarteatret i 19231, blev solgt til et stort Teaterselskab i Chikago og New York, hvor det stadig opføres. Det var et Lykketræf; thi jeg har i de senere Aar altid vidst, at jeg som Forfatter aldrig kunde 3 opnaa andet og mere end at blive en nogenlunde habil Underholdningsskribe[n]t. Men Lykketræffet var for mig noget andet og mere end det, at jeg uventet kom til Penge. Jeg har næsten hele mit Liv igennem været fattig, og Fattigdommen var for mig en Lidelse, fordi den fordømte mig til Passivitet, – de Ideer, jeg gærne vilde bringe frem, måtte jeg lade ligge – eller, hvad værre var, – jeg måtte overlade dem til andre, der læmpede dem til efter deres Behov.
Nu kom Pengene og med dem mit Livs store Chance, som jeg nu skal prøve at skildre for Dem:
Jeg havde længe spurgt mig selv, 4 hvorfor Forfatterne her i Danmark er de eneste "Bogarbejdere", der ikke kan leve sorgfrit af deres Frembringelser. Medens jeg arbejdede for Gyldendal, hvorfra jeg gik efter en Uoverensstemmelse med Kontorchef Smith2, havde jeg forsåvidt faaet Svar på en Del af Spørgsmaalet, som jeg havde kunnet se, hvilket uforholdsmæssigt Spild af Penge, et stort Forlag maa regne med. Senere kom de Oplysninger, der for mig blev afgørende, og blandt dem den ene, at Boghandlerne, som er de eneste, der ikke yder noget skabende Arbejde i Bogens Frembringelse, tillige er de eneste, der virkelig tjener noget på den skønlitterære Bog.
Tager vi f.Eks. en dansk Roman på 20 Ark, hvis Pris i Øjeblikket 5 vil være omkring 12 Kroner, så kan vi opstille følgende Regnestykke med et Oplag på 5000 Ekspl.
Forfatterens Honorar: 50 Øre pr. Ekspl.
Boghandlerens Provision: 4–6 Kr. pr. Ekspl.
Forlæggeren:
til Bogens tekniske Fremstilling samt alle øvrige Udgifter: 5½ Kr. pr. Ekspl.
Enhver kan se, at her er noget galt, og naar man ved, at Boghandlerprovisionen, der officielt er 33 1/3 %, som oftest ved private Underhåndsaftaler, stiger lige indtil de 66 2/3 %, så er det givet, at Bogens Udsalgspris stadig maa stige, hvis der skal blive Dækning for Udgifterne til dens Fremstilling.
Min Ide er derfor følgende:
Jeg danner en Forening af Bogkøbere. 6 Foreningens Medlemsantal må ikke være over og ikke under 5000. Disse Medlemmer betaler 2 Kr. om Måneden i Kontingent og faar til Gengæld hvert Aar 4 Bøger, en hvert Kvartal. Første Bog leveres når første Maaneds Kontingent er betalt, d.v.s. når 1/3 af Prisen er erlagt. Men Betingelsen er, at der kan leveres absolut gode Bøger i absolut Førsteklasses Udstyrelse; Kvaliteten maa være den absolut bedste, ellers kan Medlemmerne ikke samles. Men hvis de bedste Forfattere i Landet vil vise mit Foretagende den Ære at betro mig et Manuskript, så kan jeg også levere mine Medlemmer Bøgerne for Halvdelen af den Pris, de vilde koste i Boghandlen. 7 Og jeg kan endda tilbyde Forfatterne 5000 Kr. Honorar, fordi jeg sparer den store og indviklede Administration, der sluger så umaadelige Summer.
Ja, Hr. Pontoppidan, jeg ved, det er dristigt af mig at komme til Dem, men, som jeg før fremhævede, hvis jeg ikke kan holde Standarden oppe på det allerhøjeste Niveau, er det Hele umuligt. Jeg har forberedt alt, har drøftet det Hele igennem Led for Led med de mest erfarne Teknikere indenfor Forlagsverdenen, og hvis ikke Hensynet til de Mennesker, der har hjulpet mig med Råd og Dåd, var givet deri, at 8 flere af dem tjener deres Brød ved Gyldendal, kunde jeg henvise til disse Menneskers Anbefaling af Sagen. Nu står jeg alene; den eneste Reference jeg har er min Sagførers, han kan oplyse om min økonomiske Soliditet. Men jeg gaar så vidt, at jeg vil bevise den Ting i Praksis simpelthen ved at lægge Honoraret på Bordet den Dag, jeg har Forfatternes Tilsagn.
Og – Hr. Pontoppidan – med Deres Tilsagn staar og falder det Hele. Det, jeg beder om, er et Manuskript på indtil 20 Ark, at udgive i Tidsrummet 1. Septbr. 1924 – 1. Septbr. 1925. 9 Bogen vil ikke komme i Handlen, men udsendes direkte til Medlemmerne, der væsentligst består af Studerende, Embedsmænd, Lærere, Landboere osv. Hvert Eksemplar forsynes med Medlemsnr. og Frieksemplarerne med Navn – f.Eks. "Denne Bog tilhører Forfatteren Hr, Henrik Pontoppidan." – Udover Oplaget på 5000 må intet nyt Oplag fremkomme på Dansk; thi det er beregnet, at Bøgerne efterhånden skal opnaa en Slags bibliofil Værdi.
Jeg havde tænkt mig, at den første Serie af 4 danske Bøger vilde blive i Overensstemmelse med det Program, jeg har udkastet, dersom jeg kunde formaa 10 følgende fire Forfattere til at deltage:
Henrik Pontoppidan.
Valdemar Rørdam.
Alexander Svedstrup3.
Karin Michaëlis eller Astrid Ehrencron Kidde.
Og da jeg i Løbet af det sidste halve Aar har gjort forskellige Forarbejder til Medlemstegningen tror jeg bestemt, at denne vil kunne tilendebringes i Løbet af en Maaned, blot jeg kan regne med Tilsagn fra Forfatterne. Og her må jeg gentage endnu engang, at det er Deres Stilling til Sagen, der afgør den. Derfor føler jeg det som et Savn, at jeg ikke kan 11 give Dem anden Sikkerhed for mine personlige Evner til at gennemføre dette, end en Henvisning til, at jeg med noget Held har kunnet gennemføre den lille Forlagsvirksomhed, der hedder "Norden", og hvis Eneindehaver, jeg i Øjeblikket er. Den byder så få Garantier, fordi dens Opgave ligger i at udgive små danske Underholdningsfortællinger til Konkurence imod Nick Carter-Hæfterne, – altså på et ganske andet Felt, men jeg har dog der lært at administrere således, at jeg har opnaaet den økonomiske Succes uden at måtte give Afkald på en vis Kvalitetsfordring. For Resten ved jeg ikke andre, der kan udtale sig om mine personlige Egenskaber, end 12 Hovedbogholderske Frk. C. Wille, der kender mig både som Menneske og som Arbejder.
Ja, dette blev langt, men forhåbentlig har jeg ikke trættet Dem, medens jeg brugte alle de Ord for at forklare mig. Sagen her er min Livsag, – min store Chance for at gøre Gavn og komme ind i en Virksomhed, der har al min Interesse. Hvis De ønsker at spørge eller hvis De vil se det Prøveeksemplar af Bogens Standardtype, som jeg har ladet udføre, staar alt til Tjeneste. Min Sagfører, O/R Sagfører Axel Larsen, står ligeledes til Disposition med enhver Oplysning om det forretningsmæssige 13 og hvad den økonomiske Del af Sagen angaar er også den i Orden.
Og nu vil jeg ikke trætte Dem mere. Jeg ved, at De har været syg, og jeg kan vente paa Deres Svar, indtil De føler Dem stærk nok. Med Ønsket om en rigtig god Bedring forbliver jeg
Deres altid hengivne
og ærbødige
Maria Behrens.
