Literaturbreve I.

Den Regn af nye Bøger, som i Vinterens Løb, og da særlig i Dagene før Jul, falder ned over Landet, er nu, da Vaaren for Alvor er brudt frem, ifærd med at standse, og der er derfor, inden den næste Byge kommer, en gunstig Lejlighed til i ganske korte Træk at resumere Hovedindtrykkene af denne Vinters Litteraturfrembringelser, især da disse i mere end een Henseende frembyde adskilligt interessant. Den hidtidige skarpe Udskillelse imellem et litterært Venstre, "Realisterne", og et ditto Høire, "Romantikerne", findes ikke mere i den Forstand som tidligere; dels har der dannet sig forsonende Mellemgrupper, dels kan man af det egentlige Venstre udsondre en lille yderliggaaende, pessimistisk naturalistisk Gruppe, repræsenteret af et Par meget unge og ungdommelige Forfattere {i.e. Bang og HP??} . Det er jo altid godt at blive færdig med det Værste først, og vi skulle derfor derfor begynde med at omtale disse. Den betydeligste af dem er Hr. Herman Bang, hvis mangesidige Virksomhed som Romanforfatter, Kritiker, Feuilletonist, Dramaturg og Foreragsholder jo har forskaffet ham en Berømmelse af en noget egen Art. Hans i denne Vinter fremkomne to Bøger, Romanen "Fædre" og Novellettesamlingen "Præster", ville næppe bidrage til at forhøie hans litterære Anseelse. "Fædra" er paa sin Viis et ganske dygtigt Arbeide, men dels er Sujettet, en Stedmoders Kjærlighed til sin Stedsøn og deraf følgende Morfinisme, saa uhyggeligt valgt som vel muligt, dels lider Udførelsen af den samme manierede, forvredne og usande Fremstillingsmaade, som Herman Bang nu engang har gjort til sin, og ved Hjælp af hvilken han paa enhver mulig Maade søger at hidse og pirre sine Læseres Nervesystem. Kun ved at se det Hele i den parodiske Belysning, som det fortjener, bliver det Læseren muligt at arbeide sig igjennem dette usunde Mareridt, som kaldes "Fædra", en Anstrængelse, som vi dog ikke ville raade Nogen til at foretage sig, da Udbyttet langtfra svarer til de Lidelser, man udstaar paa Veien. "Præster" ere smaa Anfald af Hysteri, gjennemvævede med enkelte virkelig smukke Scener, der vise, at Herman Bang baade er i Besiddelse af varm Følelse og et virkeligt Talent, som vilde være istand til at præstere noget Godt, naar det formaaede at bryde igjennem det Hylster af Affektation og Forskruethed, hvori det endnu ligger forpuppet. Der er aldrig saa vanvittig en Profet, at han jo finder Tilhængere, og Herman Bang har da ogsaa under sin sorte, graadtunge Fane ligesom Tordenskjold een Mand, der græder; det er Hr. Peter Nansen. Hans Debutarbeide, "Unge Mennesker", røber noget Talent og megen umoden Blaserethed. Den Opsigt, som det ved sin Fremkomst vakte, fortog sig dog hurtigt, og bryder den meget ungdommelige Forfatter sig ikke en Bane i en ny Retning, er det næppe sandsynligt, at han vil kunne udrette store Ting. En Forfatter, der tidligere har skrevet Bøger af en beslægtet Natur, Hr. Joachim ReinhardtReinhardt: Joakim Reinhard (1858-1925): udgav i 1880 (under pseudonymet Fr. Elbert) Ild og Aske, En Fortælling fra vore Dage, romanen(?) Ikaros, 1881, Efter Brylluppet. Fortællinger (1882), Fra Cirkus og andre Fortællinger; 1882. Nye Fortællinger (1883), de her omtalte. Fik opført to skuespil: Helga på Kgl.T. 17.12.1882 (tre opførelser) og Stormen paa Kjøbenhavn på Casino i 1887., synes med sine nye "Fortællinger" at have brudt af med sin tidligere Pessimisme, der er i disse Fortællinger en langt bedre Tone, og de kunne læses af Enhver uden Forargelse, hvad der ikke var Tilfældet med adskillige af denne Forfatters tidligere Arbeide. Som et pessimistisk, naturalistisk Værk kan endvidere nævnes Henrik Pontoppidans "Landsbybilleder". Det er især vore Bønder og deres eiendommelige Liv, han skildrer, men det er særlig de mørke Sider af dette, han dvæler ved, og trods sin aabenbart betydelige Begavelse virker han dog ved den Hensynsløshed, hvormed han bestandig søger at vise det Raa og Hæslige frem, temmelig usympatetisk paa Læseren. Gjellerup, der jo tidligere var et litterære Venstres enfant perdu, og som ved "Rødtjørn" og "Germanernes Lærling" næsten havde forsplidt den Hensynfuldhed, med hvilken hans første Arbeider bleve modtagne, har ved sine to sidste Bøger "Romolus" og "G-Dur" atter søgt at sætte sig i Rapport til den dannede Læseverden. Navnlig "G-Dur" er et fint og yndefuldt lille Arbeide, der gjør Indtryk af at være skrevet ud af en ganske anden Stemning end Gjellerups tidligere Arbeider. Det er dertil en godt komponeret og sindrig bygget lille Fortælling, en Egenskab, vore yngre Forfatteres Bøger sjeldent kunne siges at være overbebyrdede med. Selv om der hist og her kan paavises nogle Pletter, ere disse saa ubetydelige og forsvindende i Sammenligning med det øvrige Fortræffelige, at man kun maa haabe, at "G-Dur" virkelig maa blive den Toneart, i hvilken Hr. Gjellerup fremtidig vil anslaa sin Lyres Strænge. Betegner "G-Dur" et Fremskridt hos sin Forfatter, saa betegner Sophus Schandorphs "Et Aar i Embede" med saa meget større Sikkerhed et Tilbageskridt. Schandorph er baade af sit Parti og af den Del af Publikum, i hvis Smag det Platte og Drøie falder, bleven aldeles mærkværdig overvurderet, en Overvurdering, der jo paa indeværende Aars Finanslov har fundet et eiendommeligt sølvklingende Udtryk. I Virkeligheden har Schandorph aldrig været mere end en Stjerne af tredie eller fjerde Rang. Han er i Besiddelse af et bredt, men ingenlunde særdeles kraftigt eller ægte Lune, men hans Fremstilling der er spækket med en unaturlig Mængde Eder og Kraftutryk, er gjennegaaende udtværet og bred, og Hovedinteressen ved adskillige af hans Bøger maa søges deri, at han, ligesom Gjellerup i "Germanernes Lærling", tegner mere eller mindre bekjendte Personligheder, en Anvendelse af det naturalistiske Princip, der, ialtfald hertillands, næppe nogensinde vil finde Behag hos den bedre Del af Publikum. "Et Aar i Embede" har alle den Schandorphske Romans Feil, men faa eller ingen af dens Fortrin. Det er en kjedelig og usand Bog, som man lægger fra sig med en Følelse af, at dens Forfatter, i alt Fald for Tiden, er temmelig udskreven. Naar vi endnu have nævnt Dr. E. Brandes's fuldstændig i moderne Aand skrevne Stykke "En Forlovelse" samt Iver Iversens, trods en god Stump umoden Radikalisme, ganske friske og lovende Skitser, som han har udgivet under den noget desorienterende Titel "Unge Piger", saa ere vi færdige med, hvad det egentlige literære Venstre har ydet som sin Andel af Aarets Afgrøde, og vi skulle i næste Artikel behandle de Bøger, hvis Forfattere mere eller mindre aabenlyst tone Idealismens Flag.