NKS 2636f 4o (anmeldelser)
[1. udkast]
Henrik Pontoppidan: Landsbybilleder. Gyldendalske Boghandels Forlag.
Først med denne sin tredie Bog er den unge Forfatter naaet saa vidt i Fremstillingsevne, at han kan vente at faa det større Publikums Opmærksomhed fæstnet paa sig, og endda er det endnu for tidligt at ville danne sig en bestemt Forestilling om hans Omraade og hans Fremtid; det er endnu ikke√ lykkedes ham at faa sin egen Form og√ sine ejendommelige Tendenser arbejdede tydeligt ud fra det kun Tilegnede og blot foreløbige. Der er imidlertid en saa intensiv Gjæring i disse Bøger og saa gode Kræfter i Bevægelse, at man med Udbytte kan se lidt nærmere paa det Stykke Vej der allerede er lagt tilbage.
Den første Bog, "Stækkede Vinger", var saa omtrent dødfødt. Det er ikke fordi den er slet skrevet; vel er den lidet original i sin Form, den er gjennemvævet med J.P. Jacobsenske Vendinger og i det Hele tillavet efter den gængse realistiske Recept, men det forhindrer ikke at den har gode Samtaler og Naturskildringer, der tilmed ofte udmærke sig ved et ret frisk og livligt Vid. Ulykken er kun at disse gode passable eller foretræffelige Enkelheder synes valgte i Flæng og blive kastede 2 mellem hverandre hultur til bulter med en ganske forbausende Mangel paa Evne til at sondre mellem Væsenligt og Uvæsenligt til at gruppere til at lede Læserens Opmærksomhed og holde den fast. I denne Henseende vil man sjeldent træffe en mere kejtet Debut og hos en Forfatter der ellers er saa godt hjemme i moderne Teknik som Pontoppidan maa man vel snarest søge Grunden i at han ikke er klar over sit Stof at det der har ledet ham i Valget af Emne er noget andet og mere end det han bevidst har sat sig til Maal.
Alle Omsvøbene hele den utaalelige Vidtløftighed hvormed "Kirkeskuden" Bogens Hovedstykke fortæller om Fattighusdrengens Barndom kan forklares af at det der her egenlig tiltaler Forfatteren er Lejligheden til at lade en vebegavet oprigtigt troende og menneskekjærlig men aldeles upraktisk Præst prøve Kræfter med den haarde snu og ihærdige Landsbymenighed. Alt hvad der siges om Oves Barndom er sagt før og sagt bedre men maaske Pontoppidan kun har grebet dette Emne mellem de mange hans realistiske Læsning bød ham fordi det tillod ham at fordybe sig i Forholdet mellem Kristendom og Virkelighed og fordi han her havde noget 3 paa Hjerte. De Par Scener hvor han kommer ind paa dette er ihvertfald det Eneste i Bogen der har Værdi.
[ 2. udkast]
Henrik Pontoppidan: Landsbybilleder.
Gyldendalske Boghandels Forlag.
Romanen, siger Goethe, er en Art vilkaarligere Epos, hvor Forfatteren tillader sig at betragte Verden paa sin Maade; "det Hele beroer saa paa, om han har en Maade, alt Andet vil nok gaa i Orden af sig selv." Nu, i Et og Alt at have sin egen Maade det er jo kun de sjeldne kun√ de største Digteres Sag, men ligefaldt bliver man dog trods alt Talent i det Enkelte, hurtigt træt af de altfor uselvstændige Naturer, af disse kjedelige magre Køer, der kan sluge Alverden uden selv√ at blive federe. De kan nemlig atter og atter behandle de rigeste sociale og psykologiske Emner, uden at de voxe det Mindste i Klarhed og selvstændigt Syn, i Stemnings- og Tankefylde, og det ganske simpelt fordi, hvad de end tager fat paa, deri kun se en Anledning til at anvende Skolens Teknik og gjennemføre Partiets tillærte Synsmaade. Som vort realistiske Marked i de sidste Aar tidt nok viser, kan de gjøre det med megen Dygtighed og 2 virkeligt Talent men Alt hvad de frembringer er og bliver Doubletter.
Om Henrik Pontoppidan er det muligt at han kan og vil noget mere. Endnu er han for overvældet af de lidt ældre Samtidige, hos hvem han har gaaet i Skole, til at hans Egenart kunde træde frit og fuldstændigt frem men den er dog allerede udpræget nok til at man med Udbytte kan søge at bestemme den og se lidt paa hvad der hos ham truer dens Udvikling og hvad der begunstiger den.
I hans første som Helhed mislykkede og forskrevne Bog, "Stækkede Vinger", var der et Par gode tilløb til at skildre Forholdene i en Landsbymenighed, Brydningen mellem haarde, snu, ihærdige Bønder og en velbegavet, oprigtig troende, menneskekærlig, men aldeles upraktisk Præst. Fraseet at Naiviteten i en tre fire af Præstens Repliker var gjort alt for grovt haandgribelig var navnlig følgende Samtale et for en Begynder ualmindelig dygtigt Stykke Arbejde:
Pastor Østrup gaaer sin Aftentur og møder halte Ane, som kommer tilbage fra Tugthuset, hvor hun har siddet ti Aar for Drab. De standse, vexle et Par Ord og Pastoren beslutter at føre en Hovedslag mod denne forvildede Sjæl:
"Hør Ane – skal vi To ikke gaa lidt hen ad Vejen sammen?"
"He, saadan sa' ogsaa han, Søren [hendes Forfører som hun dræbte], den første Gang. Den Vej gik til Spindehuset! – Men paa den Manér mener Præsten det kaske itte?"
"Min Vej fører gjennem Guds Hus – Ane!"
Han maner til Omvendelse og mod al Forventning lykkes det ham at faa Haand i Hanke saavidt, at hun taler ud og hendes tilbagetrængte Livskrav, Fortvivlsen over de tabte Aar og den forspildte Fremtid, kommer stærkt og lidenskabeligt til Orde. Det skræmmer Præsten og, hvad der er ypperligt, ogsaa Ane selv, men nu finder ham det rette Ord. Dette kraftige Virkelighedsindtryk river ham ud af hans tilvante abstrakt-dogmatiske Tankegang:
Det var næsten, som om alle Psalmer og Bibelvers var gaaet ham af Minde, og saa sagde han blot: "Ane! – bliv 4 god igjen, Ane."
Den Inderlighed, hvormed det blev sagt, tøede Noget op i hende: "Hr. Pastor! – hvad kan jeg – skambidt som jeg er?"
"Søg igjen at vinde din Plads blandt de Andre her – Ane!"
"De slipper Bindhunden paa mig – Hr. Pastor!"
Nu var alt i bedste Gænge men uheldigvis, og dette er atter ypperligt, leder et tilfældigt Udtryk igjen Pastoren ind paa de kjendte Baner, paa Omvendelsens Veje og Orden, og nu glider han ad Ideassociationens Strømme med voxende Fart bort fra hende og fra Situationen:Gud har stængt'1 alle Veje, alle Døre haardt for dig, for at den Vej, den Dør – Kirkedøren, Ane! – kunde springe op for dig (...) Tro mig – man lever lykkeligere med Guds Naade end med hans Vrede."
Anes flade Bryst arbejdede hurtigt og anstrengt. "Ja – ja – ja!"
"Det er saa forunderlig velsignet at have Fred (...) Fred i sit Hjærte, Fred i sine Tanker, Fred i sin Død. Den kan ikke kjøbes for dyrt, og saa drysses den dog ned i vort Skjød af Guds naaderige Hænder, blot vi strækker Haanden ud efter den – Ane!"
Udmærket smukke Ord, men ved denne Lejlighed saare ilde 5 anvendte. Nu har Præsten selvfølgeligt tabt Slaget og Ane svarer, hvad der vel giver Forfatterens Hovedtanke. "Hvorfor tale saa smukke Ord til mig? Hvorfor gjøre det værre for mig usle Skrog ved det? – Nytter ikke for mig – En maa leve." Saa vil hun bryde af, men da hun faaer Færten af, at han maaske vil give hende Noget, slaaer hun pludselig om og udbryder i den ynkeligste Tone:
"Ak! – jeg vil saa gjerne det Gode og Skjønne og Riæle – og saadan. – Jeg vil saa gjerne frelses. – Ak! Gud og Vorherre give, jeg maatte blive hjulpet."
Præsten lagde et Guldstykke i hendes Haand med de Ord: "Gud hører altid en oprigtig Bøn – husk det, Ane! – Og kom nu til mig, naar du sjælelig og legemlig trænger til min Hjælp. Bed og gjør Bod, og glem heller ikke Kirken om Søndagene, Guds Dag. Hans Velsignelse over dig – Ane!"
Hun (...) drev saa om ad en Sidevej, just ved. Men der stak hun i et Grin og mumlede: "Ja, Gu' i Kirke – Fa'lil!"
Præsten blev ved at følge hende med Øjnene fra Hovedvejen, indtil hun svandt bag en Bakke. Ved det sidste Glimt stak han Haanden bag Frakken, og sagde højtideligt, men stærkt: "Hun er frelst."
Denne Samtale med dens virkelige dramatiske Liv er ikke blot som løsreven Enkelthed det Bedste, Pontoppidan hidtil har skrevet, men hvad man dengang kun kunde formode 6 det fører "Sandinge Menighed" og "Landsbybilleder" nu Beviset for, den er typisk for Pontoppidan og giver os Nøglen til hans Forfatter-Stilling.
Istedetfor halte Ane og Pastor Østrup kan man nu sætte en hel Række nye Værdier ind. Pastor Momme og Lone, de rige kjøbenhavnske Grundtvigianere og Boel, de begejstrede Studenter og Arbejderne (alle i "Sandinge Menighed"), Kjøbstadens Skjønaander og den maleriske Husmandshytte (i "Kirkeskuden"), Pastor Rude og Grethe, de rovgjerrige Fiskere og de beundrende Kunstnere, den sløvede Gaardmandskone og vore Retsformularers tunge Højtidelighed (alt i "Landsbybilleder"): hvor forskjellige end alle disse Factorer er, saa er Forholdet stadigt det samme, den nøgne, strenge og haarde Virkelighed, der stilles mod en falsk eller dog luftig/overflyvende og magtesløs Idealisme.
Hvor vil saa Pontoppidan hen med alt dette? Ja, det ser man ikke. Den anførte Samtale f.Ex. er jo i høj Grad flertydig. En rent neutral Opfordring til praktisk Sjælesorg, der burde fremdrages paa et Pastoralseminarium – et radikalt kristeligt pietistisk Krav paa at Sjælesørgen 7 personligt maa kende Synd og Nød, en Mindelse om at der fra Dannelsens, Velværets og Uforsøgthedens Fjernhed ikke lader sig noget udrette for Livets Fattige – en Protest mod al Kristendom, et Forsøg paa at vise at den er en ophøjet men rent illusorisk Lære – et praktisk materialistisk Indlæg, som foretrækker gode Erhvervs- og Ernæringsforhold for al Verdens kjønne Ord, alt dette lader sig finde i den, og selv om man tager hele Contexten med, bliver det ikke klart, hvad der er hvad. Rimeligvis er det intet af alt det der ligger bagved, men et mere Ubestemt og foreløbigt, der holder sig Muligheden for at slaa ind paa alle disse Veje aaben. Et ligefremt personligt Had til Frasen, en Forargelse paa al falsk Idealisme, støttet til et stærkt Indtryk af hvor tung Tilværelseskampen er, til hvilket Lavmaal af Tanker og Interesser, den indskrænker de laveststillede – det er Forfatterens Grundstemning, og til den synes han at hengive sig, uden ret at vide, hvor langt den vil føre ham eller hvor vidt han vil gaa.
