Replik til Forfatteren Hr. Henrik Pontoppidan

Hr. Forfatter Henrik Pontoppidan!

Tak for Deres i "Hovedstaden" for 4. Februar offentliggjorte Svar paa min Henvendelse.

Til Oplysning om, hvilken Type af Mennesker, De har haft i Tanke, da De i Deres Foredrag henviste til de "enfoldige", nævner De afdøde Docent Ludvig Fejlberg.

Dette er af betydelig Værdi for den rette Forstaaelse af det paagældende Punkt i Foredraget. Det er altsaa ikke ganske "almindelige Mennesker", aandelige Smaakaarsfolk, hvis Filosofi ikke rækker synderlig vidt ud over dagligt Husbehov, De har tænkt paa. Ludvig Feilberg var ikke noget helt almindeligt Menneske. Om han var, hvad man i ædleste Betydning forstaar ved enfoldig, skal jeg ikke komme nærmere ind paa. Jeg skal i hvert Fald ikke bestride, at han, idet han fulgte sin Trang til at vinde Klarhed over Livsproblemet, ærlig og med ejendommelig Ævne stræbte efter Enfold. Men det synes mig noget misvisende at opstille Enfold i Ludvig Feilberg'sk Forstand som Modsætning til "Aandens store". Jeg paastaar ikke, at Ludvig Feilberg hørte til Aandens store. De nævner ham "denne ulærde Ingeniør og Tegnelærer". Han var – maaske – ikke lærd. Han var ganske vist ikke Akademiker. Men dette vedkommer lige saa lidt som hans Produktions ringe Omfang hans Storhed som Aand. Aandsstorhed er vel netop – bl. a. – betinget af Graden af Enfold. Er ikke selv Geniet en storstilet Enfold? Og er det ikke saaledes, at de Aandens store, som manglede Enfold, naaede allerede derfor aldrig frem paa Række med de største?

De har forøvrigt vistnok Ret i, at Aander som Ludvig Feilberg burde studeres noget mere indenfor Kirkemuren. Ikke som Korrektiv til Kirkelæren, hvad jeg straks skal komme tilbage til. Men som Hjælp til at lære Nutidsmennesket Psykologi, Tankeveje og Sprog at kende, hvilket alt sammen er af stor Værdi ikke mindst for Præster. Jeg maa dog i al Beskedenhed bemærke, at selv om netop Ludvig Feilberg – endnu – utvivlsomt er for lidet kendt af det læsende og tænkende Kirkefolk, er der dog andre Nutidstænkere, der er gode Bekendte i danske Præstegaarde og dannede, kirkelige Kredse. Jeg skal blot nævne en Bog som den amerikanske Tænker William James's: "Religiøse Erfaringer", der har oplevet at udkomme i Folkeudgave paa Dansk med Forord af Professor Harald Høffding. Eller lad mig af vor hjemlige Literatur nævne Professor J. P. Bangs Værk om det religiøse Sjæleliv, hvoraf der indtil nu foreligger de to første Bind, og som fører ind i Nutidens religionspsykologiske Studier. Der foreligger ogsaa i den kirkelige Literatur Vidnesbyrd om, at Nutidstænkningen ikke undlader at sætte Spor i dansk Præsteliv. Jeg nævner en Bog som Pastor Martensen-Larsens: "Tvivl og Tro". Jeg giver Dem gærne Ret i, at der kan være noget lidet opbyggeligt i den Maade, hvorpaa indre Spørgsmaal af dogmatisk eller kirkepolitisk Natur stundom bringer det gamle Ord om "rabies theologorum" i Erindring. Men det forekommer mig uberettiget at anlægge paa Nutidskirkens Forhold overfor Strømningerne ude fra Synspunktet af en stillestaaende Dam, hvor Andemaden uforstyrret faar Lov at brede sig.

Jeg vender imidlertid tilbage til, hvad Kirken kunde tænkes at hente hos Nutidstænkere af Ludvig Feilbergs Støbning til Fremme af sin særlige Opgave overfor Nutidsmennesker.

Nutidstænkningen lader i alt væsentligt det egentlige dogmatiske upaaagtet. Den beskæftiger sig paa empirisk Vis fornemmelig dels med det menneskelige Sjæleliv, dels med Tilværelsesproblemet overhovedet. Netop i disse Henseender er Ludvig Feilberg typisk. Det er ikke let at se, hvorledes Forskning af denne Art paa afgørende Maade skulde faa Indflydelse paa det, der er det dogmatiske Kærnepunkt i Kirkens Tro: Frelsen i Jesus Kristus fra Synd og Død. Vi kan af Nutidstænkningen lære noget om, hvorledes vi skal bringe Vidnesbyrdet om denne Frelse nær til Nutidsmenneskers Bevidsthed og religiøse Trang. Men Sagen selv hører just til det, der for den troende staar personlig og evig fast.

Nu vil De maaske svare, at just fra dette den kristne Tros paastaaede Kærnepunkt skriver sig for en Del den kirkelige Forkyndelses Utilstrækkelighed overfor moderne Mennesker, idet det er ganske andre Spørgsmaal, der religiøst beskæftiger disse. Fremfor alt da selve Tilværelsesproblemet. Den, der paastaar dette, har til en vis Grad Ret. Men der er for mig ingen Tvivl om, at det ikke desto mindre vilde være ganske forfejlet, om den kirkelige Forkyndelse lagde en Hovedvægt paa at angribe det religiøse Problem fra denne Kant. Af mange Grunde. Jeg skal nævne et Par af de mest nærliggende.

Tilværelsesproblemet er ikke det religiøse Livs egentlige Brændpunkkt, men mødes saa at sige paa begge Sider af dette, baade før og efter. Det er for den i intellektuel Udvikling værende Personlighed et Problem, der melder sig paa et forholdsvis tidligt Tidspunkt, endnu førend den egentlige personlige Alvor i det religiøse Anliggende har tiltvunget sig Herredømmet over Sindet. Og det vedbliver at beskæftige Tænkningen, ogsaa efter at Personligheden er naaet til Ligevægt og Klarhed gennem den religiøse Grebetheds Oplevelse. Tilværelsesproblemet er overhovedet et saadant, der henvender sig til Tænkningen, og der kan over for det blive Tale om en religiøs, ogsaa en kristelig Filosofi, lige saa vel som om f. Eks. en naturvidenskabelig. Men det kan aldrig blive Kirkens Hovedopgave at docere Filosofi. Selv hvor Prædikanten magtede noget i den Retning, hvad ingenlunde kan stilles som Fordring til enhver, vilde han i bedste Tilfælde naa at yde et aandfuldt, interessant Foredrag, som vilde gaa de fleste over Hovedet, og i hvert Fald for alle de dybest og ægtest hungrende vilde blive som Stene for Brød. Og Resultatet vilde snart blive, at Kirkerne blev prædiket tomme.

Og hertil kommer, at de Mennesker, for hvem det religiøse Problem endnu væsentlig beror i Tilværelsesproblemet, i Virkeligheden trænger til at føres ganske anderledes ind i Dybden af det personlige, eller om De vil, til større personlig og praktisk Enfold. De trænger til at se sig selv i Lyset af det evige Hellighedskrav, til at faa flyttet deres religiøse Optagethed fra Tænkningens Omraade over paa Samvittighedslivets.

Det religiøse Brændpunkt bestaar med andre Ord i Spørgsmaalet om Synd og Frelse. Og naar Kirken "fra første Færd slog saa mægtigt igennem", var det sikkert ikke "i Kraft af sit stolte Naturindhold" (Ludvig Feilbergs af Dem citerede Paastand), men fordi den havde et Budskab at bringe som Svar paa hint Spørgsmaal, et Svar, som var i Stand til at tilfredsstille.

Dette Budskab: Frelsen i Jesus Kristus, har Kirken at forkynde den Dag i Dag. Og det viser den Dag i Dag sin Tilstrækkelighed, overalt hvor et Menneske har oplevet i fuld Alvor, hvad det vil sige at være en Synder. Det er ikke i Forholdet til den moderne Videnskabeligheds Postulater eller Resultater, at man skal vente i Prædikerne at finde de af Dem efterlyste "Mærker af de nøgne Knæ mod Gulvets Fjæle i Nattens Timer" ("Hovedstaden"s Referat af Deres Foredrag). Nattekampen i Lønkammeret gjaldt noget andet og mere personligt. Og lægger De ret Øret til, vil De vistnok i Nutidsprædikenen i den danske Kirke kunne høre umiskendelig Efterklang af hin Kamp.

Men har jeg Ret i, at det er et Budskab af denne Art, der religiøst set dybest paakræves, da ser jeg ikke Berettigelsen af Deres Visen bort fra Kirken. Hvor er de Aandens store eller enfoldige, der har bedre Svar at give de fredløse Samvittigheder, end det Svar, han gav, der sagde: "Kommer hid til mig alle, som lide Møje og ere besværede, og jeg vil give eder Hvile"? Han, den aandsstore og enfoldige trods nogen, der lærte Mennesker at bede Fadervor! Jeg ser ikke, at De har vist os det.

Men i saa Fald forekommer det mig, at den Sag, De ved Deres Foredrag har sat under Drøftelse, er saa alvorlig, at Præstekjolens nypressede Folder og Billedet af Præstekraven som en Glorie, der er faldet ned om Halsen, fordi Hovedet var for lille, egentlig ikke er vel anbragt.

Jeg indrømmer gærne, at De i Deres Foredrag har lagt os Præster et og andet, som vi har Gavn af at tage os til Indtægt. Men i det hele og store forekommer det mig, at Deres Synspunkt har været anlagt for ensidig æstetisk over for en Sag, som dog har en Rækkevidde, der gaar langt ud over det æstetiske.

De har citeret Ludvig Feilberg. Jeg drister mig til det samme, skønt – det indrømmer jeg – Ludvig Feilberg slaar haardt, i hvert Tilfælde, naar han tager det ensidig æstetiske under Behandling. Jeg sigter til Stykket om Bogfinken i "Om sjælelig Ringhed", 4. Hæfte, Pag. 140 (Udgave 1902):

"Vi stod og saa paa en Bogfinke, der sad og sang oppe i et nylig udsprunget Bøgetræ. Man skulde egentlig tro, at Skaberen maatte have naaet det fuldkomne, da han kom til Fuglene. Saadan et nydeligt lille Væsen med en Evne til at bevæge sig, som Mennesket maa misunde den, og øjensynlig ogsaa med en Evne til at glæde sig, man meget maa misunde den. Men Udviklingen gik videre. Det var aldeles ikke Letheden og Glæden, det kom an paa, Skabningen skal yde (eksternere). Den skal ikke flyve, og den skal se lidt paa Afstand paa Glæden nede fra Jorden. Disse smaa Internanter der oppe i Træerne er pæne nok; men de yder intet med deres Glæde, de eksternerer ikke. Det er altid dette: "Hvad bringer du ud?" Det er aldeles ikke Idealet for en Skabning at være Bogfinke. – Ligesaa er det i Grunden i Samfundslivet. Det lette, fine, skønne, elegante, æstetiske, saakaldte dannede kan være godt nok, men der kommer saa lidt Externering ud af det. Det er altid Internering og Kredsning. Pas paa og kom ikke til at høre til disse Bogfinker, hverken i social eller literær Retning! Det er egentlig det, vi trænger til at faa Øjnene op for, at disse bevingede Skabninger – i hvert Fald som Forholdene i Øjeblikket er – er Tilværelsens Skadedyr, der har Hovedansvaret for den aandelige Nød og Elendighed, vi i Øjeblikket lider under. Det er Kulturens aandelige Lethed og Løshed, der har ødelagt os, den stadige Internering og Kredsning paa den usleste Maade. – – – Den Dag, vi faar styrtet denne aandelige "Kultur", vil en af de største Anstødsstene for Menneskehedens Lykke være fjærnet. Men der skal en ny Slægt til, uddannet paa andet Grundlag end det nuværende, paa Naturens solide Grundlag i Stedet for paa det selvgjorte, æstetiske, hvorpaa nu al Ting hviler. – Æstetikens Tid maa allerførst have Ende."

Saa vidt Ludvig Feilberg. Maa jeg for at afværge enhver Misforstaaelse tilføje, at naar jeg har anført disse meget skarpe Ord af den Forfatter, som De selv har givet Anvisning paa, har det selvfølgelig ikke været min Mening at rette dem mod Dem selv eller Deres Produktion, men kun mod det Synspunkt, De har anlagt over for Kirken og dens Mænd, og som ventelig er bleven opfattet rent æstetisk af en Del "moderne" Mennesker.

Men derved er der blevet ydet disse en Haandsrækning af tvivlsom Værdi.

Horsens, d. 5. Februar 1914. Deres ærbødige
Thordur Tomasson.

(Hovedst.)