Henrik Pontoppidan 80 Aar

Midt i Højsommeren, som kom sent, men dejligt, fejrer Henrik Pontoppidan sin firs-Aars Fødselsdag. Oppe i Rørvig, den Plet Jord, som han har fundet mindst fremmed i det fredløse Danmark, samler han i Dag nogle faa Venner hos sin Datter. Jeg vil tro, Vilhelm Andersen er iblandt dem.

Firsindstyve Aar er mange Aar. De fleste mærker de med Ælde og Svaghed. Men ikke Pontoppidan. Han er nok blevet gammel, men han er ikke blevet svag. Skønt de mange Aar, der ligger bag ham, har været fyldt af en Trang til Virkelighedserkendelse, som maa have svedet ham i Sjælen, fejrer han sin høje Hædersdag klar i Tanken og ubøjelig i Viljen. Det er ikke mere end et halvt Aar siden, en af hans smaa, blaa Erindringsbøger bragte Bud om, at Galden stadig var flydende og Pennen uforandret spids hos den store Uforsonlige. Og at Angsten altsaa ikke er blevet ringere med Aarene. Naar Festdagen er omme, vil han arbejde videre paa sine tornede Erindringer, og snart skal vi igen varme os ved hans Harmes klare Ild og brænde os paa hans Tvelys' blaa Flammer.

Da jeg drog paa Ferie i Aar, fyldte jeg min Kuffert med Pontoppidans Samlede Værker. Som vældige graa Cementsten laa de tunge Bind dér mellem Poloskjorter, nystrøgede Slips og en blaa B. P.-Badedragt. Haarde, tunge og kantede blandt Sommerens elskværdige Attributer. Og saa gav jeg mig til at læse Pontoppidan igen. Det gør jeg næsten hvert Aar. Pontoppidan er en af de Forfattere, jeg er forfalden til at blive ved med at tage ned fra Reolen og læse – en Novelle en Aften, et Kapitel, som man er kommet til at holde særligt meget af, en 45 anden ledig Stund. Med Pontoppidan har jeg altid kunnet glæde mig og trøste mig. Han er for mig som for saa mange andre en af de konstante Forfattere, ikke en Oplevelse en Gang og saa aldrig mere, men en Genoplevelse, hvilket jo paa finere litterært Sprog vil sige, at han er Klassiker.

Men i Aar har jeg ikke blot drysset rundt i Pontoppidan. Jeg har læst ham fra den ene Ende til den anden. Og det var som altid en Oplevelse, men stærkere denne Gang, fordi jeg kom til den fuldstændige Pontoppidan saa at sige bagfra. Hvad han viste sig stor nok til at kunne taale, skønt det er saa svært.

For det er jo ingen Sag at tage sig ud, naar man er ny og ung og staar midt i Tiden, som den, der kender dens Hemmeligheder og har følt den paa Pulsen. Jeg forstaar saa godt det overvældende Indtryk, Pontoppidans Bøger maa have gjort paa de Generationer, der var samtidige med dem, og hvis Liv de skildrede. For selv paa os, der er unge i Dag, virker dette store Forfatterskab som en direkte Henvendelse, som noget paa een Gang brændende aktuelt og tidløst personligt. Baade som Romaner og som Anklager rager Pontoppidans Hovedværker op over alt, hvad der er skrevet før ham af dansk realistisk Litteratur, og alt, hvad man har forsøgt siden. Han begyndte med at overflødiggøre Schandorph og endte med at lægge Vaabnene fra sig hos Jacob Paludan, den betydeligste af hans Elever i Nutiden. Og over hele denne Periode i dansk Digtnings Historie – fra Firserne til Verdenskrigen – rejser han med sine Bøger et Monument, i hvis Skygge Samtidens øvrige Romanlitteratur kryber sammen som blege Børn. Hvad fortæller vores store Hjemstavnslitteratur os, som ikke staar meget bedre i Det forjættede Land? 46 Hvilken københavnsk Fortvivlelse og Desperation prøver Bang og Sven Lange paa at skildre, som ikke træder uhyggeligere frem i De Dødes Rige? Og hvilken Udviklingsroman blandt det halve Hundrede, som er blevet skrevet af Pontoppidans ældre og yngre Samtidige, naar endelig saa dybt i det individuelle og saa vidt i det danske og almene som Lykke Peer?

Man ser det bedst, naar man som sagt kommer bagfra til Forfatterskabet og bag paa dets Digter. Her har man i Aarevis læst og anmeldt og rost og prist Rækker af moderne danske Romaner, som visselig ogsaa havde deres Fortrin – men hvor de dog skrumper sammen og bliver til Kleinkunst ved Siden af Pontoppidans! Det er, som om dansk realistisk Kunst har toppet og er dalet igen. Drachmanns Romaner er jo blot lyriske Eruptioner og russiske Erindringer, Topsøes fine, stilfærdige Bøger er netop saa svage i Mælet, J.P. Jacobsen er mere Romantik og Drømmeri end Realisme og Handling. Men med Pontoppidan rejser Virkelighedslitteraturen sig til det, der er dens Mening: et Billede, som er fuldstændigt, og en Anklage, som er væsentlig. Siden er Billedet slaaet i Smaastykker. Nutidens Romanforfattere pudser flinkt paa hver sin Stump, og Anklagen er forsvundet – undtagen netop hos Paludan.

Henrik Pontoppidan opfylder en Stræben, som er hele det nittende Aarhundredes, og et Program, som var "det moderne Gennembruds". Men han gør det rigtignok paa sin egen Maade. Hans Realisme er en større Realisme end Gennembrudsmændenes, fordi den naar saa langt ned, at den ogsaa omfatter den Romantik, der sniger sig som Skygger gennem Sjælene under det gladsindede Oplysningsfilisteri. Og hans "Sætten Problemer under Debat" 47 blev saa meget betydningsfuldere, fordi han ikke nøjede sig med at drøfte otte Timers Arbejdsdag og fri Kærlighed eller ikke, men rejste Spørgsmaalet: Hvad førte det saa til, at vi overhovedet satte Problemerne under Debat? Hvad kom der ud af "det moderne Gennembrud" i Litteratur, Folkeliv og Politik? Hvortil der som det sidste og mest direkte Spørgsmaal lød fra ham: Og hvad tør vi overhovedet tro om dette Folk, der blev givet "fri", og det Danmark, som Naturalisme, Individualisme og Radikalisme har præget og pløjet igennem fra Nederlagets 1864 til Genforeningens 1920?

Med saa væsentlige Problemer beskæftiger Pontoppidan sig. Deraf hans Aktualitet. Han fortæller jo ikke blot, hvordan vore Fædre bar sig ad, men han spørger i Dag maaske mere tvingende end nogen Sinde os der kom efter, hvad vi vil gøre med den Arv, de har efterladt os? Hvor rammer hans Skildring af Firsernes Grundtvigianisme haardere end i den danske Folkehøjskole i Dag, som i sin Søgen efter nye Veje kunde begynde med at raadspørge Pontoppidan og i "Det forjættede Land" slaa de Fejl og Brøst efter, der har ført til dens Krise? Paa samme Maade: hvem kan saa direkte finde sin vejløse og vidløse Individualisme hudflettet og afsløret i Pontoppidans Skildring af Halvfemserne som et moderne, forvirret Bourgeoisie, hvis Lykkedrøm forlængst er mere flosset i Kanten end Lykke Peers og indgaaet til et meget mindre heroisk Endeligt? Og endelig: hvor i Nutidens konservative Aviser, i hvilke "reaktionære" Ledere finder Radikalismen sin personlige og politiske Fallit saa skaanselsløst udleveret som i Pontoppidans Tidsbillede – "De Dødes Rige" – af Partiets store Sejrsaar fra Aarhundredskiftet til Verdenskrigen? Hos Pontoppidan skildres den 48 ganske Modernisme i sin Ophøjelse og Triumf, i de Aartier, da den takket være den ydre Sejr fik Lov til at indrette Landet for os, som kom efter. Og allerede ved Roden finder Pontoppidan Orme, som gnaver.1

Det var ikke underligt, at Edvard Brandes' haarfine politiske Indregistreringsapparat markerede "ustadigt", da man bød ham Henrik Pontoppidan som Medvider og Medkæmper i Marchen mod det moderne Gennembruds Sejr. Det var nok en Kirkefjende og en Anti-Estrupianer, som her meldte sig blandt de halvtreds, der bar Landet og vilde Lys over det. Men Religionen hang ved ham, som en uafrystelig Forudsætning, og i sin Tro paa Fremskridtet konfirmeredes han ikke ved Forliget og ved at overvære Individualismen og Naturalismens uhæmmede Triumf. Han rev Masken af Overmennesket med dets "store Lidenskab" og stak Hul i Overtroen paa Naturen, saa at dens Giftgas strømmede ud i den moderne Danas Have, hvor, som han sagde: "Eva aad med hver lysten Gorilla." Saaledes fulgte ganske vist ogsaa han det glade Kampraab om at sætte Problemer under Debat – men det var næppe paa denne Maade, Partiet havde ventet Problemerne løst.

Eller løste han dem ikke alligevel?2

Pontoppidans Bøger er nok Tidsbilleder, og mod det, der er Tidens, retter han sin Haan. Men de er ogsaa Evighedsbilleder, og mod det evigt menneskelige rækker han sin Medfølelse. Han fordømmer det, som Mennesker gør ved sig selv og andre, men han fælder ingen Dom over Mennesket selv. Han blev aldrig Medvider i det moderne Gennembrud, men han blev som ingen anden vidende om, hvad det kostede Mennesker at leve med i det. Deraf Tvelyset, som er den særlige Belysning i Pontoppidans 49 Bøger. Snart haaner han, og snart trøster han. Det er til at misforstaa, og det er ogsaa blevet misforstaaet, naar man er gaaet partipolitisk til hans Bøger. Man har fra Reaktionens Side beskyldt hans Anklage for at være fejg og fra Radikalismen hans Kærlighed for at være isafkølet. Sandheden, som har gjort ham til den store realistiske Digter, den realistiske Periodes største, er den, at han har forenet Had og Kærlighed i sit Sind i samme hede og urolige Blanding, som i det Liv, den Virkelighed, der er hans Stof. Det er derfor, han baade er i sit Værk og uden for det. Hans Bøger er gennemglødede af Personlighed og Patos – og dog spørger mange Mennesker ikke uden Grund: – Jamen, hvor staar Pontoppidan selv? Er han blot en Indregistreringsmaskine, som Naturalismen ønskede, at dens Digtere skulde være? En Noteblok og en Blyant ? Nej: ogsaa i den Retning baade svarede han til sin Tids Teorier og gennemborede dem, at han indregistrerede og opnoterede mere og sikrere om Hverdagens Danmark end nogen anden – og samtidig viste, at det der gav Stoffet Liv og Værket Rejsning, var Lidenskaben og Meningen bagved. Gjorde det ham da ringere, at hans Lidenskab forstod Mennesker, hvor hans Meninger maatte advare mod deres Handlinger?

Kun een eneste Gang er Lyset hos Pontoppidan ikke et foruroligende3 Tvelys, men en ætsende klar Flamme. Det er i hans sidste Roman "Mands Himmerig". Det er ikke nogen god Roman, for de fleste af dens Mennesker er Karikaturer Lyset paa dem falder kun fra Bogens Mening, og dens Kærlighed eksisterer ikke. Romanen er et rent Angreb, fordi dens Tendens synes Forfatteren saa vigtig, at han ikke har villet tilsløre med sit Tvesinds Forstaaelse af vildførte Mennesker. Een Form for Menneskelighed 50 vil han nemlig ikke forstaa: den, der vil Selvudslettelsen og Selvopgivelsen i Pjat, Øjebliksnydelse4 og Uansvarlighed. Romanen skildrer Danmark ved Krigsudbruddet, og dens bitre Mening er den, at Nationen fortjente en Krig, fordi den manglede Samling, Ansvarsfølelse, Alvor, Forpligtelse over for sig selv. I direkte Udtalelser senere slog Pontoppidan i Tilslutning hertil til Lyd for et stærkt Forsvar. Det er hans mest direkte Handling, udsprunget som hele hans vældige Skribentvirksornhed af Ansvarsfølelse over for det at tilhøre en Nation og en tidligt vaagnet Angst for dens Fremtid.

Ogsaa i sin sidste Handling er Pontoppidan da i Dag saa aktuel som nogen Sinde før. Han er levende, som al stor Kunst er levende. Men han er for os mere end en Klassiker, hvis Værk viser vort Selv afklaret i det almene og evigt menneskelige. Han er den Digter, som peger paa vort Ansvar i Dag med større Myndighed end nogen anden, og specielt da end de fleste af dem5, som kalder sig Tidens Digtere, fordi de er lige gamle med den.

Vi er i Dag saa unge, at vi kommer bagfra til Henrik Pontoppidan, men blot for at opdage, at det er ham, som staar foran os med sin Anklage, sin Trods og sin Opfordring til Ansvar. Han selv er i Dag en gammel Mand, men hans Stemme kalder til Besindelse paa Fremtiden mere end til Betragtning af Fortiden.

24.7.37.

 
[1] gnaver: Herefter er følgende strøget fra 1937-artiklen:

At han har set rigtigt, at der har været Grund for ham til at være bekymret, kan vel ingen i Dag være i Tvivl om, som overhovedet kan se.

tilbage
[2] alligevel?: I 1937 lød de sidste to sætninger:

Debat – med paa denne Maade løste han Problemerne.
Eller løste han dem ikke alligevel?

tilbage
[3] foruroligende: tilføjet i 1940. tilbage
[4] Øjebliksnydelse: 1937: "materialistisk Øjebliksnydelse". tilbage
[5] de fleste af dem: 1937: "de andre". tilbage