Ja, ja, ja!
Romaner handler om så meget, men næsten også altid om kærlighed, og det gør ikke mindst Henrik Pontoppidans Lykke-Per. Hovedpersonen, Per, er af den type, som hurtigt smøger barndommen, familien og provinsbyen af sig, fordi han mener, at han har potentialet til at erobre hele verden. Med i bagagen hjemmefra har han stort set ikke andet end et kolonormt ingeniørprojekt, som én gang for alle skal forvandle Danmark fra et søvnigt bondeland til en toptunet industrimaskine.
Et jysk hug
Derimod interesserer Per sig ikke ret meget for kvinder. Ud over om de står i vejen for hans projekt eller eventuelt kan fremme det og i givet fald med hvor mange millioner. Det bliver for så vidt Pers skæbne, for han ser godt ud. Pigen i vinduet overfor blusser i kinderne, stuepigen krammer hans hovedpude, og en grossererfrue hiver gevaldigt ned i sin brystudskæring, men det erotiske spil tager først fart, da to søstre fra et velhavende jødisk hjem begynder at slås om ham. Den yngstes angreb kan eksempelvis forvarsles på denne måde: "Idet hun opdagede Per, standsede hun og lod med beregnende langsomhed det hvide skindslag glide ned fra de blottede skuldre".
Krig og kærlighed
Strengt taget finder begge søstrene, at Per er både bøvet, pinlig og alt andet end hip i tøjet, men da han efter en vild løbetur står fuldstændig svedgennemheglet foran den ældste af søstrene, falder hun for ham med et brag så stort, at man kan høre palmerne suse i København. Så bliver der krig! Per fascineres og frastødes, og det samme gør de to søstre, der samtidig gør deres bedste for at ægge og afvise andre mænd i deres indbyrdes magtspil.
Henrik Pontoppidan bruger over 600 sider på at afgøre med sig selv, hvem af pigerne der skal hjemføre Per som sejrspokal, men Per er en stædig kamel, der selv vil bestemme. Om det er godt eller skidt, er det op til læseren at dømme om.
